1883-08-27

Kasse 16
Brev 50
Civita d’Antino 27 Aug 1883. Provincia di’Aquila.

Kjære Onkel!
Hjærtens tak for al Din ulejlighed og gode vilie med besörgelsen af mine omstendelige ærinder. Har I nu kulde, nå ja, så får I nok et godt efterår. Her er da varmt endnu, skönt de sidste dages regn har kölet noget. Det er underligt, for termometret viser ikke mange grader, men vi mennesker smelter og sveder over en lav sko og somme tider er vi så matte så vi knap kan hænge sammen. Det er altid en tröst at Zahrtmann, som er et stærkt menneske, föler det næsten lige så meget som jeg, men han er jo ældre. Det er da dejligt at I alle ere raske, så samler I vel en hoben kræfter til vinteren. Aa hvor jeg egentlig gærne vilde hjem til vinter, jeg længes efter Eder alle sammen og en hyggelig varm stue medens sneen fyger udenfor. Det er for resten en skam, her har jeg det som blommen i et æg Z og jeg blive plejede på det bedste, Fröknerne banker vores töj for möll, så opdager de at det er lidt i stykker, straks syr de det sammen. Jeg er ved at male nogle popler, men manden som ejer dem vil med det förste tage bladene af dem til foder for
•2•
hans geder, så jeg har måttet passe på at gribe ham på gerningen, hvis han gav sig i lag med det, for så at give ham lidt for at lade dem sidde endnu en stund. Tænk Dig, så en morgen möder Z. Signoraen, vor gamle værtinde, der nede; medens jeg sov gik hun og passede på poplerne, ja hun er minsanten rar. Og da vore venner i Sora, som ikke fik lov at betale noget for de dage de var her til festen, forleden sendte hende en krukke syltede blommer til tak, så skriver hun straks til dem, om de ikke vil komme her op igen til den næste fest, som er lidt ind i September. Forleden var vi med familien ude i haven at spise de sidste figen, da det var gjort begyndte vi at bombardere hinanden med de som ikke duede, så kom tobaksmadammen for at snakke med vor Signora og straks kastede vi alle efter hende, men hun var snarrådig, hun snubbede en af fröknerne, og holdt hende som skjold. Inden hun fik hyttet sig havde jeg dog smækket hende en figen lige i nakken, så hun blev hel våd, hun svor mig da hevn, når jeg engang gik forbi hendes boutik. Endnu har hun dog ikke gjort mig noget, jeg tror snarere, at vi nu netop er gode venner. Lev nu vel, endnu engang tak for alt hvad Du har besörget for mig, vil Du hilse Tante Ane, Din hengivne
Joakim Skovgaard.

•3•
Kasse 16
Brev 16.50a

Civitá dÁntino Provincia di Aquila September 1883

Så mange tusend gange til lykke kjære gamle Faster, som siger Du ikke kan fölge med tiden. Jeg blev hel löjerlig ved at Du skrev, at Du var så uvidende, for det er jeg selv, men når Du ikke kan fölge med hvad jeg skriver ligger det nok mest i, at jeg kan ikke forklare tydeligt, fordi jeg ikke tænker klart. Med Dit hjærte fölger Du i hvert fald dejligt med tiden, for kjærligheden bliver heldigvis den samme i Dig og om Dig. Er det 59 eller 60 Du bliver, jeg tror 59. Det er rart Du har haft så mange rare mennesker om Dig, og havde de, da Du sidst skrev taget Dine tanker, så Du ingen havde tilbage, så er de vel nu kommet rigere tilbage. – Der oppe ser Du byen, hvor jeg nu bor, mellem den og bjærgene bag ved er der en meget stor dal, som svinger hen om byen til höjre og langt bagud, så nar billedet var fortsat til den side skulde klippen som byen ligger på, være
•4•
være fortsat skråt langt langt ned til floden, der er en times vej ned, bjærgene bliver ved i samme höjde og på den anden side er der nogle lignende. Nu er sneen endelig smeltet helt bort fra dem. – Den 18de og 19de august holdt vi fest, kan Du tro, den 17de om formiddagen kom vennerne fra Sora, Viggo var Viggo, Phillipsen var munter og holdt dygtig styr, Ross var öm af at ride på æsel. Da vi havde spist og udvekslet de förste vittigheder gik vi ud, jeg med Viggo og udvekslede de næste vittigheder og nogle stumper af vore hjærter. Angående vore billeder kom vi straks i strid om en hoben, navnlig om vor forskellige opfattelse af farver, og den strid varede lige til Viggo, som sidste gæst, forlod os. Om natten lå Ross for sig selv, Ph. Og Z. sammen og Viggo og jeg sammen, V. og jeg kom godt ud af det sammen, men med Ph. Og Z. som begge ere tykkere og mærkelig nok havde fået en smallere seng, gik det snavs. Z. faldt straks södelig i sövn, men Ph. var bange for at forstyrre ham, hvis han rörte ved ham, så da der ikke var plads til hans arme ved siderne, lagde han dem over brystet.
•5•
Men når han gjör det bliver han så varm og får slig hjærtebanken så sövnen flyr uigenkaldelig. Den gik altså ikke i længden, så stod Ph. op og lavede sig et leje på to stole med et bord og en frakke til hovedpude, det gjör han alle vegne hvor der er væggetöj, men under dette arangement vågner Z. og bliver jo meget ulykkelig, som han som god vært jo også måtte, og får de da tilsammen, efter en længere rådslagning og 1000 forsikringer om dit og dat, lavet en seng af den ene af Z’s to madrasser. Så vilde de jo begge sove i den, men Ph. vandt sejr og beholdt den. Så slumrede han ind, men nu kunde Z. ikke, så ulykkelig var han bleven over Ph. på de to stole, og tillige så forgrint, så om han overhovedet sov så meget, så man kan sige at han vågnede först om morgenen, ved jeg ikke. Förste mand oppe var han da, og vi andre måtte snart bag efter så hårdt det ellers holdt, for vi skulde en tur op på bjærgene og klokken var allerede 5, hvilket var lovlig meget. Det havde skylregnet om aftenen og blæste nu en rask vind, for ikke at sige lille storm, men vi gik mere eller mindre frejdigt på. Det var en skönne tur, men Ross og V. vendte om på halvvejen. V. havde fået slig mavepine, så han måtte hjem. Vi andre nöd endnu en stund den friske vind og den store udsigt under de rullende skyer, så gik vi ned ad for at nå at få procesionen at se. Endnu midt oppe på bjergene hörte vi musikken i byen, det vidste vi var be-
•6•
gyndelsen til festen, jeg unge löb da i forvejen og nåde da også akurat ned i rette tid, de andre först da det var forbi. Imidlertid så vi til vor glæde, at der blev dækket til mange ved bordet, vi kunde da vide, at vor vært og vore værtinder og et par til vilde spise med, og vi fik da også et ordentligt måltid, med italiensk lystighed. Jeg sagde rigtignok ikke meget, men jeg sad også ved den tavseste bordende og havde enken til bords, der, så söd hun er, ikke er den livligste, ialtfald det gik dårligt. V. sad bedre i det, han havde en af de yngre söstre på hver side, hvilket han benyttede i en tale. Du ved jo, at den der sidder til bords mellem to söstre kan önske noget, som da går i opfyldelse, og gående ud fra dette önskede V. familien alt muligt godt. Efter bordet var vi en smule snurrende alle, og det er mig da næsten umuligt at huske noget fra den eftermiddag. V. lå dog vist mestendels og hvilte sig, vi andre dinglede vist om og så på forberedelser til den egentlige fest den næste dag. Om aftenen spiste vi atter sammen med familien og gik så til sengs for virkelig at sove og sove længe. Vi kom da heller ikke op stort för procesionen. Den så dejlig ud i solskinnet, men helgenerne lignede rigtignok uhyggelig meget afguder. San Sidano, byens skytshelgen, hvis fest det var havde fået nye klæder, og tænk Dig de fire som bar ham havde givet hen ved 300 frank for den ære; sådan betales sligt her af fattige folk. Helgenen bliver båren af de höjest bydende, jeg tror der denne gang væntedes at blive budt 500 frank, for det var helgenens 800 års födselsdag. De dejlige brogede dragter, de knælende kvinder, hvoraf nogle gave deres börn die, de kraftigformede mænd, rækkerne af små
•7•
[Ende paa dit brev Faster!] og store piger med utændte lys, musikken o.s.v. og solskinnet, jo det var fest og dejligt, men dejligst var dog Giulietta i sin blå dragt, i tidligere breve har jeg måske kaldt hende Fornarina, hun var skön. Så hjem at spise. Vi sad 3 timer til bords og måtte endda bryde af lidt for tidligt for at nå ud at se grundstenen blive lagt til den nye kirke. Men det er utroligt så italienerne holder af at bytte talerenen for hver bid. Vi fik sådan noget som suppe, en bid flæsk, makaroni, steg med salat, hönsesteg med spansk peber, (blidt, ikke stærkt som hos os) ost, pære, ferskener, melon, kaffe og til det hele flere slags vin. Så meget fik vi i det mindste, men dagen efter var jeg da også öm af at sidde tilbords, for om aftenen var det lige så galt, og da vi först skulde se fyrværkeriet, trak det ud så vi ikke kom i seng för midnat. Ross forsikrede da også, at han vilde af sted næste morgen tidlig for ikke at opleve et måltid endnu. Men er det i grunden ikke magelöst elskværdigt af familien her at bede Z.’s og mine venner her op i flere dage og traktere dem og os sådan. Ph. og V. har de kun set engang för og Ross slet ikke. Og så er de så magelös venlige og taktfulde, ja det bliver galt nok, nu snart at rejse fra dem. Nå vi så dem da lægge grundstenen og bagefter æselvædderidtet ved hvilket en soldat faldt af to gange, og så kröb de op ad en i olie indsmurt stang for at vinde to oste og 5 frank. Så lagde Viggo sig igen, hvor Ross og Ph. blev af husker jeg ikke; da det mörknede fik Z. og jeg hver en af fröknerne under armen, jeg den muntre Caterina, for at sværme en tid i måneskinnet og siden se fyrværkeriet. Siden da frös jeg og måtte
•8•
hjem efter en frakke snup Ph. Caterina. Nu er festdagene tilende og jeg mat. D.v.s. både de fest dage og de næste, for i forgårs og i går var her også fest i samme smag dog ikke så stor og Soranerne var her jo ikke. Derimod endte det i går med dans hos Ferantes, det höje herskab her i byen, som ejer flere paladser her i egnen og megen jord. Fra deres vinduer havde vi udmærket udsigt til fyrværkeriet og de smukke oplyste balonner som gik godt op. Der var også en stor oplyst dame med en mand inden i og troldkællinger i hænderne, som dansede ind mellem folk, så de rög til side hun endte med at futte og knalde af. Så dansede vi meget hyggeligt, der var kun fire damer, hvoraf den ene kun var lillepige. Skolelæreren dansede saltarelle med Fröken Ferante, nydeligt, så kom pigerne ind at danse samme dans. Deres presdasinor endte med at den bedste danser af selskabet böd dem op og når han så sit snit stödte bagdelen mod deres, så de trimlede, det kaldtes at gjöre dem complimenti. Z. havde forberedt mig på, at vi muligvis ikke fik andet end lidt forfriskninger, men det fik vi da også. I stuen bag dansesalen blev vi et par ad gangen, sommetider flere fört ind, der stod så en karaffel vin, en karaffel vand og siger og skriver et eneste glas på en talerken, så kunde man blande efter behag når ens tur kom. Da vi så vendte hjem mellem 12 og 1 fik vi da et bedre för og så i seng kl. 2. – Når Du skriver er det vist bedst at adressere brevet til ”Sora di Campagna (Terra di lavoro), for om en god uges tid tager jeg vist der ned. Nu lev vel og hav det godt, hils alle, Din hengivne Joakim Skovgaard