1886-07-15

Mappe 48 brev nr. 20

d. 15 Juli 1886.

Kjære velsignede Joakim!

Gid jeg kunde finde de allerbedste Ord til at trøste og styrke og raade Dig med. Det har jo efter Dine sidste Breve og Telegrammet været os klart at Agnetes Sygdom er meget alvorlig. Efter min Erfaring og hvad jeg kan dømme efter Dine Beretninger er Ro og Stilhed det eneste eller vigtigste for hende; naturligvis med smaa Opmuntringer, at hun ikke skal fordybe sig i Grublerier. – Denne Trang til at gruble er hende jo saa ulig, ligesaavel som Utaalmodigheden, men begge Dele kommer naturligvis af den Sygdommen. Der hører en uendelig Taalmodighed til at pleje Syge, det passer mindst af alt til en higende Kunstner-Aand, men vi maa jo tage det, som Vorherre tilskikker. Du skal ikke ræsonere med hende eller tale for meget, naar hun kan finde sig i at ligge stille; tal helst

-2-

om ligegyldige og morsomme Smaating; - husk paa at en Syg maa behandles som et Barn. –

Du maa ikke tro at Fader eller jeg vil gjøre dig nogen Bebrejdelse, man skal lede længe for at finde saa kjærlig en Sjæl, som Din. Det gjør mig saa inderlig ondt at |hvis| Du har troet at mit Brev var fuldt af Bebrejdelser. Jeg skrev det i Spøg* og var saa inderlig glad ved at tænke paa mine 2 søde Børn og havde saadan Tillid til, at alt var Glæde og vilde vedblive at være Glæde, hvad der angik Eder.

Vel har jeg jo hele Vinteren havt en lille Bagtanke af Ængstelse over alt det meget, som Agnete oplevede, og at det gik Slag i Slag passede ikke til vor langsomme Natur; ogsaa ængstede vi os noget for Rejsen, thi at se saa meget, tager paa Nerverne; men nu troede jeg jo at alt var vel overstaaet, og glædede mig over at I var i Ro paa det dejlige Sted. – Jeg gjentager, at jeg ikke vilde gjøre Dig Bebrejdelser, men maaske nok paa en spøgende Maade minde om

*alt, hvad Du har skrevet i Spøg, har sikkert været fuldt forstaaet og vi have alle moret os inderligt derover. Kunde Du igjen skrive spøgefulde Breve!! –

-3-

Forsigtighed og Maadehold. Hvad Vinteren angaar, kan jeg jo bebrejde mig selv ikke at have brugt min moderlige Myndighed mere til at holde hende mere i Ro herhjemme; men og hvad Rejsen angaar, kunde vi maaske ogsaa have gjort Dig det endnu mere indlysende, at Agnete er en sart Natur og at vi egentlig hele hendes Liv have gaaet lidt paa Naale overfor hende. Men sund har hun jo altid været og om Gud vil forunde os det! vil hun blive det igjen! Et Bevis paa hendes Sundhed er jo, at hun aldrig har ligget til Sengs, siden hun blev voxen. Stakkels Barn! Hvor hun maa være lidende, siden hun er utaalmodig! Agnete utaalmodig! Det har jeg aldrig oplevet; Utaalmodigheden maa naturligvis komme af hendes nervøse Sygdomstilstand. –

Karoline siger at Chinenen altid gjør de Syge helt ude af det, - jeg er en Hader af Medicin, men indseer jo at den ikke kan undværes i saa alvorlig en Sygdom. – Jeg kan godt forstaa, at Du kalder de andre Læger til, fordi Du er i Angest for Din inderlig kjære Hustru, men gjør det hende ikke nerveus med de mange? Lad hende dog endelig ikke tale et Ord

-4-

italiensk. Bed de rare italienske Piger at lade være at tale, naar de ere hos hende, kan hun ikke nøjes med Tegn. – Lad hende for alting ikke høre Dine el. mine Breve; det kan hun paa ingen Maade taale! – Gastrisk Feber kan være saa forskjellig, men er altid afskyelig. Min Søster Hanne har havt den og nogle Maaneder efter fik Faer den; han laa vist i 4-5 Uger og skjøndt Sygdommen begyndte sidst i Januar, var han knap sig selv i September. Han laa ogsaa altid og spekulerede over sin Sygdom. Han kunde være tilsyneladende bedre i flere Dage og blive helt daarlig igjen. Maven var for det meste nogenlunde i Orden, men det som plagede ham værst, var en tyk belagt Tunge og Hovedpine. Mon de Smerter i Halsen som Agnete har, ikke ogsaa er nerveuse? Det gjør mig saa ondt for hende med den Søvnløshed, det er saa pinagtigt. – Kjære kjære Joakim! hold nu modet godt oppe, det hjælper paa Agnete! hun maa paa ingen Maade mærke, at Du er forknyt; hvor svært det er, veed ingen bedre end jeg. – Mon en ulden Klud, dyppet i hed Eddike, ikke kunde trække Heden fra Hovedet. Den skal bindes om fødderne med et 3kantet Tørklæde, Eddikekluden lægges under Fodsaalerne, om Aftenen og tages af om Morgenen eller i Nattens Løb. Faaer hun ikke afsiet Ris med lidt Saft i, mon det ikke kan lokke, der kan ogsaa piskes Æg i. – Du skal naturligvis ikke skrive lange Breve, til os, det tager jo Din Tid fra

|Agnete. Skriv kun 2 Ord paa om hvordan det gaaer, saa ofte, Du kan. Stakkels kjære Børn! Gud være med Eder Dag og Nat! Er det rigtigt at tumle saa meget med hende, naar hun sveder, skifte saa tidt, tager det ikke for meget paa Kræfterne. Saa vil vi lægge alt i Guds Faderhaand! Han veed jo hvad der tjener os bedst. Kjærlig Hilsen fra Moder.