1883-10-13

Mappe 42 brev 20 A
[?Rygensgade] 34 den 13ende Oct. 83

|Halvbesvaret

helbesvaret,

Her går det jo sjarmant.
Italiensk hilsen til [?]|

Min egen kjære Gamle!
Nu er jeg her, bare Du kunde komme et lille Svip og titte herind og se hvor fortryllende lækkert her er; især her i Krogen ved mit Skrivebord, med Venedig og gamle Fader Odin opover paa et højst mærkeligt [?Hlidskjalv] af gamle tønder og Kasser og Treben; med japanesiske Hængelamper og smaa Mus og Fugle og alt saadan noget Kram og Masser af Planter der stræber opad og hænger nedover i fortryllende Uendelighed af grønt og Lækkerhed; nar jeg bare havde en Mandolin i et falmet [?grønt] Baand, eller en stor Corca, eller et romersk Oxehorn, men helst Mandolinen, kan Du ikke tage en om Halsen hjem
-2-
med, aa hvad, naar var Du saa sød! Jeg glæder forskrækkeligt til Du kommer hjem til Foraaret.
Nogle Dage har nu paa en lumpen Maade sneget sig hen uden at jeg har mærket det, og jeg længes efter at faa dette af Sted, ikke alene for Din Skyld, da Du vist længes men ogsaa for at faa Luft til nogle andre Breve der svært tynger mig, af Sted. I disse Dage har vi saamænd været to dejlige Skovture; i Lørdags Carl, Harald, Christel Bock og jeg til Strandlyst; ved Klampenborg lejede vi en lille lækker Ponyvogn akurat til fire, og i den jollede vi af Sted hele Vejen gjennem Skoven, der i Aar er saa dejlig som aldrig før, der kan umuligt være skjønnere hos dig; en saadan Farvepragt og blaa Himmel og Solskin og mørkeblaat Hav, vi holdt ved Birkemose og var et lille svip der inde, der er mildest talt fortryllende og var den Dag skjønnere end noget jeg nogensinde har set; kan Du ikke komme til at længes en Smule og glemme et Øjeblik
-3-
al din Overdaadighed ved Tanken om saadan en lille stille mørkeblaa Skovsø med gyldne Birke vældende udover fine og lette med deres hvide Stammer, og saa de gamle Bøge med alle Grader lige fra det mørkeste grønt, gjennem en Verden af Gult fra det lyseste ( næsten sølv ) til det mest skinnende Guld lige op til Purpur, kig saaa op igjennem det mod den blaa Himmel, og se saa Solen skinne og knittre og straale og sprudle igjennem alt dette; jeg forsikrer Dig, at Dine sorte Cypresser og dine fulde Vinranker er det bare Vand, eller for at tale ædrueligt, ikke er en smule dejlige end dette.
Du har kun en ting, jeg længes efter, de fjærne blaa Bjerge, men de skal være meget fjerne og meget fine, feagtig gjennemmsigtige, Men saa har Du ikke, i det mindste ikke hvor Du nu er, Havet, tænk Dig en Efteraarsdag, mørkeblaat skulper op ad en dansk Skrænt, og saa om Aftenen med en klar Maane skinnende paa sig, og lækkert Maaneskin mellem træerne. Men nu har Du vist faaet nok af den Sort; vi havde det dejligt, var i knusende godt Humør og de var meget venlige paa Strandlyst, I Tirsdags

-4-
Flyttedag, kunde Gudmoder tage med, det var en hel Fest at komme ud fra Flyttelopperne i den mere tiltalende Dyrehave. Vejret var lige saa godt som i Lørdags, og vi nød livet, vi var 8, Gudmoder, Nanny, Molly. Caroline, Carl, Harald, Christel og jeg, vi fik ogsaa fat i en Landrover ved Klampenborg hvor vi alle 8 kom, Carl og Harald paa Bukken, Gudmoder, Molly paa et Sæde, Caroline, Nanny paa det andet og Christel og jeg siddende paa Ryggen eller hvad jag skal kalde det af Vognen med Benene paa Sædet, jeg mindedes Carnevalsvognen i Rom.
Forleden Morgen kom Fru Ploug her, Du ved maaske at hendes Mand er Executor i Fru Høyens Bo, hun bragte to Portraiter: et af Fader og et af Moder til Gudmoder, men paa den Betingelse, at hun testamenterede dem til os, Gudmoder gav nu strax Moders til mig, det er ganske udmærket, saa fortalte hun en passant, da hun mente det dog maaske kunde interessere mig, at de havde for Vurderingssummen kjøbt det Billede fra Rom med Far og Mor og Høyens, jeg blev aldeles overvældet og ligesaa Gudmoder, da vi altid havde været af den Formening, at Du skulde have det, det troede jeg ikke, der var nogen tvivl om, men altsaa har der intet skriftligt været derom og Plougs har intet vist, vi blev begge saa forbavsede at det var umuligt at sige et ord, og jeg lagde næppe mærke til
-5-
Nr. 20b
det følgende, nemlig at Du skulde have Portraitet af Høyens Moder af Købke, da der bagpaa var skrevet Skovgaard, altsaa har det engang været bestemt til Fader og derfor fandt de (Plougs), at Du skulde have det, saa skulde Niels have Skærmen og jeg Tæppet. Det er ganske forunderligt, at Fru Høyen ikke skriftligt har efterladt den mindste Bestemmelse, eller mundtligt har sagt noget til Ploug om, hvad hun ønskede, da han jo dog fra Høyens Død har været bestemt til Executor, det er altsaa Ploug der ganske paa egen Haand bestemmer og saa at sige (forekommer det mig) skænker milde Gaver ud; kjedeligt, at det, at de ikke kan tænke sig, at det Billede frem for alt maa interessere os, eller ogsaa har de selv faaet en højst ubehagelig lyst til det, det hænger allerede i deres Dagligstue, alle forbavses, Gudmoder, Nanny, Faster o.m.a. har altid troet at Du skulde have det, det har levet som et Sagn, men ingen har noget bestemt at holde sig til, Faster er den eneste, der har en Smule positivt og
-6-
det er endda temmelig vagt hun synes nemlig, at Fru Høyen en Dag Faster sad hos hende, sagde, at Du skulde have det Billede og jeg Skærmen. Men har Du ingen bestemt Udtalelse at holde Dig til, kan Du ikke blot med Bestemthed sige, at Fru Høyen en Gang har sagt til Dig, at Du skulde have det, juridisk er det intet, ved jeg nok, men saa vil Gudmoder gaa op til Plougs og sige, saadan og saadan hænger det sammen. Det er en ubehagelig Historie, men jeg finder ikke vi kan sidde helt rolige ved den, noget maa der gjøres. Skriv endelig strax et Brevkort herom, hvad Du ved og synes, vi skal gjøre, Du bryder Dig naturligvis ikke om gamle Fru Høyens Portrait, hvis Du kan faa det andet? Eller hvis det kunde lade sig arrangere, saa er Du vel villig til at afhjælpe Plougs det, Vurderingssummen plejer jo altid at være saa godt ingen Ting, og det er saa ærgerligt, at Plougs skal komme saa nemt til det. Dette er jo løse Formodninger, der er ingen der har vovet at sige noget til Plougs. Vist er blot, at Billedet hænger i Plougs
-7-
Stue, hvor dets Plads ikke er.
Min kjære gamle Dreng, Apothekeren siger, naar Du smører Dit Ansigt og Dine Hænder med Carbol om Natten kommer ingen Muscitoer, Du kan enten tage Carbololie eller fortyndet Carbolsyre, ligefrem Carbolvand er vist for tyndt.
Familien i Civita interesserer mig voldsomt, skriver Du ikke snart ordentligt om den, Du skylder mig snart svært Brev, tror jeg, jeg tror, jeg vil skrive en lille Hilsen til Familien, jeg maa faa Gudmoder til at hjælpe mig med at snakke den paa italiensk, saa kan Du sende dem den, hvis Du synes om den, elelrs bllot hilse meget fra mig; kan Du ikke faa deres Phothografier, det vilde være morsomt.
Carl søger om Plads paa Landbohøjskolen, som vi meget haaber han faar.
Kunde Du bare kigge her ind og se, hvor dejligt her er og hvor glade og lykkelige vi er for hinanden.
Jeg har glemt at sige Dig,
-8-
at jeg var umaadelig begejstret for billedet til Ebbe Puggaard, jeg havde den voldsomste Lyst til at (?knibe] det, og saa sige, at det ikke var kommet. Maler du mange saadan pæne smaa Billeder? Du glemmer da ikke, hvad Du har lovet Din lille Søster, Capri fra Neapel, blaat, Strandbred med Sten.

Du kommer da tilbage til Rom, skriv Dine Planer.
Alt vel her, jeg har bare en voldsom Hoste.
Farvel, Levvel, Hav det godt.
Mange Kys.
Dine Billeder er ikke kommet endnu.
Din egen lille Søster.

Mange Hilsener fra Gudmoder og Carl.

Brevet har nu atter ligget nogle Dage, imidlertid er Gjenstandene fra Fru Høyen kommet, og med dem indlagte Brev til Dig fra Ploug, men da det havde den mærkelige Udskrift turde jeg ikke sende videre, saa skrev jeg til Ploug og fik det Svar, at jeg gjærne maatte sende det, men det behøvedes ikke, da det blot var et Forslag om et lille Billede, hvad for et Billede? Du kan vide, vi er gyselig Spændte paa, hvad det er, og har et lille forfængeligt Haab, at det er noget med det Billede. Skriv endelig strax til mig.
Den lille Hilsen til Familien i Civita faar jeg ikke Tid til denne Gang vil Du foreløbig blot hilse Dem saa venlig.