1882-11-16

Kasse 16

Brev 22

Firenze 16/11 1882

|Jeg skal snarest muligt skrive til Niels og Cathrine|

Kjære Faster

Mange tak for Dit brev, skriv bare så tit Du har et lille ord at sige mig, det er netop godt at skrive sine breve i små portioner, så gjör man det når, man har noget at sige, og sidder ikke og piner sig for at fylde siden. Det var da en forskrækkelig stas Du gjorde af mit brev, jeg kan for resten så tydelig se den hele sene, det er dog rart man også kan se med det indvendige öje – Det er rigtig nok et rart brev Du har sendt mig, jeg savner også Eder en hel hoben, jeg tænker det går lidt over, når jeg begynder at arbejde, så jeg kommer til at længes tilpas – Næste gang får jeg vel at vide hvordan tæppet ser ud, jeg tænker Onkel bliver rigtig glad for det, Ja det er rigtigt, Du gamle Faster i Din krog; men Du gjör da meget mere end at tænke, Du lever for nogle kjære. Jeg forstår Dig så godt. Gid jeg også må nå en tid, hvor jeg ikke længere længes frem efter, i alt fald ikke på samme måde som nu; dog det bliver vel nok ordnet for os alle på bedste måde. Den 24de. Tusind Tak for Dine önsker til min födselsdag og Dit rare brev kjære Faster, og tak fordi Du foretrækker en hyggelig •2• passiar i brevene frem for fortællen op ad döre og ned ad stolper om alt muligt. Vi forstår dog vist hinanden ret godt. Imidlertid lidt fortællen må der dog til, i alt fald når der er plads til overs til det, derfor vil jeg ty til det. Ja, lad mig nu se, jeg havde så vist besluttet at fortælle Dig om vor dejlige tur fra Pisa til Middelhavet, men nu er det så længe siden, så den er gammel og kommer derfor ikke med, uden hvad jeg får plads. Jeg vil begynde med min födselsdag. Da jeg, nej den foregående morgen kom Viggo og smed to breve på bordet til mig, uha, jeg vidste jeg skulde gemme dem en hel lang dag og en nat, men jeg gjorde det. Nå, dagen og natten gik, og jeg vågnede. Da jeg var kommen op så jeg et nysseligt arangement på toiletbordet, 3 fotografier og en pakke, jeg begreb det, for det var netop nogle fotografier, jeg havde haft sådan en lyst til at købe, men ikke havde undt mig selv. Det ene var efter et dejligt portrait af P. Veronese det andet efter et af Masccasio og det tredje

efter det indre af mit sværmeri, den lille kirke St. Miniato. I pakken var der cokolade. |Det hele var fra Viggo.| Til disse ting föjede jeg de to breve. Nå vi skulde imidlertid af sted, fotografierne måtte på hovedet i koferten, og så gik vi til banegården for at köre til Arezzo, •3• derfra til Orvieto og så til Rom. Det var den dejligste morgen, men da toget rullede af og jeg havde sat mig til ro, lod jeg morgen være morgen og læste mine breve. Men nu vil jeg springe en hel del over, for det vigtigste af det har Du forhåbentlig fået i et brevkort, og resten kan Tante Gine fortælle. Det er så gyseligt at skrive dubletter. At det den förste dag her var dejligt vejr, ved Du, jeg nöd jo aftenen på Monte Pinsio. Men næste dag skyllede det ned, og vi skulde söge efter lejlighed. Nå, der var ikke noget ved det at gjøre, Zahrtman, Viggo og jeg travede af, op ad den ene trappe efter den anden og ned igen, men der var altid noget i vejen, et sted var vi oppe hos sådan en rar og grinagtig gammel dame med en endnu ældre moder, som vi ikke så, (ja at moderen var ældre, fölger jo af sig selv, det er bedre at sige at hun var endnu grinagtigere) de er vist grevinder eller prinsesser, noget fint er de da trods al deres fattigdom, grisseri, godmodighed og snakkesalighed, og nu hedder de urokkelig mellem os Prinsesserne, eller rettere Prinsessen, for vi har jo kun set den ene. Vi så på lejligheden hos dem, vi spurgte om de vilde sætte kakkelovn med rör gennem ruden, og vi pruttede o.s.v. o.s.v. og Prinsessen viskede og tiskede med Zahrtmann og kilede ind til sin mutter og •4• viskede og tiskede vel der med hende, for at få lov til at gjöre som vi vilde have, men enden blev at vi måtte opgive det, så gærne vi ellers ville glædet prinsessen. Nå, den dag gik, og vi kom ikke videre, men om aftenen fik vi dog at vide at der var, en lejlighed, et værelse, lige ved siden af det hvor Skredsvig med sin unge kone bor og om morgenen fik vi adresse på nogle Atelier. Efter også at have vrövlet og rendt en del frem og tilbage næste dag, lejede vi stuen ved siden af Skredsvig, og et atelie et par huse her fra, ateliet er dyrt, men vi måtte tage det medens vi endnu kunde få det, og godt er det. Det var for resten en rigtig filur vi lejede det af, og det var knap nok han vilde give os kontrakten på stemplet papir, men det vilde vi nu have, og så fik vi det imod at vi naturligvis måtte betale stemplet. – Den 25de. Ja nu er her knap plads til Middelhavsturen, men det er også nok at sige om den, at den var magelös, at den gik gennem de herligste pinieskove med kameler i, der er et kamel opdrætteri (kongeligt), vi så både kamelerne blive læssede, bære byrder og gå löse om i skoven, de så udmærkede ud, kameler er et meget smukt dyr, Zahrtmann går nu så

vidt, at han regner den for skönnere end hesten. Ved havet var der næsten aller dejligst. I dag har jeg hilst på Tante Caroline, i morgen skal jeg til middag hos hende, hvorefter vi skal en tur om i det antikke Rom. Lev vel, hils din hengivne Joakim