Skovgaard
1850-06-10
Sender
Georgia Skovgaard
Recipient
P.C. Skovgaard
Document content
Awaiting summary
Transcription
Til
Hr. Landskabsmaler Skovgaard hos Gaardmand Hans Peter Petersen
Magleby Sogn
pr Stege
|bedes afsendt med pastor Ingersløvs postbud
betalt|
|Paa den vedlagte Seddel har jeg skrevet, hvad jeg kunde huske af Prædiken i dag, Søndag|
Hvor inderlig glad jeg blev da jeg saae Dit Brev behøver jeg vel ikke at fortælle Dig, kjære, velsignede Ven! Af bar Ivrighed havde jeg nær ikke faaet det op, men det var ogsaa fælt mange Oblater Du havde sadt for. Jeg slugte Brevet, men efter at have sultet i 8 Dage, kan Du jo nok begribe, at den Bid ikke nær kunde mætte mig, godt var det da, at det gik med det som med |[?Galten]| [?Sommer], der, hvor meget de saa ogsaa spiste af den, dog aldrig blev fortæret; saa jeg kunde da læse Dit Brev om og om igjen. Stor Kjedelig var Du mig rigtignok ikke, naar Du bare vil skrive er det ligemeget hvorom det er; det er saa deiligt at faae Brev! Idag længes jeg ubeskrivelig meget efter Dig, men jeg skal nok være fornuftig og holde Lunet ved lige, saa Ingen skal kunde klage over mig; men det kan jeg godt mærke, at Du iaar er bleven mig endnu mere uundværlig end i fjor.
Igaar var jeg paa den etnografiske Samling med din Moder, Mine og Ane, jeg blev om Aftenen hos Din Bestefaders, og det var meget hyggeligt og rart, men jeg glæder mig dog endnu mere til at sidde en eftermiddag i min lille Stue og tale i Ro med Din Moder, der er saa kjærlig og nydelig imod mig.
Du spørger mig hvordan det er at være rigtig Gudmoder, det er mageløst, jeg holder af det barn, som jeg ikke har holdt af noget Andet, men hvordan skulde Andet ogsaa være muligt? naar man har svaret saa alvorligt for det,
●2●
naar man har bragt det til Christus, og for hans Ansigt loved at give det al den Kjærlighed man kunde, saa er det jo ikke længer noget fremmed Barn, men det hører en[overstreget:d] jo virkelig til. Naar jeg saadan tænker på det uskyldige, fredlige Udtryk, der |er| i det lille Ansigt, saa forekommer det mig, som om det meget mere maatte være hende, der bragte mig til Herren end omvendt, næsten er ogsaa begge dele forvente, men det kan jo kun gjøre Kjærligheden endnu stærkere. Hvis jeg nogensinde skulde glemme hvad jeg skylder hende, saa maa Du minde mig derom.
Mandag
Fra Kirken gik jeg igaar op til Meta, jeg traf hende ene hjemme; det første Indtryk jeg fik var meget rart, [?for] [?hun] saa nydelig ud og var saa omhyggelig for sin lille Pige, saa jeg ret blev vel til mode ved at tale med hende. Men saa fortalte hun at Boisen skulde i Skoven om Eftermiddagen og, da hun formodentlig først kom sent hjem saa tænkte hun at hun vilde blive hos Forældrene om Natten, iforrige Uge var hun der saadan fra Løverdag til Tjirsdag; er det dog ikke underligt? Jeg veed ikke hvad Boisen synes derom, jeg synes det maa være meget uhyggeligt at have en Kone, der lever hos Andre, og det veed jeg da at Du synes ogsaa; men det kan endda gjerne være at det ikke er ham videre imod, eller ogsaa har han, som formodentlig ikke Kraft nok til at sætte Noget andet igjennem . Men selv om Boisen er tilfreds dermed, er det ikke alligevel galt? Hun klager over at Pigen har for megen Magt, men paa den Maade vil hun jo bestandig faae mere. Forresten er det ikke underligt at Det kan friste hende for Boisen
●3●
er virkelig ikke meget hjemme og Forældrene forguder hende jo; hun fortalte at det var saa deiligt at see hvor glad hendes fader var over at have hende hjemme, især naar hun om Morgenen kom ind og sad og snakkede med ham.
I formiddags kom Din Moder og blev et Paar Timer hos mig; hun |saa| Dukkehuset og syntes meget godt derom; Hun bad mig hilse Dig mange Gange og tillige spørge om Du havde noget Skidentøi, som hun kunde faae med sig, for hun haabede ret, der skulde komme en Buud ind efter hende; hvis Du har Noget kan Du ikke beskrive mig hvor det ligger, saa kunde jeg kjøre ud med hende en Dag og faa det fundet.
Blomsterne begynder nu at springe ud, det er saa deiligt i Haven, men jeg kommer der dog aldrig, fordi jeg ikke har Dig at gaae med.
Høyens var igaar hos Hages; Høyen var desværre ikke videre rask, han har Hovedpine, er gnaven og klager over at der gaaer saa mange Penge med for Tante Gitte spiser saa meget Tykmælk, o.s.v.
Med Fader er det bogstaveligt det samme det er trist nok for Sommeren synes man dog skulde gjøre ham godt.
Og saa Farvel, Du kjære Ven! Lad mig see Du herefter gjør Dine Breve lidt længere end sidst, Fyld dem med hvad Du vil, det er det samme. om det saa var med Tegninger. Ikke Sandt!? Det var et meget beskedent Forlangende.
Din G.
Skriver jeg rigtigt udenpaa Dine Breve?