1849

Mandag aften
Ordet er udtalt! og der er ingen Tvivl mere i min Sjæl.
Men af den Maade hvorpaa det blev sagt forstod De jo ogsaa, at det er ingen luftig lidenskabelig Kjærlighed der bevirkede det; men derimod en Dyb og rolig Følelse, som med Guds Hjælp skal [?] Dag for Dag. Kun det maa være klart at vi kan tale sammen om Lundby, som det deiligste det bedste vi har kjendt; det var hans Aand, der omgav mig med Fred og Ro
●2●
da De var gaaet saa jeg følte tydeligt det var Himmelens Vilie: saadan skulde det være. Jeg maa have Lov til at græde, til at dvæle ved Mindet skilles fra det kan jeg ikke; men om ogsaa Taarene skulde bryde løs undertiden, saa kan jeg jo ikke blive misforstaaet, saa veed De jo at det er ikke bittre men kun veemodige |Taarer|, at min Længsel er ikke efter at see ham her, men kun efter |at| være den Guds [?] som, hvis noget Menneske haver nærmet den han maae have næret,
●3●
saa er det efter at ”holde Juul i Himmelby.” Men saalænge det er Guds Vilie; at jeg skal leve her paa Jorden, saa vil jeg ogsaa gjøre mig Umage for virkeligt at leve her. Lundbys Død har forsonet mig med Døden, jeg imødeser den med Rolighed, med Glæde som det eneste, der kan føre os til vort store Maal, Gud vil hjælpe mig at jeg i mit sidste Øieblik maa have ligesaa urokkelig en Tro og freidigt et Haab som jeg har det nu. Og, ikke sandt, det er jo vort Haab at vi der maa møde den Sjæl, som vi begge har elsket saa høit.
●4●
Er det ikke nok hvad jeg giver, nu vel! Saa er det jo Tid endnu, men saa maa De bryde. Glem ikke at saadan som jeg har elsket ham saadan elsker jeg Ingen Anden: at min Følelse for Dem er meget forskjellig derfra. Men vil De ikke forlænge meer, saa lad mig i Deres Fraværelse vinde Styrke og Fasthed; saa jeg maa kunde give min Haand med Ro og uden at gyse ved Tanken om at det er for hele Livet. Saa vil jeg ogsaa til den Tid sige det til Fader.