Skovgaard
1850-01-14
Sender
Cathrine Elisabeth Skovgaard
Recipient
P.C. Skovgaard
Document content
Awaiting summary
Transcription
Kiære gode Peter!
Tak for Dit kiærlige Brev, hvor det gjør godt at høre at vores inderlige Hengivenhed for Dig finder saa tit Vei til Dit Hjerte, og paaskjønnes af Dig med saa megen Kiærlighed. Gud være lovet at ogsaa Kiærlighed modtager Dig, naar Du forlader os, det gjør mig ondt at høre at den kjære, gode G. endog var bleven noget bleg og mager i Din Fraværelse, hendes Sygdom har altsaa taget mere paa hende, end Du først formodede og uden tvivl har ogsaa denne nye Sorg med Tabet af hendes Fætter bidraget sit dertil, men Du skrev os at hun saa er bedre og det glæder mig virkelig. Det gjorde os saa inderlig ondt at læse hans Dødsfald i Avisen. Gud veed hvor mange ædle Offre denne ulykkelige Krig endnu vil kræve? Dem der bliver bortkaldt uden Smerte som den kiære Lundbye er meget lykkelige, da derimod disse to begge Sjæle har maattet lide saa store Smerter inden deres Opløsning. Sikkert, kjære Peter, kan Du forestille Dig vores Glæde over at Du ikke er med Hæren, det er vistnok sandt, at saavel Soldaten som gaar mod Fjenden, som den der arbeider rolig i sit Huus, begge staae under den Almægtiges Beskjærmelse, men Soldaten gaaer dog tusindfold Farer i møde, som den Anden ei kommer nær. Du ønskede at vide, hvorledes det er med vores Sundhed? Vores kjære Mine er rask igjen, men med mig gaaer det noget langsomt, jeg er rigtignok noget bedre og bliver det vel mere med Tiden, thi Du maa vide det er da Intet uden Hosten jeg feiler, men den er nu rigtignok slem nok sommetider. Hos Jensens ere de ved det Gamle, de hilse Dig venligst. Det glæder mig at Dine Benklæder sadde godt, og den Forandring Du antyder skal blive udført. I morgen skal jeg begynde paa de Øvrige. Det glæder mig at de Alle i vores Familie ere saavidt raske, saavelsom ogsaa for Cruusbergs. Jeg tilskriver ogsaa Lene med denne Post.
Hvis jeg kan tilskriver jeg G. et Par Ord, derfor intet mere til hende. Lev vel, vær hjertelig hilset fra os Alle ved Din kiærlige Moder
C. Skovgaard
Naar Du tilskriver mig igjen, kiære Peter, lad mig faa vide om g. blev meget glad da Du kom om Aftenen, og om Du kom til at logere der om Natten eller gik hjem til Christianshavn?