Ca. 1849

Det var da mageløst deiligt, at faae nok et Brev fra Dig, det var meer end jeg havde ventet. Det var et nydeligt Træk, som den lille Dreng, som ret viste [?] Længsel efter og Glæde over Dit Læsøe; det er meget smukt af dem at de saa gjerne vil beholde Dig, men nu vil jeg dog nok have Dig hjem; Jeg er naturligvis meget spændt og urolig, og baade længes efter og gyser for næste tirsdag. Men naar Du først er her, naar vi ret i Ro kan tale sammen i nogen Tid inden Du igjen tager paa Landet; Det kan blive deiligt. Her er saa velsignet, Fuglene synger og Æbletræerne dufter, der er Liv i Alt, og [?] Guds Fred om mig i dette Øieblik. Hvor er det saa muligt! andet end, at føle sig Lykkelig, da være gjennemtrængt af Taknemmelighed
●2●
imod ham, den kjærlige Fader, hvis Godhed er saa stor at vi ikke formaar at fatte den; ikke kan begribe men kun dybt bevæges ved de Ord :”Saa [?elskede] Gud Verden, at han Hengav sin eenbaarne Søn, paa det at hver den, som troer, skal ikke fortabes, men have det evige Liv.”
Det var de Ord, der først ret greb mig, [?] Kjærligheden, der har lettest fattes; først senere forstod jeg, eller stor snare [?erfarede] jeg da mageløst i Kristi Død
som Korset for os, hvis Søn var Menneske søn var af os, kun uden Feil.
Jeg har ikke meer Tid endskjøndt jeg som gjerne blev ved med at skrive.