1859-05-26

Thorsdag Aften |26 Maj 1859?|
Min Kjære, kjære Mand!
hvor det dog er svært, denne Gang at undvære Dig! ja, jeg skulde vel tie stille dermed, men jeg kan ikke; Dagene gaae saa trang, med pylreri og piveri; Feber har han vel egentlig ikke havt siden, men daarlig er han dog hver gang det er Febertid og saa saa vanskelig, at der ingen Ende er derpaa.
Igaar var Faster og i dag Moster her, det gjør saa godt, naar jeg er ganske ene med det, saa gaar det rigtignok over Kræfterne. Men med Guds Hjælp bliver det vel snart bedre, og ialtfald maa vi jo være glade, at det ikke er noget farligt
●2●
eller smitsomt, det synes jeg især var saa fælt.
Det var da godt jeg fik Billetten, for det var en deilig Concert, som jeg havde meget godt af; desværre kunde Titus ikke være med, som jeg havde glædet mig til, han skulde have noget Besked om Examen | ( idag er den begyndt ude i Hirtchholm),| saa jeg sad ganske alene og var meget bange for at falde i Søvn, tilmed i den Varme, men det var heldigviis ingen Musik til at falde i Søvn over, bare du havde været med! da jeg gik derfra ned ad Trapperne rystede Knæerne under mig, saa videre er jeg da ikke, men det var allerede en heel Deel at kunne høre og nyde.
Over den daarlige Deia glemmer jeg nok reent Niels, han er da som sædvanlig den allersødeste, blødeste, lækreste Unge; sine Spyttekonster
●3●
driver han til stor Fuldkommenhed, saa man kan faae Ansigtet fuldt, og hans egen lille stive Paryk er fuld af smaa hvide Perler; jeg har derfor tænkt, at det var et passende Motiv til saadan et lille pludre Springvand, f.x. midt imellem de to store Drenge paa Udstillingen.
Kort sagt han er allerkærest. Og trods alt sin Vanskelighed er Deia sød og velsignet. Jeg tænker Du vil ligesaa gjerne høre som jeg vil snakke om Ungerne, ellers var det et kjedeligt Brev; men det er nu hvad der i disse Dage opfylder mig saa helt og holdent, saa der kun er Plads til en Ting til, at længes efter min Mand; det er underligt nok forresten, at, naar jeg længes efter Dig; er det som om Længslen efter Lundby ogsaa fik mere Magt; Du kan vist ikke forstaae hvad jeg mener, jeg kan tit selv ikke forstaa det; jeg drømte meget om ham i Nat, baade trangt og glædeligt; jeg gaar rent op i Længsel i denne Tid; jeg længe efter
●4●
at faa D. rask, efter Dig efter de kjære jeg har mistet; kun Niels hører helt og holdent Øieblikket til.
Man skulde tro Du var reist til Amerika! saa tosset en Kjelling jeg er.
Din G.

|til Hr. Landskabsmaler Skovgaard
Iselinge pr
Vordingbord||

Jeg synes det var bedst de lod Dig selv vælge; de trofaste Mennesker! Om forladelse