1908-12-28

Mappe 44 brev 25 A og fortløbende

Torre Pellice 28.12.08

Kære Joakim ! Tak til Dig og Agnete for gode juleønsker. Du vil høre min mening om Cathrines anmodning. Jeg hsr skrevet et brev til hende og jeg synes Du får bedst svar ved at jeg kopiere det til Dig, så ved Du også hvad jeg har skrevet til hende, og kan indrette Dit svar til hende derefter, ved måske at undlade at skrive det samme som jeg, men i hvert tilfælde supplerer hvor Du synes mit
mangler noget. F.eks har jeg ikke omtalt, hvor lidt det svarer til hinanden, at hun først ligesom N. forklarer at de vil sætte pengene i papirer, og nu vil sætte dem i forretningen.
Hvis Holten (kaptain) synes at pengene skulle sendes, så skulle Du vist tale med Åge H., for han og hans kone ser meget klart og forstandigt på sagerne og kan jo om det skal være tale med Immanuel H.

Brev til Cath.
Jeg fik at brev fra Joakim nogle dage før jul, og da jeg troede det var et julebrev, gemte jeg det til juleaften, men skønt det nok sluttede med en julehilsen, så handlede det dog mest om Dine sager, og der medfulgte et brev fra Dig. Gid jeg dog ikke havde gemt det, for det var svært at live i juleglæden efter at det var læst. Nå ! men til sagen. Du har den mening at Du ikke kan skrive så vi rigtigt kan forstå Dig, og jeg havde nær sagt, truer os med et besøg i den anledning. Om Du kunne tigge så længe at Joakim gav efter ( jeg har jo ikke nogen afgørelsesret) det ved jeg ikke, men jeg håber at det ikke vilde ske, og da vilde Din rejse jo kun være en unødig udgift, som du hellere skulde spare. Hvad jeg derimod ved, er at Du ikke behøver tale med os for at skal forstå Dig, det er nemlig let nok. Jeg har aldrig haft gode tanker om Amerika, og de oplysninger Du stadig har givet, har såmænd sat os tilstrækkelig ind i forholdene til at vi fuldt ud kan forstå dine bekymringer for Åge og dele dem med Dig.
-2-
Ja, det er virkelig, som Du skriver, alvorligt, men skønt jeg ikke alene forstår Din ængstelse og deler den med Dig, så den også gnaver på min hjærterod, så er jeg dog ikke på nogen måde bange for at tage det ansvar at råde Joakim til ikke at give efter, da jeg er fuldstændig klar over, at dette vilde være fortvivlende galt. At skrive til dig, kære Søster hvorfor jeg ser sådan på det, er tungt, men nu må det til, hvor ondt det end vil gøre Dig
Det er fordi jeg ikke har nogen tillid til N. end nul. Jeg tvivler ikke på, at det egentlig er ham, der står bag Dit forlangende, måske uden at Du selv har lagt mærke dertil, eller vilde være i stand til at se det, for overfor ham kan Du nu engang ikke se klart og fornuftigt, og om Du kunde, så tør Du ikke. Men sagen er, at skal der blive noget af ham, så må han lære at stole på sig selv og ikke kunde få penge at råde over, hver gang han fløjter. En hurtig opgang i hans finanser er jeg overbevist om, at han ikke tåler. Den eneste mulighed for at det skal ende godt ser jeg i, at han selv må arbejde sig frem, og det helst lidt småt, men jeg må tilstå, at selv uden at han får hjælp, har jeg ikke megen tro på, at det bliver godt, for selv om jeg tror, at der virkelig er meget godt hos ham, så er han af så svag karakter og så gennemløgnagtig, at det skal holde hårdt for det gode at vinde overhånd. Her mener jeg, at det er at Du ved at vælge at rejse med til Amerika har påtaget Dig en stor og skøn opgave, men jeg er ikke i tvivl om, at dette arbejde vilde blive ganske ødelagt for Dig, dersom I nu fik Jeres ønsker opfyldt. Du skriver, at Du kæmper for Din søn, men Du valgt også at kæmpe for Din mand, og Du kan ikke forene disse to ting på den måde Du tænker. Er Du nu overbevist om, at Du bør lade alt andet vige, for at Åge ikke skal blive gammel i Amerika, så ser jeg ikke rettere, end at Du bør rejse hjem med ham, Og lade N. Sejle sin egen sø. I Danmark kunde Du nok slå Dig igennem. Vil Du imidlertid ikke slippe N. så må Du se det amerikanske uhyre i øjnene og kæmpe med det om Åge. Hvilken af disse ting Du vælger tør jeg ikke give råd om
-3-
og det kunde jeg såmænd også spare, for Du plejer ikke at høre efter, hvad jeg siger. Jeg ved, jeg ikke kan få Dig til at se tingen, som den er, og det eneste jeg kan gjøre, er at værne om de penge der er, så at Du og Åge ikke står helt bare, hvis det igen ramler, hvilket jeg mener, der er stor mulighed for at det gjør. Ja rent ud sagt frygter jeg, at dette ønske om at få pengene fra Overformynderiet betyder, at det allerede er galt fat, at N. allerede har brugt penge, som du ikke ved om, og er i gæld, som han ved dem vil klare, hvis det ikke er, at han nu af jeres medgang er kommet i tanker om, at han igen vil begynde at flotte sig. Du kan af dette se, at jeg tror, at den allermest usikre måde at anbringe Åges penge på, er at lade N. få fat i dem, og at Dine meninger om, at papirerne som ligger i Overformynderriget ikke er sikre, er noget vrøvl, uden for så vidt, at intet i verden er sikkert. Angående dette om usikkerheden, så tager jeg det egentlig kun som et påskud, men tror Du det virkelig, så vil jeg bede Dig se at bevare ligevægten lidt mere. Da Du skulde rejse, vilde Du på ingen måde tro, at rygterne om tilstanden i St. Francisko talte sandt, skønt de dog ikke engang var slemme nok, men sagde, at på afstand blev alting overdrevet, nu derimod er Du slået over i modsætningen og tror så gærne rygter om de danske forhold, skønt Du dog kender noget til Danmark og måtte vide, at forholdene er ret ordentlige. De vil vist også, efter hvad der er sket, netop bliver bedre. En bedrager af Albertis størrelse er dog hjemme ganske enestående, og selv om vi nok har mange mindre, både hjemme og bortrejste, så er det dog vist så godt som nogen steder i verden, kun må man lære ikke at betro penge til dem, som har vist sig at være bedragere. Ja Søster, nu har jeg skrevet ganske rent ud, Du har nødt mig dertil, og jeg har Dig for kær til at turde lade være, men det har været frygtelig hårdt. - - - Å nej ! Det er strengt, men jeg må dog skrive mere endnu denne gang, for hvis det er muligt, at åbne øjnene på Dig, for så kan jeg dog håbe, at jeg ikke oftere må sende Dig
-4-
et så skrækkeligt brev. Ingeborg fortæller, at Du engang har spurgt, hvorfor Joakim og jeg havde betroet N. de papirer, som han opbevarede for os. der lå vel en slags bebrejdelse deri, nemlig at vi havde ledet ham fristelse. Jeg må da oplyse, at det var N. der opfordrede os dertil, vi var dengang godtroende, Du må gærne sige dumme, og vi havde jo ikke selv noget pengeskab. Jeg tør ikke sige, at der lå noget galt bagved hans opfordring dertil, skønt man kan jo gøre sig tanker derom, men når han lånte penge af os, så hed det, at det var til at købe mere vin for, til at udvide forretningen med, akkurat som det nu hedder ved denne lejlighed, men den tale lader jeg mig ikke mere narre af. At han kunne bringe det over sit hjerte at lokke Faster og sin moder til at gå i kaution for ham, var dog det værste. Faster vilde jo på ingen måde risikere, at der ved ham kunde mistes mere end Din arvepart, hun vilde ikke låne ham mere, men han bildte hende ind, at en kaution ikke var som et lån, og at pengene ikke kunde mistes ved en sådan. Og da det kom op, at det var galt fat og jeg fik at høre om den kaution og talte med Faster, så turde hun vist ligefrem ikke tro, at der var fare for de papirer. Jeg skriver ikke disse ting for at pine Dig, nej gid jeg kunde lade alt det skidt ligge, men for at Du kan forstå, hvor vel grundet min mistillid er. Det var jo nemlig ikke i en periode, at han var kommet ind i noget fortvivlet, indtil han blev hjulpet ud af det, og så blev pålidelig, nej han blev hjulpet, men fortsatte med at være upålidelig indtil vi alle kunde se, at hjælp var håbløs. Ligesåvel som jeg inderlig forstår Din angst for Åge, forstår jeg og deler Din angst for, at arbejdet skal gå Dig over kræfterne, og kunde er hjælpes på det, synes jeg, var meget vundet, og et forsøg i den retning burde mulig prøves. Jeg synes nemlig, at det ser ud, som om det er noget I trænger langt mere til end penge. Måske det er en vild tanke, men der går så mange hjemme, som vil drive på kunsten, men som dog kun har meget ringe udsigter, og som måske ved at tage over til Jer, kunde skabe sig et ud-
-5-

-komme og tillige hjælpe Dig med at sprænges. Jeg ved ikke, om et sådant menneske var at finde, men var det ikke et forsøg værd? For at nævne et eksempel, så er der den unge pige, som engang boede hos Signe og Thora, jeg husker ikke hendes navn. Hun var jo vist meget tarvelig vant og kunde vist tage fat, og hendes arbejde gik vist noget i dekorativ retning. Når Du f.eks. fik hende til hjælp, når et dekorativt arbejde stod på, så kunde, når er en tid intet sådant var, hun og Du skiftes til at passe butikken, og den anden imens gøre studier, som var anvendelige ved det næste, eller I kunde male billeder, som der dog måske var salgsmulighed for. Kunde Du på den måde foruden at få hjælp til arbejdet, tillige komme noget ud i naturen, så vilde et sikkert forfriske og styrke Dig. Tænk over det. For tydeligheds skyld lad mig tilføje, at når Du finder, at det var galt, at vi betroede N. penge, hvad det naturlligvis også var, så må Du fornuftigvis også være enige med os nu. Det var jo dengang vore egne penge, som vi havde lov at gøre med, hvad vi vilde, men her drejer det sig om Åges penge og selvfølgelig må vi så være langt mere forsigtige. Og så er der den forskel, at han dengang ikke havde vist, at han kunde misbruge ens tillid, men at vi nu ved, at han har kunnet gjøre det, selv, om vi håber på, at han ikke vilde gjøre det mere. Men var det dengang galt at lægge fristelsen for ham, så er det så visselig også galt nu, da vi kender, hvor svag han er. Helt anderledes vilde jeg se på det, hvis I ikke var kommet i gang derovre, men led nød, hvad altså også gik ud over Åge, så kunde jeg tilråde, at der toges af pengene, men ikke nu I siger, det går godt. Hvis I skulde have pengene, når det gik dårligt, hvad Du vist ikke vilde finde galt, og I også skulde have dem, når det går godt, hvad mening er der så overhoved i, at de er sat fast? Tror Du virkelig, at vi har indrettet det sådan ganske tankeløst hen i vejret.

Dette er ganske, som jeg har skrevet til C. Jeg har ondt af Dig, som er i den stilling at skulle tage bestemmelsen, men netop derfor har jeg villet
-5-
ikke alene råde Dig klart og bestemt, men også lægge det klart frem for Cathrine, at jeg fuldt vil dele ansvaret for et nej med Dig. Jeg vil gentage for Dig, at jeg netop frygter at den anmodning netop betyder, at N. netop har begyndt at lave noget galt, som han vil søge at klare på den måde, men skal det revne, så må det helst ske jo før jo hellere. Hvem ved, om han måske ikke har fået de store bestillinger, han har haft, ved bestikkelse og lånt penge dertil uden C ´s vidende, mulig han på den måde har givet langt mere ud end han har tjent, og mulig han vilde fortsætte på den måde i håb om, at når han først har skabt sig en stor forretning, at det så skulde komme igen. En stor forretning har jo også den tillokkelse, at han så kunde gå omkring og se til arbejdet, uden selv at arbejde med. Nå jo, dette var nu om den sag, men jeg har også noget på Hjærtet angående Dig.
Viggo skriver, at man vil have Dig til at blive professor ved dekorationsskolen, og at Du er villig dertil. Formodentlig kommer en advarsel for sent, men jeg vil nu skrive den alligevel. Jeg synes, at det vilde være en ligefrem ulykke. Det vil tage meget for meget af Din arbejdskraft og dine kræfter, som landet trænger så umådeligt til at Du bruger til selv at gjøre noget, ( ja dette er skam hverken smiger eller blind overvurdering af Dig, det er den nøgterne virkelighed) må Du ikke øde på en flok elever, hvorimellem der vel nok vil komme talenter, men dog mange flere undermålere. Heller ikke tror jeg, Du har særlige evner som lærer i den forstand. De unge vilde lære langt mere af Dig ved at få mange gode dekorative arbejder fra Din hånd. Nej var det som medhjælpere ved en dekorativ opgave som Viborg, på den måde tror jeg, Du har glimrende evner som lærer. Og så er det min overbevisning, at en akademiundervisning, hvor god den så end er, er et tarveligt surrogat for den undervisning, en elev får ved at hjælpe en mester. I kunstens store tider er eleverne jo uddannede på den måde. Det er i vor forkvaklede tid at man tager det på den
-6-
teoretiske skolemæssige måde Og selv om Du kan gjøre det forkvaklede lidt mindre forkvaklet, så bliver et dog halv skidt, og Du har evner til at gjøre noget udmærket. Jeg er bange at det er ængstelighed overfor Din families underhold, der gjør et, f.eks. tanken på enkepension, men du bør være mere modig. Så længe Du lever og har arbejdsevne, så klarer Du det nok, så det er kun tanken på pension, som jeg synes vejer noget, men bør det være afgørende? Jeg synes, Du må håbe på livet og lægge tingene i Guds hånd.
Vi har det godt her, men vi har længe haft mørkt og dårligt vejr og et rædsomt føre, akkurat ligesom hjemme Det har jo gjort julen mere hjemlig, men vi håber alligevel på noget andet. Så mørkt som hjemme er det jo alligevel langtfra. Nu sner det tykt, og alt vi kan se igennem den faldende sne er hvidt. Vi har såmænd oplevet hele tre juletræer. Juleaften havde vi selv et, som prof. [?Vinay] egenhændigt havde bundet sammen af Cypres grene, det var på min højde. Juledag var vi til stort juletræ hos [?Gannets], det var en fyr, ikke sammenbundet, og dagen efter til et sammenbundet cyprestræ ( også ganske stort) hos Vinays, så juletræ har vi da ikke savnet. I ferien vil Vinay og frue gerne en to dages tur med os ind til den franske grænse, men vi må have bedre vejr, hvis det skal blive til noget. Under disse forhold kommer Hjalte ikke meget ud, men det var netop sol, den dag vi var hos Vinays, og han tålte det godt, skønt han først kom hjem ved aftenstid.
Det er sandt, Du skriver jo om en auktion. Jeg ved ikke ret, hvad jeg skal sige dertil. Det er jo mange penge, at de vil have, en mindre sum bryder de sig måske slet ikke om, men mulig der kunde komme meget ind, jeg ved virkelig ikke, hvad der er tilbage af billeder. Skulde vi bidrage med noget til auktionen så skulde det være for at gøre den fyldigere, men jeg mener ikke, at der var mening i, at i gav afkald på noget af det, som
-7-
kom ind derfor. Kommer Cath. Til at lide nød, og der ikke er andet at tage af, så må vi vel tænke på at hjælpe hende, men til det de nu vil have penge til, hvad det så end er, så er det meningsløst at vi bidrager. Jeg vil det da ikke. Jeg tænker også, at tiden til en auktion er skidt. Ganske vist gik Viggos auktion godt, men Karl Jensen skriver, at der intet sælges på juleudstillingerne. Og hvad skal jeg elendige skaffe var jeg hjemme ville det ikke blive så let for mig, men nu - - - forstanden står stille. Ja jeg kunde sende det ene af de to ting jeg har malet her, det andet kan jeg ikke undvære. Det er et ganske pænt et, som jeg egentlig nok kunde have lyst til at sende til forårsudstillingen, for ellers får jeg kanske ikke noget med der, men det kunde jeg jo nok lade gå til auktionen, men dermed måtte i vist også lade Jer nøje.
Jeg skal hilse meget fra Ingeborg, som sammen med mig takker så meget, fordi I tager Jer så meget af vores drenge, særlig Ebbe i julen, det er vi meget glade for. Og vi takker også for Agnetes brev. Og så hilser Hjalte og Irma og Else vil også føje en hilsen til.
At Cath. Om fem år skulde sende Åge hjem tror jeg ikke på. Hun slipper ham vist ikke fra sig, og det kan jeg ikke fortænke hende i.
Elise løber nu omkring som en lille snurretop. Det er umuligt at lade være at forkæle hende lidt. Lev nu vel i det nye år enten som professor eller ej, og tak for det gamle. Og så en hel pose hilsener til alle ungerne.
Din broder Niels

Det har taget et par dage at udarbejde disse skrivelser.