1874-07-07

Kjære Hr. Skovgaard!
Det gjorde mig meget ondt af Rohde´s at höre at de i Foraaret har været saa syg, skjöndt de jo allerede den gang var meget bedre, af Cathrines Brev, som jeg först fik igaar saa jeg da ogsaa, at de igjen var oppe, jeg haaber da at det stadigt er gaaet fremad, og at de nok kan faa en smuk Sommer paa Landet. Da jeg först i Juni skrev til Cathrine vidste jeg slet ikke noget herom, det var först nogle Dage senere da jeg traf Rohdes at jeg hörte det; af dem har de maaske ogsaa nok hört min forandrede Bestem
-2-
melse for en Del af Sommeren. Jeg kom til at tænke paa mit ufuldförte Olivenbillede, og da det nok rimeligvis, idetmindste nu for nogle Aar, bliver den sidste Sommer jeg saadan slakker om i fremmede Lande, saa syntes jeg det var bedst at tage ned til Tivoli og se paa de gamle Træer, ja Træerne var ogsaa ligesaa dejlige som för, men med Hensyn til Renlighedsvæsenet, da kom jeg til saa godt at kunne forstaa deres og Marstrands Uvillie imod la Sibilla, Snavset falder unægtelig meget mere baade i Öjnene og i Næsen naar man saadan kommer lige fra Norden og slaar sig ned i en italiensk Landsby, jeg var nemlig kun 1 Dag over i Roma¬_
-3-
Om Formiddagen var jeg i Olivenskovene og om Eftermiddagen i Villa d´Este; om hvad der blev Resultatet af min Flid vil jeg ikke tale, nu faar vi se hvad Fremtiden bringer. Dersom jeg kunde före dem herud og sætte dem i mellem St Lorenzo Porten og Banegaarden, da vilde de ikke tro at de var i den evige Stad, der er bygget voldsomt, ret kjönt og storslaaet, enkelte store Bygninger ligger midt i Haver, Gaden bliver jo bred og luftig derved, og det hele gjör et lyst, men ogsaa helt moderne Indtryk. Derimod er den nye Banegaard skandalös grin, med Endefacader der slet ikke passe til Bygninger bagved, usw. Udgravningerne paa Forum og i Collosseum har jeg set, men det
-4-
er næsten ogsaa Alt, thi her er varmt, og jeg sidder lun et Par Dage i det [?] Kvarter hos Börjesons, lig[?] Diocletians Bade, vi sidde allesammen stille og samle Kræfter til et Capri Ophold en Maanedstid, hvor jeg skulde se om jeg kunde træffe Farven paa hvidt Sand i Solskin imod den blaa Luft og det blaa Hav, og saa gaar vel Rejsen igjen nord paa, jeg skulde da standse i Ponte Tresa, og rigtig tænke paa Billedet til deres Onkel.
Vil de hilse og takke Cathrine for hendes Brev, hendes [Kyllinger] gjöre megen Lykke. Gid de nu maatte være rask, modtag de, Fröken Rönde og de unge Mennesker de hjerteligste Hilsener faa Börjesons og Vitte og fra deres med Höjagtelse
hengivne
Janus la Cour