1864-06-14

Mappe 31 brev nr. 5

Til

Joakim Fredrik Skovgaard

Østerbro, Rosenvænget 27

Kjøbenhavn.

Aarhus 14 Juni 1864.

Kjære lille Joachim!

Det var i en Fart at jeg sidste Morgen i Rosenvænget kom ud af Sengen, i Klæderne, ned i Droschen og ud paa Banegaarden, men det veed Du maaske, i en Fart kom vi til Korsøer og snart kunde vi begynde at see Jyllands Kyst, og saa Tydskerne i Mængde. I de gode gamle Dage havde Enhver Lov til at staa saa langt ud paa Dampskibsbroen som man selv vilde, nu derimod dannede Rakkerpakket et larmende Rækværk mod Skinnerne, de Pikkelhuer, det synes som om al Stadsen sættes i den øverste Spids paa Huen, thi den glindser, men selve [?] seer i Regelen lidt lurvet ud. Nu kom jeg da iland, men allevegne saae, lugtede og hørte man Tydskerne, allevegne snakkede man om dem, Alle ærgrede sig over den løjerlige Vaabenhvile, ærgrede sig over deres evindelige Spillen paa Bliktrompet; snart begyndte jeg ogsaa at ærgre mig, og har nu siden gaaet med en god Portion Ærgrelse, Harme og Bedrøvelse, thi hvad skal dog Enden blive paa Vennernes Troløshed og Fjendernes Uforskammethed? Ja det veed jeg saamænd ikke, hører jeg dig sige, naar Du kommer hertil, og hvis Du saa spørger din Fader og Moder om hvad de tror, da siger de vel, ja Gud skal vide det, men endnu er det ikke [?] at opgive Haabet, det kan

-2-

maaske endnu blive godt. Jeg var i de allerførste Dage en lille Tour paa Helgenæs, og der kom jeg i det første Klammeri med en preussisk Officier, det blev naturligvis uden Resultat, thi naar man kommer til at tale om det urimelige i Tysklands Fordringer, saa lette de paa Skuldrene og siger, ja det kjende vi ikke, og saaledes hører jeg det bestandigt gaaer, naar Nogen kommer i Samtale med dem om vore Forfald. Forresten lod det til at være en meget elskværdig og beskeden Mand, og omendskjønt jeg blev hidsig og tog saa kraftigt fat paa Sagen som jeg kunde, og just ingenlunde brugte Yttringer som kunde henregnes til kold Høflighed, saa var han dog den rolige og høflige Mand til det sidste. Det var min første og egentlig sidste Kamp, thi nogle senere Smaatræfninger kan jeg ikke regne med. Da jeg i dem har indskrænket mine Svar til Ja og Nej, paa de til mig henvendte Spørgsmaal, saa de |Tydskerne| have i Almindelighed trukket sig tilbage og opgivet at komme i lag med dem mig, dog det er sandt, forleden Morgen jeg gik ud at male, mødte jeg et helt Batteri paa en smal Markvej, jeg maatte da holde mig paa Grøftekanten, men min Fod gled, jeg faldt over min Malerkasse, det gjorde noget Spektakkel, Hestene bleve skye, Tydskerne bandede og afsted foer Batteriet, men jeg gik rolig den modsatte Vei, saa jeg veed ikke hvad Enden blev. See det var nu alt sammen om mig selv og om Tyskerne, nu

-3-

er det bedst jeg gaar over til at skrive og spørge om Dig og din Slægt, nu er Du vel begyndt med Skolegangen igjen, og jeg seer saa tydeligt Du og Mikkel just ikke skydende en saa voldsom Fart fra Skole, og jeg er vis paa at Du nu om Haandleddene er voxet ½ Tomme, om Benene 1 heel og om Livet 2 Tommer siden vi saaes. At Rosenvænget nu er helt grønt, og at der myldrer af Blomster og Børn, Alt de seer jeg tydeligt, men der er dog nok Eet og Andet som jeg ikke kan udmale mig i Tankerne, hvorfor det vilde glæde mig at faae et Par Ord fra Dig, førend Krigen bryder ud igjen, og vi bliver afskaarne helt fra den Deel af [?Verden], som vi bryder os om, det bliver vel nu en streng Tid, naar den blot kunde føre til [?] for Danmark, og Fremtiden ikke har endnu [?] Skuffelser at bringe. Forresten have vi det godt efter Omstændighederne, jeg maler ret flittigt, mest Motiver fra den grønne frodige Mark, og godt er det at man dog har en Beskjæftigelse der kan bortlede Tanken fra vore mørke Udsigter, men det hænder jo ogsaa ofte naar [?] er midt i en Sky eller en Rugmark, at der kommer en Standsning i Maleriet, for med større Fynd at kunne udtale Ønsket, gid dog det Rakkerpak var langt borte. Og nu de venligste Hilsener til Dine kjære Forældre, Mikkel og Katrine, og vær selv hilset 1000000 Gange fra Din gamle Ven Janus la Cour.