People
Hans Peter Gote Birkedal Barfod
H.P.B. Barfod, Hans Peter Gote Birkedal Barfod, 14.9.1843-30.6.1926, historisk forfatter, læge. Født på Frbg, død sst., begravet sst. B. blev student 1863, dimitteret fra kursus. Ved krigsudbruddet 1864 meldte han sig som frivillig og gjorde som lægestuderende lazarettjeneste hvorefter han 1866 blev udnævnt til reservelæge i hæren med rang af premierløjtnant. Året efter sin medicinske eksamen 1870 blev han praktiserende læge på Frbg., en praksis han fortsatte til 1921, højt anset som huslæge og fødselshjælper. Hertil kom omfattende filantropisk indsats. 1894 fik han doktorgraden for en afhandling om gigtfeberens udbredelse i Danmark. 1882 begyndte han udgivelsen af Lommebog for Læger, hvormed han fortsatte til den 1913 blev overtaget af lægeforeningen. Som historisk forfatter fulgte B. i faderens spor, både mht. syn og stil, som højreorienteret, kongetro grundtvigianer. Hans første publikation var Kong Frederik VIIs Sangkrønike, 1864, et udvalg af digte til kongen. Efterfølgeren er skildret i Kong Christian IX I-II, 1888–1906. Forsvarssagen lå ham stærkt på sinde. Han havde været en af ophavsmændene til den frivillige selvbeskatning til Kbh.s befæstning 1885 og taget initiativet til forsvarsadressen 1909. S.å. udgav han Carl Hall og Forsvarssagen i 60 Aar. 1921 begyndte han udgivelsen af seks bind "Minder fra gamle grundtvigske Hjem", der efter hans død blev afsluttet med fire bind ved Holger Begtrup.