November 1885

Mappe 47-17

Kjære Fru L!

De forbavses måske over at jeg, da jeg endelig fik mit ønske opfyldt, at tale med Dem, at jeg så ikke havde mere at sige, men i grunden lod Dem tale hele tiden. Der var mange grunde til at jeg ikke sagde mere, men væsentlig var det vist træthed ovenpå den sidste måneds uro, nu begynder trætheden at gå over, og så kunde jeg heller ikke helt rumme alt hvad der lå i at stå så nær overfor virkeligheden, og så talte De så godt til mig. – Det var måske galt af mig at tilbyde Deres ældste datter at kalkere [???], men jeg søger jo enhver lille anledning til at vedligeholde forbindelsen mellem os, og få det til at interessere hende, hvordan to farver [ foruden bundfarven] kan anvendes i sådan en bort. Senere faldt det mig ind at hun måske kunde falde på at vise tegn. til hvem der kommer til Dem |og derved * gjøre mere ud af mit besøg end der behøves|, men det måtte De jo kunde forhindre, ved at sige at jeg næppe vilde synes om det

Jeg foreslår helst forud en aften, jeg kan komme, for at være sikker på at Frk. Agnethe er hjemme, for er hun ikke hjemme, når jeg kommer af mig selv, synes jeg den aften næsten er spildt, for det er ikke helt nemt at gentage sidste besøg, skjønt De indbyder mig så kjærligt, for resten er den smule generthed en biting. Jeg tænker nu på at komme på fredag, hvis det passer Dem, hvilket jeg antager, om jeg ingen svar får, men bliver jeg forhindret på fredag, så håber jeg på lørdag eller mandag, det skal ikke være min skyld om det trækker ud. Da vi talte sammen opmuntrede De mig til ikke at trække det for længe ud. Jeg trækker det ikke længere end nødvendigt, men kommer jeg nu til at tale med Frøken Agnethe, så bliver det om ja eller nej, og så må jeg tale med hende i ro. Hvis jeg synes der bliver lejlighed, vil jeg spørge hende den første gang om jeg skal vente længere, eller hun helst vil have ende på dette løjerlige forhold, og vil hun tale med mig, må hun bestemme hvor vi kan gjøre det i ro. Jeg længes naturligvis efter en afgjørelse, men jeg er bange for at hun ikke kender

-2-

mig nær nok, og jeg kan godt vente, tiden falder mig ikke så lang og tom nu her i november.