Skovgaard
1896-01-18
Sender
Agnete Skovgaard
Recipient
Joakim Skovgaard
Document content
Awaiting summary
Transcription
Mappe 53 nr. 55
Rosenvænget 18de jan. 96
Kjære elskede Ven. Godmorgen, nu har vi sunget Morgensang, vi sang i dag, Dig vandrer vi saa gerne med, igaar Morgenstund har Guld i Mund, naar Du tænker paa nogen Sang du gerne vil have, vi skal synge, saa skriv det til mig. Vi har det godt, da det var stærk Taage, lod jeg Peter blive hjemme ogsaa i dag, men jeg synes for resten han er ret flink, han har fundet sine skøjter frem og har indrettet paa dem, saa han kan prøve dem ude paa Vejen, hvis det bliver godt Vejr siden. Igaar da vi fulgte Johan Thomas hjem, lod vi ham løbe ude paa Isen paa Sortedamssøen og da jeg gik ud med Peter bagefter, var han ogsaa dernede, mens Eline og jeg spadserede i Solskinnet paa
-2-
Stien. Mon jeg hilste fra Larsen igaar. Vil Du hilse Frøken Lunn og Johannes fra mig, jeg synes det var tidligt, at I begav jer paa rejsen til Luzerne, det var Du vel glad ved, nu haaber jeg I har oversteget Alperne og er i god Behold i Italien. Alting har gaaet godt for os og vil vist gaa godt fremdeles. Moder var her igaar Aftes og jeg var et Øjeblik nede hos Ulrichs. Caroline var hos Sommers igaar. I dag kan jeg nok ikke faa Brev fra Dig. Kl.6, jo sandelig fik jeg Brev fra Cassel og Tak for det. Drengene er mest gode, det kneb lidt i Eftermiddag, Morten Kristian er lidt pibet i dag, maaske lidt mere forkølet. I dag hentede jeg igen Johan Thomas i skole og gik bagefter med
-3-
Peter og Eline, P. skulde prøve skøjterne, det gik naturligvis skidt, nu har jeg gennemgaaet Klistermarmors- Tankerne og noteret noget, vi vil prøve vor lykke i morgen. Nu rykker min Pen paa Papiret af Søvnighed, saa Du kan se, jeg ligner mig selv.
Lov mig nu at Du ikke ser for meget, det bliver man ødelagt af, men det er sandt, hidtil har du da kunnet bære, hvad du har set min egen Ven, og saa Godnat. Fru Ulrich bad om hun maatte sende et frisklagt Æg op hver Dag til Morten Kristian, og han har spist det med glæde i dag.
Din Kone, Aa hvor det er yndigt at du holder af at rejse. Levvel.

