1886-11-10

Mappe 17
Brev nr 20
Posillipo 10/11 1886
Kjære Faster! Tak for Dine breve til os, vi blev så glade for dem, så det er underligt, det er trukket ud til nu, inden Du får svar, ja svar kan det da ikke kaldes, da Dit brev er druknet ned mellem et utal af andre, så ingen af os har håb om at finde det selv om vi vil dykke ned i bunken helt til bunden, så det får vænte til vi engang gjör rigtig orden. Men jeg synes jeg har flere ting at sige Dig. Nanny er jo nu væk, hun blev næsten hyggeligere og hyggeligere jo længere tiden randt, vi havde det så magelöst med hende, men vi har det også vidunderligt uden hende, for vi bliver skam gladere og gladere ved hinanden. Her er rent idyllisk, hör bare. I morges var vi nede ved foden af huset, det gror lige op af strandsandet, og bölgerne rullede så vældigt ind, så vi måtte nogle gange redde os fra dem meget gesvint. Ovenover er der en have, hvor Agnete er rent henrykt over sydens fænomener på denne årstid, de halvmodne oranger hænger i klumper over hovederne. Senere måtte jeg ud at male, jeg har et motiv for med store pinier, det holder A. så meget
-2-
af; på vejen fandt vi blomster, hun skulde male til forskelligt brug. Den vigtigste skulde bruges til et lignende dokument til doktoren i Civita, som det I alle har skrevet på, og Cathrine maler så könt. Han vilde også have et af os, og det lader jeg nu Agnete male det meste på, det er sådant rart arbejde for hende, hun gjör det så könt, og jeg har andet at bestille. (Men det er sandt, der er et arbejde endnu, som Agnete gærne vilde have fat i, det er noget kannevas broderi til Onkel Kristian, jeg har tegning til en lille oval skammel, som kan blive kön, tror Du Onkel har brug for en sådan, eller A hellere skal brodere ham et lille tæppe til et eller andet sted på gulvet. Vil Du sige os det, og hvis han slet ingen brug har for nogen af delene, vil Du så give os et godt råd, om der er noget andet A. kan lave til ham).- Hun gik så hjem og malede på sit, medens jeg malede mit. Nu er det blevet eftermiddag, vejret er dårligt, så jeg kun lige har fået begyndt på et andet motiv, som er sådan, så selv om det bliver dårligt malet, tror jeg folk vil sige, ja det er fra det dejlige Italien, det er da lige så lyseblåt, som hans andre har været gule, afsvedne og stenede. Nu skriver jeg, som Du kan vide, og ved siden af sidder Agnete og kiler på med sin blomst, som ikke bliver færdig för i morgen. Hun er en rigtig malerkone, kan Du tro, hun kan
-3-
blive så begejstret for en vandfarve, så det er dejligt. Vi har köbt nogle udmærkede nogle her, hos en mand jeg også forrige gang var inde hos, han har nogle fine engelske, og Agnete manglede nogle i sin æske. Vi har delt sådan, så alle vandfarverne er hendes og alle oliefarverne er mine, men vi siger ikke nej, om den anden vil låne hos den ene. Så inde hos de dejlige vandfarver, så jeg en, jeg blev forelsket i, jeg kendte den nok, og spurgte A. om vi skulde tage den, hun syntes den var löjerlig, men jeg köbte den ligegodt, og nu er hun så væk i den, så hun bruger den til alt muligt. Spörg engang hendes Moder, om A. kan blive væk i noget så skal Du bare höre, hun kan blive så væk, så selv hendes mand må bruge alle mulige kunster og håndgribeligheder, for at få hende ud af hendes tilstand og ind i verden, så man kan snakke med hende. Så, nu siger hun: ”det blad der har igen grön jord (det er navnet på farven) så det er jeg glad ved”: Og så griner hun et klangfuldt kluk, og så er jeg lykkelig. Men jeg vil ikke sidde her og rose hende, for hun får dette brev at se, som hun får alle mine breve at se. I morgen aften er vi bedt til engelsk bal her i pensionen, men Agnete tör endnu dog kun danse såre lidt, hun må jo mærke sig frem, og straks holde
-4-
op, om hun mærker det kniber det mindste, så vi glæder os ikke så utroligt til at side til stads langs væggene. Hun har det ellers dejligt, er snarere tykkere endnu end i Civita, og hendes hjærteslag har længe været i orden. Det meste der nu er i vejen med hende er, at hun er ganske overbroderet med myggestik, nu er hun den sundeste af os, så myggene går mest til hende, men nu skal vi gå os en tur, og på vejen titte ind hos Apothereren og köbe nogle tutter til at ryge med mod moskito’s. I glemmer da ikke at sende os Cathrines adresse, hende ved vi intet om, siden hun forlod Marseilles. Den 11 te Nå, nu stunder ballet til, og vi har set på listen over pensionairerne her, at det bliver mellem comtesser, barronesser og marcheser vi skal optræde, og jeg har ikke kjole med, heldigvis har Agnete sin nye fine silkekjole at skjule vore spurvefjer bag ved. Hör Du må endelig fortælle moder at Agnete ikke kan slå myg, for hendes hænder er for fede, når hun slår og rammer godt, så har myggen det dejligt mellem alle de puder, som omgiver midten af hånden. Lev nu vel og hils Onkel meget, og Tante og Tante Gine alle gode venner, Din Joakim Skovgaard.

Agnete hilser mange gange. Det er snurrigt at I nu har næsten vinter og helt sjask