1885-12-29

Mappe 47-29

Skamstrup 29 Dec. 85

Kjæreste Kim

Du troe jo rimeligvis, at siden jeg ikke har givet et eneste livstegn, har jeg allerede glemt Dig og Din forlovelse. Men deri tager Du fejl.

Jeg har tværtimod adskillige gange – især på min morgentur gået og tænkt mig glad når jeg tænkte på Dig. Og så her jeg ikke vidst, hvad jeg skulle sige til Dig, for jeg fandt dog det var for flovt at snyde med en af disse lykønskninger, der føles som når man rækker tungen ud af vinduet. Noget stort har jeg da heller ikke fundet på, jeg kan blot i al simpelhed sige Dig, hvordan jeg har følt med begivenheden. Først blev jeg voldsom glad; men når man ikke kender noget og ikke har set den, man håber er lykkelig, så bliver der noget almindeligt ved den glæde; det kender du nok; ”han er blevet forlovet”; det er alt man ved. Men så fortalte Viggo mig hvor lykkelig Du var; og jeg forstod, at dette var ikke sådan ganske almindeligt. Du ved jo

-2-

nok, kære Kim, at man man kende folk udmærket godt og fra mange sider, men den dag, de forlover sig kommer en ny side frem, som de færreste kender; og om dette nye er så eller så, det er det som er det spændende. Men Du har min agtelse Kim, Og jeg vil sige Dig, at jeg lykønsker Dig inde fra mit inderste Hjærte.

Du er ingen distanceblender, Kim, det håber jeg heller ikke Du tror! men deraf kan Du slutte, at når nogen kommer til at holde af Dig, så glemmer de Dig ikke igen. Og fra det Øjeblik, jeg så Dig med rødmende Kinder i Rue de Seine, slog det mig, at Du var en, jeg måtte holde af. Dit ejegode sjælfulde danske vesen var så uendelig velgørende for mig. Når vi spadserede dernede i Luxemborg haven og talte sammen og jeg fik lejlighed til at snakke op om mineyndlingstanker, var det ofte for mig, som om jeg havde glemt dem, men huskede dem nu med en gang. Og det var kun fordi jeg følte mig i slægt med Dig, at det vågnede. Jeg ved godt, at det var til langt større befrielse og glæde for mig selv end for Dig, hvad jeg sådan talte op om, men jeg ved også, at Du har mere end engang holdt mig vågen. Og sådan noget glemmer man ikke. Når Dit ærlige Kim

-3-

ansigt viste sig på ruden, hvor jeg sad og læste, kunde jeg med et føle mig så umådelig hjemlig.

At nu et menneske bliver lykkelig, sådan rigtig lykkelig ned til bunden, det er mig altid en svir at vide. For jeg er så et med den overbevisning, at verden er til for at skaffe lykke. Jeg kender godt til det modsatte; men jeg bøjer mig altid til den side, hvor solen kommer. Og hvert glimt at lykke er for mig bevis på, hvad livets højeste mening er. Men når det nu træffer de, jeg holder af så kan Du selv lægge sammen og forstå at min nydelse forhøjes. – Viggo viste mig hendes billede, hun ligner ganske, især på øjnene, Aksel, som jeg kendte som dreng hos Gregersen, han var noget så yndig at se på som lille, at jeg godt kan huske, jeg lignede ham ved et mindste af Rafaels to engle. Det morer mig at kende hende i ham. Jeg har derved en slags begreb om, hvordan hun er.

Jeg beder Dig hilse hende så venligt fra mig og fortælle hende, at Du omgås en sådan bede. Ganske vist har l Du og jeg l ikke set hinanden synderligt et års tid, og sidst vi mødtes var jeg gnaven af mavepine, og Du tilbageholden måske fordi jeg var tvær. Men ellers håber jeg da, Du ikke helt har glemt mig. Jeg har jo nok den følelse, når jeg er sammen med jer malere, som om jeg er en hund i et spil kegler. Men jeg kan nu alligevel ikke lade være med at komme sammen med jer.

-4-

Jeg har altid fundet det er sådan, et højst brilliant Folkefærd. Og specielt Viggo, som er min gamle barndomskammerat, og Dig, som jeg først så på mine aldrende dage, nærer jeg en særdeles interesse for. Jeg er, på ære sjældent så fornøjet ved at tale om ordentlige ting, med nogen som med jer. I lærer mig så umådelig meget både med had I ved, har tænkt, og hvordan I er, og samtidig er I så uhyre elskværdige til at høre på hvad en anden siger.

Jeg ved nu ikke, om dette brev hænger sammen, for Julius spiller i Stuen under.

Når jeg kommer til byen, skal jeg ud til Dig. Men jeg vilde dig sende Dig dette brev forud, at jeg ikke skulle være alt for længe med mig

Farvel Du lykkelige Kim

Din Johan Borup