Skovgaard
1908-07-25
Sender
Susette Cathrine Holten
Recipient
Agnete Skovgaard
Document content
Awaiting summary
Transcription
Mappe 44 brev 20A og 20B
817 East Pine Seattle
21 ende Juni 1908
Kjære Agnete! Jeg opdager at Din Fødselsdag nærmer sig stærkt, saa jeg maa skynde mig at skrive til Dig. Til Lykke ! Alt godt Helbred og Glæder for Dig selv og alle Dine! Tak for Brevkort fra Dig og nu i Gaar et fra Joakim! jeg har faaet alle de Ting Joakim spurgte om, og jeg har virkelig ogsaa takket for dem- baade Julebrevet, la Cours Adresse og Viborg Heftet. Jeg har ogsaa faaet et Brev fra Hjemrejsen med mange Tegninger, tak for det alt sammen. Det var kjedeligt, Peter ikke fik den Examen jeg synes det er en Skam at det skulde være Mathematikken, det strandede paa, for jeg husker, at Kaptain Ulrich, der en Gang hjalp ham, sagde at han havde ualmindelige Evner i Mathematik. – Ja de Børn, de Børn, der er Sorger og Glæder for en. - Du kan tro, det er ikke bare Grin at opdrage et Barn i Amerika, her er sløjt med Lærdomme og meget værre for Ungdommen her end Hjemme. Endnu hænger han stærkt ved Danmark, føler sig saa absolut som dansk, og jeg haaber bare, det maa lykkes mig at holde det vaagent i ham, og
-2-
saa haaber jeg ogsaa, at vores Slid maa krones med saa vidt Held, saa det kan lykkes os at faa spinket saa meget sammen, saa vi kan forlade dette Land, før han er bleven for gammel, saa han bliver bjergtaget af Amerika, det bliver Ungdommen jo saa let vi selv bliver det jo aldrig- tvært imod – og jeg kunde ikke tænke mig noget rædsommerer end at mine Efterkommere skulde blive Amerikanere. Naa jo, det som alt andet er i Vorherres Haand, han har hjulpet mig igennem saa meget, og han gjør nok ogsaa Fremtiden paa bedste Maade for os. –
Seattle holder vi jo meget af, det er en all- right by af Amerika at være, og Klimaet er udmærket sundt især for Aage, han er saa brun. Jeg lider en Del af Varmen, her er meget varmt hvor vi bor, og jeg synes, den daglige Gjærning er lidt drøj at gaa paa hver Dag, saa jeg næsten længes efter Vinteren, men det er jo en Skam.
Frk. Østenstad, som jeg vist har nævnt, rejser om 8 Dage herfra til Paris hvor hun har faaet en udmærket Stilling, det er saa underligt, naar nogen af den lille Kreds rejser bort, her er ikke for mange, og hun tittede gjærne ind, undertiden flere Gange om Dagen.
Hans Pedersen, som jo er vores allerbedste Venner,
-3-
har faaet en Baby kastet ind i Reden pludselig, de har selv ingen Børn , og forleden døde en Broderkone af Fru Hans Pedersen fra et nyfødt Drengebarn der vejede 4 pund Gjenstand klækker de nu ud, og er saa lykkelige for den, aldeles som deres egen, han er nu 6 Uger og vejer 9 Pund, saa det er da godt klaret. Men det er forsaa vidt et Savn for os, som de er blevet saa meget mindre selskabelige, hun har ingen Pige og så tager et jo al hendes Tid at passe Barn og Hus, og bort kan hun jo heller ikke gaa, saa dem ser vi ikke sa meget som før, de bor ikke saa langt herfra, saa vi gaar jo jævnligt der hen en lille Aftentur og ser til dem, og glæder os ved deres Glæde over Ungen. Kolderups ligger paa Landet, saa her er kun Haslunds og Johanne lund og saa Frkne. Steen; saa i Morgen Formiddag skal Aage ud og lege med Lehmanns Drenge; dem ser vi ellers meget sjælden, for baade er det meget langt borte og de er lidet selskabelige.
Her er saa vidunderligt med frugt for Tiden, Hindbær og Blommer og abrikoser, Fersken, Meloner, Logganberries og Kirsebær. Jordbærrene er næsten forbi. Og saa staar Amerika højt med hensyn til den Måde, de sælger sin frugt, alt ligger i
-4-
nydelige smaa Spaanæsker uden Laag, saa det aldrig er sjasket som vores Jordbær hjemme, der for det første pilles uden det grønne, her er det altid paa, dernæst hældes fra Kurve paa Fade, saa øses med Ske i Papirpose, bæres hjem og saa atter paa Fad, og maa jo saa være mast, her pilles de direkte i den lille Box, det tager knapt et Pund, hvorfra man saa selv tager dem op, piller og skyller og spiser dem, det er det hele, og saa er de aldeles som de var pillet i egen Have. Al Frugt sælges paa den Måde, ikke efter Vægt men pr. Box, og det ser saa nydeligt ud, Blommer og Abrikoser i større Æsker, kun Æbler og Pærer løst i Dusinvis. Der er udmærket amerikansk Skik, som jeg synes, I skulde indføre derhjemme, det er altid at begynde Dagen med Frugt, det er over hele Amerika altid det første, der nydes en lille Portion: Jordbær eller andre Bær, en halv Appelsin, et æble, 3 Blommer eller hvad Aarstiden byder; naar man har vendt sig dertil kommer man aldrig til at kunne undvære det, og Grøden smager saa dejlig efter Frugt. Nic. har desværre ondt i sin Hals, det har han haft nogle Dage, han kom noget mat hjem fra Banken ( se Ingeborgs Brev) i Aften og gik i seng sammen med Aage, og jeg har gjort hvad jeg kunde finde paa for at hjælpe ham, han har absolut ikke Tid til at være syg i denne Tid, saa jeg haaber han er bedre i Morgen. Nu kjærlige Lykønskninger fra os alle 3.
Hils alle saa meget Et Kys fra din heng. Cathrine