1869-07-15

Mappe 37 nr. 16
Rom den 15. Juli 1869

Min kjære Søster!

Jeg føler Trang til i dag ligesom at tale med nogle af mine Kjæreste og jeg vælger Dig, helst havde jeg dog skrevet til mine Børn, men de forstaae mig ikke, og jeg skal heller ikke prøve paa at lægge noget af min Sorg over paa dem, det var Synd, jeg haaber de vil mindes deres Moder med Kjærlighed og Glæde, idet mindste de Store, men ikke med Sorg, fra det Minde, jeg bevarer kan den vel ikke skilles, endskjønt jeg ved at ogsaa jeg skal bruge den Tid Vorherre vil have at jeg endnu skal have tilbage og de Kræfter han vil lade mig beholde saa nyttigt jeg kan og ikke ønsker mig selv i Graven før han vil have det, men Mindet om hende og om hele vort velsignede Samliv ønsker jeg dog saa inderlig maa bevares friske for
-2-
mig, men Gud ved om det nogensinde kan skilles fra Sorg og Savn, Hans Vilie ske, Amen! Du undrer Dig vel over at see, at jeg er her? Sidst jeg skrev pralede jeg nok af mit Velbefindende, det var forbi med det Samme, jeg tabte Appetiten og med den Kræfterne, saaledes gik den sidste Tid i Subiaco, jeg var lige ved at kalde Læge, men saa bedredes jeg da, og da jeg var rask nok, tog vi til Olevano, men der var Trist hvor vi skulde boe, overfyldt af Tydskere, saa der var ikke Plads til os, vi toge da til Genazzano, som jeg ogsaa fandt havde en deilig beliggenhed, men ligesom vi kom der, begyndte alting at indhylles i en tæt Hedetaage, som var stærkeste Brandtaage, vi ventede i 8 Dage men da den vedblev og
-3-
var meget besværlig og intet kunde Marstrand og jeg bestille, vi sad hele Dagen inde i Stuen og læste, først den 5te Eftermiddag gik vi ud at spadsere, saa besluttede vi at følge Vittendorff, som nu vilde til Neapel, haabende at der, om ogsaa varmt, dog da det ligger ved Havet, vilde være friskere. Vi længes ogsaa efter at komme i Stranden, paa Løverdag Morgen tænker jeg vi kommer af sted. Nu kom Marstrand og Vittendorff hjem, og jeg er blevet forstyrret – derfor mere i morgen.
Den 16de – Her er meget varmt i Rom, men Luften er dog friskere og behageligere end den var den sidste Tid indei Bjergene, først troede vi at det var Sirocco, saa at naar blot Vinden vendte sig vilde det gaae bort, men det er ikke Sirocco, for det er nordvestlig Vind. Dette Veir besværer selv Italienere, som ere vant til Klimaet, en anden Plage er Lopperne, de er slemme men jeg synes næsten min Hud begynder at vænne sig dertil, en Nat i Olevano forstyrrede de aldeles og derved den deiligste Morgen og Dag jeg har havt i Italien jeg fik intet malet, formedelst Træthed. Jeg fik intet faaer ikke skrevet flere Breve i dag, vil Du derfor hilse
-4-
Frk. Rønne og Børnene og takke den for de sidste Breve af 23de Juni hvis de endnu ere i Byen (jeg antager da at Frk. R ikke lader sig afholde fra at tage paa Landet enten af Rump eller andre slige Hensyn) (hils hende ogsaa at det var meget velbetænkt at byde ham Kaffe) Disse Breve var gamle, da jeg fik dem, og jeg fik dem ved et inderligt Tilfælde, det var noget vanskeligt med Breve, da vi i den sidste Tid flakkede i disse Bjergbyer, hvor der ikke altid er ordentlige Postforbindelse. Brevene maatte derfor nogle Gange gaa med private Bud. Med dette Brev gik det saaledes til: Paa Veien til Rom opholdt vi os en Dag i Palæstrina, der besøgte Marstrand en Bekjendt nemlig Signor Rossi som i Chr. 8 Tid var i Danmark ved den italienske Opera han har nu trukket sig tilbage fra Theatret og har et Postarbejde i Palæstrina, da blev han opmærksom paa Brevet som vidst skulde sendes til Olevano, i dette Tilfælde havde jeg næppe faaet det. Endnu fremdeles kan I skrive under Adresse til Bravo. Jeg længes nu stærkt efter Brev fra Eder, efter min Beregning maa I have faaet det sidste Brev det med Tegningerne i, den 24de eller 25de Juni. Den 18de – Jeg ser af min Notitslog at dette var feil, Brevet blev afsendt den 29de Juni. I kunde altsaa ikke faae det før Søndagen den 4 Juli.