ca. oktober 1885

Mappe 47-16B

[Lilla skrift]:

De giver jo ikke Romeo det allermindste efter!

Jeg skal se at at faa det Mandag – Fru Nielsen kan den Dag – Kan De saa ikke vente, jeg tror hellere De maa det, jeg skal gjøre alt hvad jeg kan for at De skal komme til at følge hende hjem, og det skal nok lykkes mig, mine Brødre er helst fri, det ved jeg.

Jeg siger at De skal den Vej ud at tale med en Kammerat, og har tilbudt det af Dem selv, saa gaar det og falder naturligere paa den Maade ikke sandt? End naar De skal bede om en Samtale; Hvor kan De komme til det, saa uforstyrret og i Mørke som netop naar De følger hende hjem?

-2-

Jeg skal i Teatret i Aften, nærmest i Haab om at træffe hende, saa spørger jeg hende, om hun kan paa Mandag og skal strax sende Dem besked; Høre De intet var hun der ikke, men saa skriver jeg i morgen til hende, og skal sende Dem hendes Svar, kan De saa ikke vente? Jeg er saa bange for, at De skal foregribe sagen og forskrække hende. Kom saa lidt op at snakke med mig i morgen [ men ikke før lidt over 3½ ellers træffer de mig ikke], eller mød mig, hvis det passer Dem, i morgen i Østerbros Alle`Garnisons kirkegaarden. Jeg skal spise Frokost hos Frk. Møller, Hjørnet af Rosendalsvej og Østergade kl. 11½, gaar derfra lidt over 1½ Østerbro, Grønningen, Bredgade, St. Annaplads hvor jeg skal til et møde kl. 2-3 i Larsens Lokale. De kunde ogsaa møde mig paa Farimagsvejen, naar jeg gaar derud, jeg gaar herfra 11 ¼ gjennem Sølvgade og ned over Farimagsvejen.

-3-

Jeg har for resten den Ide at De kommer i Teatret i aften.

-4-

Jeg vil naturligvis aldrig gjøre det undtagen De slet intet har derimod, og som sagt ikke endnu.

Nej, hverken kold eller selvtilfreds; jeg var kun bange for De skulde være for sangvinsk, det bliver man saa uhyre let, men nu tror jeg heller ikke l det l mere.

Gud give det kunde lykkes Dem at vinde hende, og at hun maatte svare til, hvad De har tænkt. Jeg ved bogstaveligt ikke noget, der kunne glæde mig mere. Jeg kan ligesom De ogsaa gribe mig selv i at sidde og smile ved Tanken om hvor godt det kunde blive, og at jeg har faaet mere Livslyst i den sidste Tid og vilde faa det i endnu højere Grad om l det l kunde ske, det er nu ganske sikkert.

Deres hengivne Th. H.

Derfor Tak fordi De har villet tale med mig derom.

-1-

[Skrevet med blyant]:

|Det eneste jeg frygter fra min side er, at jeg ikke skal blive Dem god nok, jeg kender godt min egen ringhed, men det vigtigste kan jeg byde Dem så rigtigt som det overhovedet findes hos mig, min udelte kjærlighed, så om vi kunde stifte et ægtekskab som er godt i Guds øjne og i lighed med Deres og mit Hjem.|

…end flygtige venskabsfølelser – over for mig – Umuligt er det ikke at De holder af mig, for den stærkeste magt på jorden er kjærligheden, den er så stærk, tror jeg, så når blot den brænder rigtigt i det ene menneske kan den af sig selv udholde, vække og skabe nogen følelse hos det andet. Det vilde være naturligere først at lytte til Dem, når De kendte mig, men husk hvor svært jeg har ved at komme sammen med Dem, når De ikke vil hjælpe lidt til, til at finde lejlighed og Frøken Hornemann kan heller ikke blive ved at hitte på råd.

Gud har sin mening med mig i denne sag, om han også vil Dem noget ved jeg ikke! Enten vil han at jeg kan tåle en stor Glæde, eller vil han give mig endnu en sorg, hvordan det går beder jeg ham til i hvert fald at Love hans navn. Han er god at gå til i sorgen, men mit håb er at kunne gå til ham i glæden, nu er forbandelsen næsten glemt for den alt optagende tanke at møde Dem, hvor kunde jeg dog elske andre for jeg tror på ægteskabets velsignelser.

-3-

Jeg beder Dem om en samtale, for jeg har noget at sige Dem og skriver kun dette fordi De på som den sidste udvej for at få Dem til at låne mig øre det er vel nu omtrent Jeg vilde langt hellere tale, men når De ikke vil høre på mig har jeg kun denne vej tilbage. Og jeg vil endnu sige om De i dag siger nej til at høre mig, så er det dog muligt at De betænker Dem, og vær så dog ikke bange for at tilskrive mig et ord om, hvor jeg kan møde Dem. Det er vel nu omtrent 8 a 9 år siden jeg første gang så Dem i Vartov Kirke og straks slog det mig, ”hvad er det dog for en Pige”. Senere så jeg Dem jævnligt der, og med [??] fart gik det op for mig, at De er mit livs lykke, men jeg var ung og undselig, jeg vovede ikke engang at spørge de af mine bekendte, som jeg så De også kjendte, om Deres navn, og følge efter Dem for at se hvor De boede, skammet jeg mig for. Engang har jeg dog fulgt Dem til den Gamle Trommesal. Men årene gik, og jeg kom på lange rejser, jeg var ikke kommet Dem et skridt nærmere, De begyndte at blive uvirkelig for mig, De gled over i ideernes verden, og dog har jeg altid næret en sådan frygt for at binde mig til nogen anden, for jeg vidste, at om det viste sig at De var bundet af Dem altså ægtet, vilde jeg få en frygtelig prøvelse. Jeg har dog i den tid da De blev

-4-

uvirkelig for mig, elsket andre mere eller mindre [i hvert fald] dvs ikke mere end jeg [?] til har elsket Dem og ikke så meget og så trygt som jeg nu elsker Dem, for lige overfor Dem har jeg |den sikre| følelse af, at her er sandheden på sit højeste punkt for mig, men Gud ske lov, Gud har ledet mig, så jeg ikke har bundet mig til nogen, ingen har krav på mig; Så engang siger Frk. Hornemann til mig; ”Jeg kender en pige, og det falder mig så løjerlig i tanker, at hun måtte være hustru for Dem, vilde De se hende?”. Jeg svarede nej, men spurgte straks derpå ”hvad hedder hun”, Frk. Lange svarede Frk. H. mig. Lad mig alligevel se hende, sagde jeg; nej nu De har fået hendes navn at vide, får de hende ikke at se. Jeg gik hjem og ærgrede mig og skrev for det kan jo være at det vilde være en hustru for mig, og måske måske var det pigen fra Vartov Kirke. Jeg skrev et brev til Frk. H. spørgende i formen men lidt bittert i indholdet, jeg betroede hende at hun havde vakt lysten hos mig, og hun dog ikke vilde tilfredsstille den. Hun gav efter og lovede ved lejlighed at lade ønsket ske. Så gik sommeren og først den 4. november blev jeg [??] med Dem.

De forstår vist hvor forbavset jeg blev, ved at se mine vildeste ønsker om Dog engang at måtte komme sammen med Dem, så mægtigt i opfyldelse, fra det øjeblik har min fred været borte [alt andet er glemt]. Men jeg bejler ikke straks til Dem, jeg beder bare om De vil give Deres samtykke at lære mig at kjende. For jeg ved jo, at det vilde være alt for nemt at tro at De skulde nære andet