Menu

Skovgaard

1921-10-04

Sender

Elof Risebye

Recipient

Joakim Skovgaard

Document content

Awaiting summary

Transcription

Sindal
[?Slpl] 4.X.21
Sindal.
Hr Professor Joakim Skovgaard
|Gemmes|
Tak for legatet! – jeg er meget taknemlig og meget lykkelig, professoren har der gjort mere for mig end jeg kan sige, det er næsten som at skænke mig livet igen, - jeg syntes jo ligesom at det ebbede ud for mig heroppe, jeg har overvurderet mine legemlige kræfter og det hævner sig jo altid, - men jeg kommer alligevel igennem det, fordi jeg vil og det kan gøre meget, - jeg skylder ogsaa professoren min inderligste tak for den udmærkede anbefaling, - den giver jeg ikke fra mig og jeg afskrev den, - jeg synes jeg har saa meget at takke for og er saa lykkelig ved at vide at jeg virkelig alligevel skal til Italien at det hele snurrer rundt for mig, det var en drøm
●2●
men det utrolige er sket at den er gaaet i opfyldelse, de 1000 Kr, har jo sikret min rejse og jeg baade græd og lo over den vidunderlige meddelelse – da jeg læste navnene paa de byer som professoren mente jeg skulde se syntes jeg det lød som et eventyr, og nu har jeg selv nøglen dertil - det er en solstraale i Sindal som jeg kan varme mig ved hver dag, og den strammer mig jo stærkt op – jeg maa sandelig give mit yderste for om muligt at vise mig lidt berettiget til al den godhed hvormed jeg bliver hjulpet, men jeg gør ogsaa alt hvad jeg kan, jeg hænger vældig i og jeg tør nok sige at det gaar fremad – jeg lærer efterhaanden som jeg maler – det er ligesom jeg først nu har opdaget frescofarvens vidunderlige dybde, jeg begyndte med at synes at jeg skulde male mere luftigt, lignende akvarelteknik, uden at kunde blive rigtig tilfreds, men nu
●3●
har jeg fundet den maade hvorpaa jeg skal male fresco, dybt og tæt i farven, og dækkende, det passer bedst til min mening og hele form, nu maler jeg saa dybt som jeg kan, og jeg er mere begejstret over fresco end nogensinde før, der er jo en rigdom i dybden som er ganske ubegrænset, og saa har jeg ogsaa brugt at dække, for eksempel lægge under med gult og male over med grønt, det kan ligne fløjel, - nu vilde jeg jo ønske at det hele var malt tæt men det er det ikke saa man kan tydelig se hvor jeg har begyndt og hvorledes jeg efterhaanden ender, - jeg er jo meget glad at jeg har fundet den form der passer mig, og jeg er glad at jeg gemte endevæggen tilsidst, den skulde jo gærne være den bedste og det bliver den ogsaa, den kommer nok saa nær det jeg har villet som jeg i øjeblikket er i stand til at udtrykke det, - Det at jeg nu maler tæt og dækkende, (ja jeg bruger ikke kalk det er ikke dækkende i den forstand) er lidt af en oplevelse for mig
●4●
det er næsten som om jeg aldrig har malt med fresco før. Det er med sorg jeg med vished erfarer at professoren nu afgiver skolen til nytaar, jeg har efterhaanden faaet mit andet hjem paa skolen, jeg har tilbragt de lykkeligste dage af mit liv der og jeg kan aldrig være taknemlig nok for at jeg kom under professorens forstaaende vejledning, det har i enhver henseende givet mig basis, en saare lykkelig basis fordi den smeltede sammen med min egen trang, professoren viste mig den vej jeg møjsommelig higede efter men kun anede, jeg ved at jeg har faaet en ganske enestaaende lykkelig undervisning, jeg burde kunde naa langt med den, og hvis jeg maa faa kræfter som jeg har vilje, saa har jeg meget at gøre, jeg har en gerning at udrette og at jeg nu har faaet saa gode muligheder for at kunne udføre den det er først og fremmest ved professorens utrættelige hjælp og store godhed, derfor maa jeg ende som jeg begyndte med min allerdybeste tak,-
i ærbødighed Risebye.

Facts

PDF
Letter
Sindal
Joakim Skovgaard
  • Sindal
  • Italien

Mappe 82 nr. 8 a-b