1848-02-15

Mappe 34 nr. 19

Tirsdag 15 Febr 1848 Godt-Haab.

Du underlige Menneske! I dette Øieblik fik jeg Dit Brev, hvorfor jeg hjærtelig takker Dig, men i Sandhed! det er halvqvæden Vise – dog, som jeg just var oplagt til at skrive et Brev til en eller anden, jeg holdt af, ret tilfreds med mit Dagværk – saa kom Dit Brev mig jo ret velsignet tilpas, og jeg vil stræbe at besvare det saa godt som muligt, ærligt og oprigtigt. – Kjære Ven! skjøndt Du maaskee vil finde, at jeg tager med haarde Fingre paa Venskabet, saa har jeg intet andet Navn for et Menneske, jeg i visse Maader staar nærmest af Alle. I visse Maader - deri ligger Hemmeligheden. Naar jeg gaaer langt tilbage i Tiden, da kan jeg ogsaa mindes at have troet paa fuldkomment Venskab, og kan det glæde Dig at vide det, saa har der maaske kun været eet Menneske jeg kunde kommet i fortroligere Forhold til, end til Dig, og, det var Lorenz kan Du let begribe. Imidlertid var først Følelsen af hans store Aandsoverlegenhed og senere mangeaarige Skilsmisse Skyld i at det aldrig trivedes til Lighed med det Ideal, der stod for mig som et Canaans Land, jeg nu er vis paa, mine Fødder skulle aldrig betræde. Thi seer jeg rundt paa alle mine Venner, Du veed dog, der er adskillige, som jeg i Sandhed holder af – da er det hos hver især en enkelt Side, hvorfra jeg har nærmet mig til ham, eller havde vi endog, som i Forholdet til Dig, flere, maaskee mange Berøringspunkter, saa var der dog Sider af mit Væsen, jeg ikke kunde belyse uden at gjøre Vold paa min Natur. At dette ikke er nogen skammelig Reservation beviser den Omstændighed, at der lever Intet i mig, som jo er kommet til Udtale for Nogen, og et Menneske, der om Du, selv har vanskeligt ved at udtale Dig, saa vanskeligt, at man virkelig tager Din dybe Taushed, Din totale Mangel paa bittre, klagende Udbrud for en vel stille og alvorlig, men dog harmonisk og tilfreds Sjæls Havblik – Du! hverken kan eller vil bebreide mig, at jeg stedse har ømmet mig ved at berøre, hvad der i 1844 greb saa forstyrrende ind i mit Liv, og som jeg veed af Andre, at Du er underrettet om. Der kan komme Øieblikke, da vi ikke er os selv mægtige, og har jeg end bittert fortrudt, saa har jeg ogsaa takket Gud for, hvad

-2-
der nu er stridt til Ende, saa det staaer mere som en Velsignelse end som en Sorg for min Erindring. Men det troer jeg rigtignok endnu ligesaa sikkert som dengang; at først naar den Time slaaer, da en Qviende vil skjænke mig sin Fortrolighed, først da kan jeg give min heel igjen, først da skal Glæde og Munterhed atter til fulde gjennemgløde mig. Til da maa Du tækkes med mig, som jeg er, tit gnaven, tit endog styg i min Opførsel mod Dig, der dog saa sjældent har bidt igjen, hvad bestandig dog skal staa i taknemmelig Erindring hos mig. Og slaaer Timen aldrig, Skovgaard! da skal Du dog maaske have nogen Glæde af Omgang med Pebersvenden, der nu veed, at der findes Veie, som, om de end gaa uden om Lykke og Lÿksalighed paa Jorden, de naae dog til Salighed i Himlen. – Der er ogsaa i vort Væsen nogen Forskjæl, kjære Ven! Du har af Naturen faaet et mere hengivent Sind, andre Mennesker ere maaskee mere for Dig, det bør ikke komme mig til Onde - er jeg end sjældnere tilfreds med Andre, Du seer, jeg søger dem dog endnu, Trangen er der og Gud holde sin Haand over dem, thi skulde jeg nogensinde drage mig rent tilbage, hvad jeg tit følt Lyst til, saa ligger der en skjult og lumpen Klippe lige for Stævnen, den hedder Egoisme, Selviskhed – og den er værre end Gjærrighed. Dog, det haaber jeg ikke, thi alt som jeg ledes ved flere, holder jeg saa meget mere af de faae, der blive tilbage, og kjære Ven! Det var kun de umiskendelige Spor af en dyb Forstemmelse som kunde bringe mig saavidt, som jeg alt er kommet. Du havde ingen Grund til at tye til den Vished, at mine Nerver ikke vare af ”Seglgarn” for at vide Dig sikkret mod min ”Spot”- sandelig! der er ingen Grund til at spotte, hvor man kun staaer ved en underlig, uventet Aabenbarelse, men, som jeg vil haabe er Foster af en mørk, overgaaende Stemning. Den Ro og Tryghed, der er i Dit væsen har tiere end Du aner gydt Tillid og Fred i mit Sind, og der var flere end mig, som vilde inderlig bedrøves, om vi saae den brudt. Jeg vil ikke tale om vore Arbeider, men blot jeg sam-
-3-
menligner den Deeltagelse, hvormed vi begge modtage Indtrykkene af Omverden, hvor livsfriskt staaer Du da ikke mod mig, der med Undtagelse af saare faa Kjepheste er temmelig slap og sløv. Og dog, kjære Skovgaard! naar jeg har indrømmet dette, vil jeg i næste Nu have Lov at bestige Kjephestene igjen, ride dem i Lys og i Løn, kun fodre og strigle dem, thi i denne Gjerning er det jeg søger Erstatning for Meget, jeg gaaer udenom, uden altid at være uberørt af Længsel og Savn derefter - i denne Gjerning er det jeg vil samle mine bedste Kræfter, af denne Gjerning skal danne sig det stille Liv, der kan trøste, naar det Ydre svigter, der kan holde opreist, selv om de Kjæreste, Uundværligste skulde kaldes bort. – Der er endnu een Ting i Anledning af Dit Brev og hvorfor jeg er Dig formelig Tak skyldig, det er den smukke Maade, hvorpaa Du har opfattet letsindige Udbrud af mig, saa stÿgge, at de forekom mig afskyelige, i det Øieblik Du minder mig om den ved Siden af din alvorlige Betragtning af Købkes Død. Ja, kjære Ven! de vare sÿndige og om end ikke altid dybtgaaende, saa dog vist nok til sidst udspringende af den Flauhed, som forekom mig i Livet, hvor jeg saae hen. Det hører dog med Guds Hjelp ogsaa en svunden Tid til, som Du maaske vil indrømme mig, at disse Letsindigheder bleve sjældnere paa min Tunge i den senere Tid; de skulde med Guds Hjælp reent forsvinde. – Og kan Du nu være fornøiet med mig, glæde Dig til snart at samles igjen lidt dagligt med mig? hvis ikke, saa har jeg kun en ringe Trøst i dine egne Ord:” Tvivlene ere værre end den værste Sandhed.” - Lad mig minde Dig om een ting: at det er kun i ÿderste Nød, at et Par gode venner tør tiltale hinanden, som vi nu have gjort; gjentages det oftere uden Grund, da vil det der seer ud som Trang til Fortrolighed blive Fortrolighedens Grav. Vi forstaa hinanden for godt til at vi skulde behøve det tit – jeg gyser, naar jeg tænker på Th: L - men vi ere dog vel ogsaa begge to for sunde endnu til at trygle om, hvad af egen Drift skal gives, gives saa fuldstændigt vi formaae, men, underligt! stedse dog være heelt til rede hos Giveren for atter at gives, atter, atter uden nogensinde at slides ved Brudet. – Var Dit afbrudte Brev vel mere, end et Udbrud af Nedslagenhed, som imellem kan betage os? Ogsaa jeg har kjendt Sligt - kan Du huske Vinteren 44-45, da jeg næsten bestandig var i Hulen, da jeg aldrig gik ordentlig tilsengs, da Du undertiden delte mit tarvelige Middagsmaaltid, vi selv tilberedte; det var Livslede
-4-
og ikke stille Selvvirksomhed, som drev mig, ikke til at underordne mine legemlige Fornødenheder for Aandens, men til at forsømme mit Legeme uden at bruge min Aand. Vor Herre var mig god og lod denne Særhed ingen Indflydelse have paa min sunde Natur. Jeg kunde endnu, om ikke min Moder indstændigt havde bedt mig lade være, optage denne Levemaade, men skulde da bedre bruge den Tid, jeg saa rigelig fik til min Raadighed, som jeg overhovedet nærer det Haab, at jeg ikke mere i lange Perioder skal blive undergivet en saadan Slappelse og Modløshed mere. Du kjender nok af Søren Kirkegaards Opbyggelsesskrifter til at skjønne, at han deri viser Veie for Tanken og vor hele aandelige Stræben, som kunde udfylde Livet, selv om vi leed totalt Skibbrud i Verden, og jeg har tit velsignet ham derfor. Kommer dertil den Nÿdelse, jeg har af Poesi og Kunst, bestandig høiere eftersom min Sands derfor udvikles, da er der dog en himmelvied Forskjæl paa den Maade jeg nu har søgt Ensomheden og den fortvivlede, hvorpaa jeg 5 Juni 44 hastede til Brorfelde - der er en Forskjæl som fortæller om noget Oplevet og Erfaret, om de 30 Aar. See atter her! Svenn havde i sit 20 Aar mange flere Kundskaber end jeg i mit 30, men i de 10 Aar har jeg uden at opleve store Ting dog faaet at prøve forskjellige Tilstande, løbet Hornene af mig, følt den første Ungdoms Friskhed visne, og de 10 Aars Forskjel vil bestandig blive en Hindring for vor totale Sammensmæltning i Fortrolighed. Efter alt dette vilde jeg gjerne sætte et mildt Ansigt op, gjerne føle mig forsonet med Livet og dets Skuffelser, skjøndt jeg godt veed at Anfegtelserne skulle vende tilbage som Aarstiderne til Jorden, men ellers havde vi det for mageligt, Kamp må der til i Livet, kun deri viser sig Godt og Ondt, Stærkt og Svagt. Vil Du som min Jævnaldrende ikke underskrive noget af dette? vil Du ikke med mig haabe paa, at Manddommen, der ligger for os, skulde sjældnere finde os modfaldne med Hænderne i Skjødet – eller, vil Du for alvor begynde at dandse? Forlægge Din Ungdom, der tilvisse kunde skjænket Dig mere af Livets Glæde, som ogsaa jeg selv har fået mindre, end hvad der behøvedes til at bringe Tarmene til Taushed - til en senere Periode? Det gaaer ikke, kjære Ven! lad os redde Stumperne og see freidigt Fremtiden imøde. – Meget confust er vist dette Brev, men Opgaven ogsaa langt over mine Evner - bring det Meste ud deraf, ved at lægge det Bedste ind deri! og modtag i Omslaget Lidt, der kan meddeles gode Venner, der maatte spørge til mig, naar de høre, du havt Brev.-