Ca. 1849

For et Øieblik siden, brændte Ordet paa minde Læber, men jeg forblev taus, hvorfor? Jeg veed det ikke, jeg vilde have sagt: Jeg elsker Dig, og jeg maatte saa have spurgt: er det muligt at Du skulle kunne elske mig igjen? Dette kunne jeg ikke sige, endskjønt min hele jordiske Lykke synes mig at ligge deri, jeg maae dog sige det, men, ved jeg |ikke| at Dit Hjærte længes mod ham, den ogsaa mig dyrebare og uforglemmelige, jeg veed det jo, men jeg elsker Dig!
Du maa nu afgjøre min Skjebne, den Tilstand jeg er i den kan, den maa ikke vedvare, er den Usandhed, da lad den tilintetgjøres, jo før jo heller, men var det muligt at det var Sandhed, at Gud kunne ville at vort Liv skulle sammensmelte, at Du kunne ville være min Trøst imod det Bitre i Livet og min Støtte imod Stormens [?], og vi dele med hverandre hver en Glæde, som Gud vilde tænde - Er min Følelse Usandhed, da lad det blive klart, for Guds Skyld! Lad os ikke bygge paa Løgn! Herren lede vore Handlinger, og give mig Styrke til at
●2●
bære, hvad jeg skal, det vil han, det tror jeg, jeg vil klynge mig til ham, som kjender jo alt, og alt fra hans Haand er jo godt.