1847-06-30

S: T
Hr Landskabsmaler Skovgaard
Kjøbenhavn

Vildsted 30 Juni 1847
Kjære Ven!
Modtag min og min Kones oprigtigste Tak for Deres Beredvillighed til at opfylde min Anmodning; vi gjenkjender saa ganske den kjære Afdødes Træk. Ogsaa for Løftet om maaske at besøge os med Tiden takker vi Dem; gid det maatte blive realiseret, saa snart [?De] kan, at tale med gamle Venner er nu Vederqvægelse under |vore| [Overstreget:?] Forhold, som mildner mangent Onde. De er forandret? Ja vel, det kan jeg jo vel nok forestille mig; imidlertid haaber jeg dog, at de holder fast ved Deres jævne, gode Humeur, et uerstatteligt Gode. – Min Kone skranter fremdeles - hun havde nylig et meget heftigt Anfald af sit Onde – , det er min daglige Bekymring; Gud lade den snart formindskes! Vender hendes Sundhed igjen tilbage, da vil man ret paaskjønne,
●2●
hvad Helbred er for et Gode: Tidligere glemte vi det – jeg idetmindste – maaske af og til. Med min Søster sendes disse Linier: nu er den Glæde forbi, at see hende hos os; Om kort Tid reiser min Kones Broder ligeledes - saa ere vi igjen ene dog vi føle Ensomheden der i Begyndelsen dobbelt, især med de nærværende triste Udsigter i den første Fremtid, i hvilken vi ikke tør vente min Kones Helbredelse. Om nogen Erstatning for tidligere Venskabsforbindelser kan her |just| ikke være Tale; med Aarene bliver sligt overhovedet stedse vandskeligere. Hvem der kunde vende tilbage til Sjælland, endnu før de gamle Forhold ere brudte!
Maa jeg bede Dem hilse Deres Moder mange Gange og takke hende for hendes Brev; ilige maade Hilsen til Jfr. Broe. Endnu engang: glem ikke Vildsted, hvis De gjør en Jyllandsreise. Lev vel, som vi Alle af Hjertet ønsker Dem det.
Deres heng.
Jensen