1885-11-29

mappe 47-23

Rosenvænget 29 Nov. 1885

Kjære Fru Lange!

Hjærtelig tak for i går, skjønt jeg meget godt ved hvad der er tilbage har dog al pinlig fornemmelse forvandlet sig til den varmeste strøm i brystet.

Gud er så nådig, jeg føler, det er nåde alt sammen, og hvordan det så ender, håber og tror jeg, at jeg både skal kunde forstå og takke for nåden. Jeg ved nok at om sorgen kommer, kan det blive svært at føle nåden i den, men den er der. Hvor meget De har fortalt Frøken Agnete, ved jeg jo ikke, men det ser jeg klart, at hun ved hvad det til syvende og sidst drejer sig om. Jeg tror hun gjør sig al mulig umage for at synes om mig, men det er rimeligt at det

-2-

ikke vil lykkes for hende, bare hun så vil tage sig det så let så let, der er ingen grund til at vi begge skal være bedrøvede over det; bliver vi, hvad jeg dog nogenlunde frejdigt håber på, forenede i kjærlighed, da er med glæden man dobbelt glad, og halvt om sorgen så tung at bære, men skal det nu være så at vi ikke forenes, så er det virkelig tilstrækkeligt at jeg får byrden. Ja jeg fortæller Dem alt dette for det kan vist kun gavne, men er det galt af mig, så send mig blot et par ord, og jeg skal straks holde op. For jeg ved nok, at selv om De lærer mig lidt at kjende gennem hvert brev, så er det dog altid et usikkert og endeligt kendskab De opnår på denne måde, derfor vil jeg heller ikke på nogen måde, selv om det ellers er fristende nok, skrive til

-3-

Frøken Agnete, det vilde være rent galt af flere grunde [ hun vilde vist heller ikke holde af det ] De kan tro at Frøken Hornemann har været mageløs imod mig, hun har hjulpet mig så udmærket, men hun er bange for at Frøken Agnete har fået noget imod hende, det tror jeg nu ikke, men hvis så er, så er det noget af det første jeg må se at komme til at få forklaret Frøken Agnete. Frøken Hornemanns del i sagen. På Torsdag Fredag og Lørdag tænker jeg at tage ud til Viggo Pedersen, jeg har længe ligget på farten ud til ham, men i denne tid har det naturligvis hidtil været mig umuligt. Men så i næste uge engang, tør jeg vist nok komme ud en aften med den bog jeg lånte af Hr. Jonathan |om jeg må| På næste søndag prædiker Hostrup vidst, så får vi da salmen ”Rejs op dit hoved al Kristelighed”. Men mon

-4-

jeg alligevel ikke hellere skulde høre Brandth, ham holder jeg dog mere af og min broder går sikkerlig til Hostrup. Hvis Frøken Agnete vælger at gå i Vartov var det dog muligt hun ikke havde noget imod at følges lidt med mig på hjemvejen. Dog det vil jeg ikke sætte mig fast i tankerne.

Den 30te. De forstår vist nok at jeg længes efter at fortælle Frøken Agnete om mit forhold til hende, men jeg må ikke forhaste mig, og hun må på ingen måde gå i kirke eller nogen bestemt kirke på søndag for min skyld, hun må endelig kun gå efter sin egen lyst. De viser da ikke hende mine breve for de er kun til Dem. Her hjemme har ingen spurgt om hvor jeg var i lørdags.

Deres hengivne Joakim Skovgaard