1865-07-07

Gode Hr. Skovgaard!
Jeg vilde saa gjerne sende dem og deres Familie en Hilsen her fra den store By, og fortælle lidt om hvad jeg har seet i de förste Uger af min Rejse. Jeg slumpede til en stor tydsk Udstilling i Köln, men der var næsten Intet jeg kunde gaa ind paa, de förste Billeder , et Par Landskaber fra Schwartzwald vare ret flotte i Compositionen og glandsfulde i Farven, jeg troede derfor at der muligvis nok var Noget at see, Noget Nyt at glæde sig ved, men det blev nu værre og værre, formlose og farvede vare alle Billeder, manglende al Kjærlighed og Respekt for Naturen, saa jeg gik næsten syg derfra, jeg var i aandelig Henseende saa flau og nedtrykt, saa jeg næppe kunde finde mig selv igjen. At der ellers var meget i Cöln som morede
-2-
mig er en Selvfölge, men jeg tör ikke fortælle om Andet end om Malerkunsten, thi jeg frygter for let alligevel at blive trættende. Ogsaa her i Paris var der en stor Udstilling den aarlige Kunstudstilling, men da den skulde sluttes et Par Dage efter at jeg var kommen maatte jeg skynde mig med den, tilmed da den bestar af 3000 Numre. Efter at jeg den förste Dag i Paris havde gaaet Louvre og Luksembourg igjennem, anvendte jeg al den Tid jeg kunde til Udstillingen. Af Landskaber var der nok, men kun faa, som jeg kunde have Nogen Glæde af, de havde en meget forskjellig Karakter, deels haarde, udgillede og farvede, men tillige næsten uden Undtagelse kjedelige og aandlöse, deels blöde, lidt formlöse, forvidskede, men ulige morsommere, de vare næsten alle saa nedstemte i Farven, samme endog meget sorte, men
-3-
her var dog Noget at see. I Luksembourg havde jeg seet et Par Billeder af Daubigny, det Ene, blomstrende Frugttræer i en Kornmark havde glædet mig meget, det er saa blidt og drömmende i sin Farve, saa let malt, det kunde jeg forstaa, men her paa Udstillingen var denne Lethed og Brede i Penslen udartet til en Slags Raahed, som stödte mig, og denne Raahed, jeg kan ikke finde noget finere Navn til denne Flathed, var gjennemgaaende hos dem Alle; i et af Daubigny´s Billeder, en Maanskinsnat, kom jeg dog til at hærlige mig derved, thi det var unægtelig saa spillende og natligt i sin Stemning, saa dejligt fra Fölelsens Side, at jeg kom til at glemme det Sorte og Raa. Ogsaa Huet kjendte jeg lidt til fra Luksembourg, den overströmmende Flod, med store
-4-
Trægrupper, paa Udstillingen var et lignende Motiv, men her var den flotte Pensel mig for overvejende, saa jeg kunde ikke rigtig med det. Den egentlige Modemaler i Landskabet her er nok Corot, han gik endnu videre i at stemme Farven ned, i forvidsket og dirrende Formlöshed, men alligevel med en god Villie kunde man nok finde Noget at lære, og disse 3 stode da ogsaa saa höjt i Forhold til de Andre, at al min Interesse samlede sig om dem, men tre Landskandsmalere i et saadant Land som Frankrig, er da ogsaa kun saare lidt, saa Sandsen for Landskabsmaleriet er nok kun ringe her, men Præsidenten har Eet eller Andet yttrede ogsaa ved Aabningen af denne Udstilling, at det var sörgeligt at Landskabsm. greb saa meget om sig, da det dog var en [undværdent] Gren af Kunsten. Forresten var der jo nu Efterlignere nok, deels Sönner, deels Elever, deels simpelthen Efterlignere,
-5-
men de dreve det Alle saa vidt i Sorthed og Raahed, saa det næsten svimlede for mig, og gjör det endnu, naar jeg tænker derpaa. Morsomt er det, at de der kaldes Elever i Cataloget, ingenlunde vare de Værste i Efterlignelseslyst og Mangel paa Selvstændighed; det altsaa at arbejde i Mesterens Atelier er ikke værre for den Enkeltes Selvstændighed end det udenfor Atelieret at vilde lære af den Ældre. I det Hele taget blev jeg saaledes skuffet over Landskabsmaleriet her, jeg havde hjemmefra bragt en Maalestok med mig, som jeg ikke kunde komme fra. I Historiemaleriet var der nu en forvirret Mængde af de vildeste Fantasier og de tommeste Motiver, men næsten aldrig kom de udenfor Modelfiguren, meget var maaskee ret dygtigt malet, men paa samme Tid saa tomt og flaut fra Ideens Side, og saa underlig for[?] i Farven, enten nedstemte til Sorthed eller Hvidhed, og saa tilmed i nu saa forskrækkelig
-6-
Mængde, saa jeg tör ikke have Nogen rigtig Mening derom, Tiden var for knap, men jeg tvivler paa at jeg ved mere Beskuelse vilde have fundet Noget som ret tiltalte mig, dertil spillede den studerede eller rettere ikke studerede Modelfigurer/en al for stor Rolle. En Dyrmaler der hed Schenck, födt i Holsten, havde et smukt Billede, Faar der [æde] af en Krybbe, naturlig Störrelse, det var unægtelig et dejligt malet Billede, flittigt og dygtigt formet. Naar jeg nu nævner et Par smaa Billeder af Meissonnier, saa er jeg færdig med Udstillingen, d.v.s.: nu kommer Lyspunktet for mig, nemlig et Billede af Bretton, en Sommeraften ude paa Engen, det var saa blödt og fint i Farven, saa dejligt og dygtigt malet, at det var og er en stadig Kilde til Glæde for mig, det var Udstillingens Perle. I Compositionen lignede det dem der er paa Luksembourg, men jeg tror det staar endnu höjere i Skjönhed, men ogsaa det var nedstemt
-7-
og dæmpet i sin Farveholdning. Af Rosa Bonheur var der Intet paa Udstillingen, og desværre hænge hendes Billeder i Luksembourg saa slet, naturligvis har jeg glædet mig meget over deres Simpelhed, Bredhed og Finhed, men de synes mig dog lidt tomme, og det landskabelige er dog egentlig tungt malet og mangler lidt Liv og Spil, det samme synes mig gjælder om Troyon, som ligesaagodt kunde have givet det Samme i et meget mindre Billede. Men jeg er bange for at jeg bliver lidt langtrukken, men jeg haaber de vil undskylde det. Jeg har jo havt et Par dejlige Dage ude i Versailles, og kunde ikke rigtig rive mig lös fra Vernets Billeder, som jo rigtignok lægger helt Beslag paa Een, saa man trætter næsten ved hele Resten. I Vernets Billeder er der da ogsaa et Liv og en Mangfoldighed som er magelös, og som Kobberstikkere kun giver Een et daarligt Billede af; ogsaa i Luksembourg er da et Par smukke Billeder af Vernet, men ved Siden af la Smalah, blive de dog mindre betydelige. Af Delaroche har jeg desværre ikke
-8-
seet ret meget, med Undtagelse af L´hémicyclen i Kunstakademiet, men den er jo da ogsaa lige saa god som meget Andet, i Versailles er der jo nok en 4-5 Billeder af ham, men med Undtagelse af Pavens Portræt, som dog er et kosteligt Portræt, og Overgangen over Alperne, Karl den Stores da, ikke Napoleons, som jeg havde ventet at finde der, var de 3 andre Billeder mindre gode Ting, og Overgangen over Alperne hænger saa grumme slet, saa det kan kun sees stykkevis. Men nu kommer jeg da til Louvre hvor jeg tilbringer den meste Tid, en 4 à 6 Timer daglig, og det er igrunden et trættende Arbejde. Hvor jeg her skal ende eller begynde ved jeg næppe, thi alle de store Navne trænge sig frem og vilde först nævnes, men jeg tror dog at Kampen bliver imellem Titian og Murillo. Det er jo en Fornöjelse at see og tænke paa den Dygtighed hvormed Titian har malet, hans Gravlæggelse, det döde, lidt runkne Kristuslegeme er dog dejligt malet, og saa Manden tilhöjre i Billedet med den stribede, brede Kjortel; og saa de andre Billeder, hvor der er
-9-
noget Landskabeligt, saa bredt, men dog malet med saa megen Kjærlighed, saa mörke og brune og dog fuld af Liv og Spil i Farven, ja det er rigtignok skjönt. Men hvor er dog ogsaa Murillos Billeder fint og klart i Farven; det med de mange Engle, og i det andet Billede er der tilvenstre nogle Portræter af beskuende og tilbedende Munke, som er saa dejlige og aandfulde og rene i deres Udtryk; og Drengen der er paa Jagt efter Smaadyrene i sit Linned er da ogsaa dejligt malet. Derimod tör jeg næppe sige det, at Leonardo har ikke tiltalt mig saa meget som jeg troede og egentlig ogsaa Rafael, de er lidt sorte og kjedelige i Farven og haarde, tilmed lidt söde i Smilene, men jeg tör ikke sige mere, thi jeg mener jo dog alligevel at de ere overmaade skjönne. Men hvad skal jeg saa sige om Rubens, Rembrandt, Poussin, som ere saa udmærket repræsenterede her, og lad mig ikke glemme Velazques, om Ruisdaels Brændingen mod det gamle Bolværk, om de yndige smaa Billeder af Dujardin, og endelig det store Billede af Cuyp, med den varme blide Sol paa Baggrunden. Og saa var
-10-
der et lille Söstykke, et saa vidunderlig yndigt lille Billede af Villem van der Velde, saa roligt og fint i Farven og i Malemaaden, til saadan et lille Billede er det dog en mærkværdig dejlig Pensel, jeg siger stadig til mig selv, naar jeg seer paa disse Billeder, det kan da ikke være her at Franskmændene lære Raahed i Kunsten, og Foragt for Naturen. Jeg maa fortælle et lille Træk her af Franskmændenes egen Opfattelse af Sagen, Delaroche har et Par store Billeder der ikke ere ophængte i Luksembourg, men staa i Magazinet, medens Delacroix´s vilde og stygge Smörerier hænge i Galleriet. Der kunde jo naturligvis være mange flere Billeder som jeg kunde nævne og som have glædet mig meget, ja nu melder der sig Eet, et ganske lille Billede af Potter, et Par Heste som staa uden for et Huus, det er ogsaa saa let og flydende malt; men jeg mærker nok at det kun bliver en Opramsen af forskjellige Mester og Billeder, jeg vil derfor standse og kun tage et Navn med til, Claude Lorrain. Her er jo en Del Billeder af ham, og smukke ere
-11-
de alle, de Fleste ligne hinanden meget i Compositionen, men i Belysningen er der dog en saa fine Variation, omendskjöndt det er omtrent det samme Motiv, hvilket der har tiltalt mig meest veed jeg ikke rigtig, men der er Eet, med en Bro i Mellemgrunden, som staar saa dejlig blödt og spillende i Sollyset, i dette Maleri, som i alle hans Billeder, svinder Farven, den materielle Farve heelt bort, man föler kun det straalende Lys, og saa denne mærkværdige [?larhed] i Farverne, i de beskyggede Gjenstande selv lige imod Solen, ja det er dejlige Billeder, og saa hans svage Sider, ja dem vil jeg egentlig helst lade være at omtale, thi hans Pensel her, i Træer og Forgrund er dog saa let og elegant, saa ogsaa det er en Fornöjelse at see. Naar jeg nu læser Alt dette igjennem mærker jeg jo nok, hvor daarligt jeg har löst Opgaven at fortælle om hvad jeg har seet, Stoffet var for overvældende, jeg vilde saa gjerne have Alt med, men jeg haaber at de kan mærke hvor stor Glæde jeg har havt af hvad jeg har seet, og hvor glad jeg egentlig er over at være
-12-
kommen ud, jeg har ogsaa herned fundet en Maalestok for mig selv, som jeg haaber vil gavne mig i Tiden. Jeg skal hilse mange Gange fra Fruger, han har været mig en udmærket Ledsager til Kirkerne, og her er jo en Deel at see af Arkitektur og Dekoration, som dog synes mig som oftest lidt tung og overlæsset. Her har i de sidste Dage været kvælende varmt, idag er det dog lidt bedre, og da jeg nu troer at være omtrent færdig paa Gallerierne, og jeg jo ogsaa længes efter at komme ud i det Frie, haaber jeg paa Tirsdag at rejse til Middelhavet, og tage fat paa nogle Studier der. Vil de nu hilse Alle som de troer der bryder sig om en Hilsen fra mig, Prof. Marstrand, Aagard [?], og vær de selv deres Kone, Kim, Nille og Tullebassen (gid jeg kunde hekse hende blot 5 Minutter hertil) hjertelig hilset
af deres, med særdeles Agtelse
hengivne Janus la Cour.