1895-08-04

Aalborg den 4. Aug. 1895

Kjære Frøken Skovgaard

Det gjør mig ondt, at jeg ikke mere skal gjensee min mangeaarige elskede Ven og at hans smukke Hjem, hvor han saa mange Gange saa elskværdigt har modtaget mig og mine, nu skal opløses, men man maa jo ikke klage; det var jo en let og smertefri Slutning paa et langt og lige til det sidste lykkeligt Liv. Desværre kan jeg ikke følge

-2-

min gamle Ven til Jorden, men min ældste Søn vil træde i mit Sted ved Begravelsen.

Venligste Hilsen

Deres hengivne

[?Wahl]

Aalborg torsdag

Mappe 21

Brev nr. 24

Aalborg – Torsdag – uden dato 1895

Kjære Vilhelmine Skovgaard!

Nu har Deres kjære gamle Onkel allerede ligget i Jorden i mange Dage og Sorgen over hans Bortgang har faaet Ro til at sætte sig, men Savnet, det møder vist hver Morgen og ender først om Aftenen med Tanken paa den sidste Aften, da han gik glad til sin sidste Hvile som kom saa fredelig til ham. Ogsaa for mig, hvem han saa ofte har modtaget med stor Venlighed og været saa Elskværdig i mit Hjem, naar jeg en sjælden Gang havde den Fornøjelse at se ham her, sammen med Dem – ogsaa for mig vil det blive at stort Savn at han nu ogsaa er borte. De kjære Mine

-2-

Skovgaard vil nok se til mig, jeg har ogsaa mistet kjære Venner i dette Aar og skjønner desmere paa Dem jeg har tilbage. I den første Uge af min Rejse var jeg i Borup Præstegaard ved Randers hos Provst Stockholm, hvor det var Aftalen at jeg skulde træffe sammen med hans Brødre og Kone og Søster – mine gamle Venner – derfor var det jeg ikke kunde blive til Begravelsen.

Uheldigvis regnede det hver Dag og stormede til en Afvexling, saa vi maatte sidde inden døre hele Dagen – men det var dog sjovt at tale om gamle Dage. [?] til Aalborg kom jeg [?] Mariager og traf Ida og Kristoffer Stockholm, men igaar rejste de til Borup. Alle ere raske

-3-

her og Ungdommen [?]; der er et Par andre unge Piger her, foruden Husets Døtre.

Haven er smuk, men det er noget for koldt til at sidde ude. Jeg har et stort og hyggeligt Værelse ud imod den store gaard, hvor Storken staar paa Reden, men vistnok snart færdig til at rejse bort. Gid det dog maatte blive Tørvejr, at Sæden kan komme tørt i Hus, den staar i Traver og bliver saa gjennemregnet – hvor det maa være svært at være Landmand.

Nu en venlig Hilsen fra alle her og fra Deres hengivne

Elisabeth Wahl