Dagmar Olrik

Dagmar Olrik (1860-1932), gobelinvæver, datter af portrætmaler Ole Henrik Benedictus (1830-90) og Hermina Valentiner (1839-1917). 1879-80 gik hun på Tegne- og Kunstindustriskolen for kvinder for derefter at blive undervist af sin fader, senere af maleren Viggo Pedersen. Hun debuterede på Charlottenborgs Forårsudstilling i 1893, hvor hun fortsatte med at udstille gennem årene. Det skulle dog blive som gobelinvæver, at hun for alvor kom til at slå sit navn fast. Som mange af tidens øvrige kunstnere var hun på studierejse i Tyskland, Frankrig og Italien, og i Rom og Firenze lærte hun 1900 gobelinvævning og restaurering af gobeliner. I 1902 blev hun leder af værkstedet for vævningen af gobeliner til Kbh.s nye rådhus. På initiativ af broderen Axel Olrik ville man hylde maleren Lorenz Frølich på hans 80-års fødselsdag ved at udsmykke rådhuset med gobeliner udført efter hans kartoner, der havde motiver fra den nordiske mytologi. Det blev et arbejde, der kom til at strække sig over 18 år, og Dagmar løste med stor dygtighed den omfattende opgave. Foruden det store arbejde med rådhusgobelinerne udførte hun opgaver med restaurering af gobeliner for Nationalmuseet, Kbh.s Universitet, Frederiksborgmuseet samt for en række herregårde. Sine kunstneriske evner brugte hun desuden på egne værkstedsarbejder og udstillinger. Fra 1918 boede hun i Klampenborg hos søsteren og dennes ægtefælle arkitekt Carl Brummer. I 1920 blev hun hædret med Fortjenstmedaljen i guld for sit arbejde med gobelinerne.