1882-10-17

Kasse 16

Brev 17

Bellinzona 17 Oktb 1882

Kjære Faster!

Endelig har jeg da set det rigtige Schweiz, d.v.s. det der er rigtig vildt. I morges tog vi fra Brunnen til Göschenen, det er stationen ved nordenden af St. Gothardstunelen, og derfra körte vi til Andermatt. Fra Brunnen blev vejen bedre og bedre vildere og vildere, vel var der en del skyer om toppene, men det var ellers dejligt vejr, og noget af det bedste var en snetop som lige i begyndelsen af turen tittede frem helt solbelyst. Fra Göschenen blev det nu rent ud mageløst vildt og bart, (det stykke körte vi på vogn), enkelte graner og dværgfyr var de eneste træer, ellers var det stejle stenvæge og nedstyrtede klippestykker. Og et Reus som skummede og boltrede sig i bunden af dalen, nej kløften. Som sagt toppene kunde vi ikke se, så det var gråt i gråt alt sammen, uden hvid sne eller blå luft og aller mest henrivende dæmonisk var det ved djævlebroerne, disse spinkle buer som krummer sig over Reus hvor den er aller vildest mellem de aller steileste væge, jeg tror egentligt det passede aller bedst med skyet vejr. Så kom vi forbi et lille kapel, rigtig passende til omgivelserne, med en Hellig Antonius tror jeg, som bad for sine medmennesker (forstår Du, en figur). •2• Vi sejlede endnu videre, ind i en bitte tunel, og pludselig åbnede landskabet sig til en flad mark hvor Reus ganske roligt løb og lod som ingenting omgivet, d.v.s. marken, omgivet af snetoppe så rene og skønne, en af dem lignede jeg ved flødeskum så blød så sneen ud, men den lignelse ville Viggo ikke gå ind på, og midt i det hele lå Andermatts store hotel, hvor vi straks tog ind og spiste os en herlig frokost eller middag, som du vil. Men ligesom vi var færdige, og havde betalt den pebrede regning måtte vi af sted igen, for at nå tilbage til iltoget, så det var egentlig en egen måde at nyde snebjærgene på, at sidde i en stor spisesal, se på fotografier og fylde sin mave. Men maven måtte vi nu have fyldt, og vi brugte da også öjnene så godt vi kunde; ja hvad jeg har set i dag! Vi talte lidt om at tage over St. Gothardspasset, der sagdes at det var farbart, og vejret var godt, solen skinnede hist og her mellem skyerne (vi var nået så höjt op), men

Viggo havde ikke mod til det, og da vi hörte prisen, slog vi det af hovedet. Altså ned igen, det gik lystigt, vi havde knap tid, så kusken knaldede og vi svingede ned som et zigzag lyn, ind i toget og af sted gennem det sorte hul. Da vi kom ud på den anden side priste vi vor lykke, at vi ikke var taget over St. Gothard, for der sneede det, men det var også dejligt, for så stod •3• de mørke, næsten sorte klippesider med det mörkegrön mos, tuegræs, og da vi kom lidt ned, de halvvissen ægte kastanier, så dejligt i farven, både trist rigt og blödt. Her tror jeg vi lige som på den anden side, (hvor det er vist vi gjorde det) körte i sneglegangs tuneler, så vi altså steg i sneglegang inden i bjærget |eller på denne side dalede.| På denne side fulgte banen Ticinos löb, og Du kan tro der löb mange bække små i den, men det kom vel til dels af regnvandet, for hele tiden styrtede der smalle vandfald ned af de stejle sider. Som sagt, her havde vi byttet nåletræerne for lövtræer, men gråvejr med regn, så jeg ved ikke ret om der så venligst ud på nord eller sydsiden af Alperne, men sydsiden huer mig nu bedst, og Luzern og kirkerne var i en stil med mere mening i en den på nordsiden. Nu sidder vi her, for vi har taget lidt fejl af togene så vi må blive her i 3 timer til det næste tog til Locarno går. Vi har paseret en hel del vinhaver, og i det hele smager her trods sne og mörke stene af syden. Locarno 19 ds. Nu har jeg, ligesom drengene når de skal i vandet og först dypper den storetå, også dyppet min store tå i Italien. I går var jeg der nemlig i nogle timer, idet vi sejlede en tur til de Borromæiske øer, som ligger temmelig langt syd på i Lago Maggiore, hvis nordlige ende hörer til Schweiz. Vi stod af på •4• Isola Bella og blev nogle timer, i hvilke vi så haven, som Viggo fandt temelig godtköbs hvad stilen angår, men som jeg, trods jeg villig indrömmer at der var meget i den som trængte til at forandres eller kaseres, dog fandt fortryllende. Lago Maggiore er dejlig, men fra Isola Bella bliver den dobelt skön, for derfra får man en forgrund af mörke trære af alle arter (d.v.s. mange arter) (Boromierne har nemlig i haven samlet et rigt udvalg af sjældne træer og blomster) men navnlig sypresser, fyrretræer og deslige, som står så dejligt mod den rödlig violettes baggrund, överst hvid af sne. Så er söe og luft naturligvis også som de bör være, og trods det er figurene, de store stenstatuer i haven som skader denne, så ser mange af dem dog godt ud til omgivelserne, kort sagt, det hele er et syn, som aldeles intet tilsvarende har i norden; det er måske rettere at sige lignende. Om aftenen vendte vi tilbage, og havde den skönneste sejltur i måneskin. Månen er vel kun knap halv, men da den er i tiltagende, er det rimeligt at

vi bestemmer os for et lille svip til Venedig inden Florenz, det kommer lidt an på pengene for de ruller rent forskrækkeligt. –

Villa d’Este Comosøen, den 20. ds. Ja nu ved jeg snart hverken hvor jeg skal begynde eller ende, for jo længere jeg kommer jo mere bugner syden mig imöde med alt muligt som alt har lige meget krav til at nævnes, derfor tror jeg, •5• jeg vil spring en hel hoben over. I går var vi i Lugano, og der er i det mindste lige så yndigt som ved Lago Maggiore, men om der er yndigere ved jeg dog ikke. Selve Lugano er en morsom by, den smager rigtig af syden, underligt nok at den hörer til Schweiz. Så det er da også underligt, jeg synes jeg har så meget at skrive og nu glider det bort alt sammen, men det ligger vel noget i at det vigtigste har jeg tænkt at stile til Cathrine men lade fölge Dit brev, når Du så har læst det giver Du hende det nok en gang. Det er ikke fordi det er det vigtigste, at jeg skriver det til hende, men det egner sig nu bedst til at fortælle hende.