1847-03-15

Skovgaard – Museet mappe 15-14

Den 15 novbr.

Maa jeg ogsaa, kjære Skovgaard sende dem et Par Linier, jeg maa bede at tage til Takke, hvad skulle min Epistel blive uden lutter Gjentagelser. Mange forskjellige Følelser har gjennemstrømmet mig, det er hjerteskjærende i aften da den kjære Broder kom fra Garnisionen, at se ham trykke det lille barn op til sig. Den [?Aaman] just kom just med det, |da| han saa kom ind i Stuen, det er det sidste han har tilbage.

Følelser af en anden Art, for alt hvad der bevæger sig i det offentlige Liv er jeg ogsaa ofte betaget af; det angaar jo mit kjære Fødeland og beskæftiger jo Mænd jeg sætter saa stor Pris paa, i min nær nærmeste kende i Hovedstaden, det er ogsaa mærkeligt endog i denne Tid skulde jeg være adskilt fra mine kjære, da livet i dem og om dem er saa bevæget. Hvad siger Grundtvig? Maatte jeg blot høre at han og mine

-2-

Venner venner i det hele havde det saa godt, som denne Tid kan gjøre det. Bedre Tider beder vi Gud om – det gjør mig saa godt, kjære Skovgaard, at høre om deres Virksomhed, det er et Lyspunkt i alt det dunkle, som omgiver os. Jeg haaber igjennem Dem at høre om Kunst, nu er der jo Udstilling.

Ikke sandt Kjære Skovgaard! De glæder mig nok med et Brev; fortæl mig noget om Dem selv, jeg længes saa ofte efter Dem. Jeg ser aldrig noget for uden naar jeg besøger dem her. De har nok hørt om Hønsegaarden. Kiøbkes Søster reiser i næste Uge, sender De maaske med hende det Aftryk af Lundbys Portræt, for han viste os hvor de har et saadant. Jeg tænker ofte paa Købtke, jeg holdt meget af ham, og hans Tab smerter mig. [?] var vel glad over Forhøjligheden! Det er den jo [?] Har De begyndt paa Vognserup allerede. Lundby fortalte mig om det. Tag Del i den bedste Mening med disse Par deilige Ord. Lad mig se, at De ikke rent glemmer deres hengivne Hanne Vestengaard.

|Tro dog ikke at jeg er så indbildsk at regne Grundtvig til mine Venner.|