1883-12

Mappe 17
Brev nr 46
Sora Decbr 1883. Joakim Skovgaard

Kjære Onkel! Jeg er bange det kun bliver et tynt julebrev jeg kan sende iår, for nu har jeg været her så længe, så jeg tror jeg har fået fortalt om alt hvad jeg synes er morsomt her. De evige beskrivelser af egnen her er I vist også alle sammen kede af, derfor har jeg foretrukket at pynte på brevet med en tegning af samme, jeg tror den er tydligere end ord. Kunde jeg blot vænte med at skrive julebrevene til efter jul, for i julen håber jeg at opleve noget, men det vil jeg så benytte til et nytårsbrev til Faster. Hvad vejret her angår så er det såmænd juleagtigt nok, regn
-2-
i dalene og sne på bjærgene, kulde og storm; det er lige hårdt nok at male ude, heldigvis er her en magelös malerisk stald, jeg kryber ind i når det er for galt. I dag gik morgenen med vrövleri, og ved middagstid blæste det op, så jeg tabte humeuret, så (for i stalden var der ikke hvad jeg skulde bruge) fik jeg Viggo med mig på en spadseretur ud til Phillipsen som maler langt herfra. Ph. Er et jærn, han går ud kl. 9 om morgenen med mad i lommen og kommer först hjem kl. 6, og det gjör han, når det blot ikke regner eller sner alt for galt. Nå, vi gik da, og vejen
-3-
var kön nok, men så begyndte det at regne, så vi var lige ved at vende om. Vi nåde dog til Ph. Han stod og klemte på og vilde have os til at gå op til den by, Du ser på bakketoppen i baggrunden af tegningen (den er mærket på bagsiden) det havde vi dog ikke mod til i det vejr, Du ser den ligger et godt stykke borte og höjt oppe på en bakke. Kort fra hvor Ph. Står tegnede jeg den tegning hvorefter den her i brevet er lavet; det regnede så stregerne flöd ud. Så vendte vi om, og fik godt vejr på hjemturen. Nu er de fleste blade af træerne, det gjör at man kan se meget videre om end i sommers, derved kommer nye motiver og nye skönheder til deres ret. Man arbejder for resten godt, når kulden stivner fingrene og farven, der kommer virkelig et eget liv i maleriet, man har tankerne så forskrækkelig godt samlede, og man forfalder ikke til ængstelig arbejden. Nu er jeg kröben ind hos Viggo, hans stue er den luneste, vi har hængt tæppe for den utætte dör, lagt måtte på fajansegulvet, lagt aviser på de kolde marmorbordplader og svöbt andre aviser om benene, stillet bordet hen i den luneste krog og tænt vor pragtfulde lampe. Her sidder da så V. og jeg og kryber sammen, jeg for min del tænker på hyggelige stuer hjemme ved juletid, med stort bål i kakkelovnen og fuld af alle I kjære. Vi har nok i kaminen, men
-4-
kun i spisestuen, og når man skal male ude er det ikke godt at vænne sig til ovnvarme inde. Vi har en meget grinagtig tam skovskade, den sover sommetider inde hos mig, og falder så i reglen ned af stolen når jeg hen på morgenstunden vender mig i min knagende seng. At den sover inde hos mig ligger i, at den trænger til fred og ro, for at dens hale og ene vinge kan vokse ud. Halen var godt på vej, til den ene side havde den to fjer som struttede, men nu på det sidste har den forlist dem, så den er atter stumperumpet. Den kan gribe brödsmulerne man kaster til den, og den holder meget af at få föden rakt med munden, ja nu er den kommen så vidt, at den nok vil spise sine agern på mit knæ, men den klatter gyselig meget, derfor har den sin egen stol inde hos mig med et papir over. Skulde jeg gå i detalien, kunde jeg fylde Dig et brev med bare træk af dens karakter, men Du har vist nok af dette, den er os til megen glæde på denne triste Årstid. Jeg har dog heldigvis endnu en del at læse, Viggo har slugt alt hvad vi havde, så han nu kun kan side og længes efter lekture – dog nej, nu tog han fat i David Copperfield for vist 16de gang, han må kunne den udenad.
Ja nu lev vel og glædelig, glædelig jul til Eder alle sammen, gid vinteren må blive mild og I må holde Eder raske, for Faster er vel kommen sig. Ja når I bare må være raske, får I nok en fredelig, hyggelig jul. Din hengivne
Joakim Skovgaard.

Mappe 17
Brev nr 46a

Dette brev bedes gemt til julen, jeg har skrevet det i så god tid, for at de ikke skal komme bag efter på grund af poststansninger i snedriver o.s.v.

Nu i adventstiden har flere musikanter gået omkring og spillet på sækkepibe og klarinet ved Madonnabillederne her, det lyder yndigt, klarinetten akompagnerer, når den tier, synger han til sækkepiben.
Her har naturligvis atter været fest i disse dage og byen har været fuld af pyntede bönder, men i dette vejr ser de ikke fuldt så henrivende ud som i solskin, de ligner nærmest fastelavnsris, så blåfrosne og blege ser de ud i al deres pragt. Du har måske aldrig set et blegt blåfrossent fastelavnsris, jeg synes de er det alle sammen, det ligger vist både i den kolde årstid de höre til og i sammensætningen af farven.
Endelig beder jeg Dig ikke at glemme at hilse nogen af dem som bryder sig om en hilsen.