1881-03-24

Kasse 16

Brev 10

Paris 24 Marts 1881

Kjære Faster! Tak for Dit rare Brev, jeg skal forsøge at sende Dig en lille passiar tilbage. Ja det er en dårlig undskyldning, når jeg har været sen til at skrive, at sige, at jeg også har ventet længe på brev, for det var vist egentlig dovenskab og uoplagthed som gjorde at jeg ikke skrev, men så skød jeg mig jo ind bag ved det, at jeg altid skrev ligesåmeget som jeg modtog. Jeg mener ikke at det var Dig som længe ikke havde skrevet, de andre havde heller ikke. Forresten håber jeg ikke Du skal regne regler ud for forholdet mellem mængden af Dine og mine breve, for Du kunde godt fortjæne 3 svar på hvert brev. At I dog altid skal have nogle små pyllerier at gå og trækkes med, ja ja, de lader dog til at være forbi nu, og det er da sommeren vi går i møde. Hør, angående efterretningen om at Cruusberg er død, så vil jeg sige Dig, at jeg tænkte på om jeg skulde skrive til faster Lene, men skønt jeg sommetider tænker på at vi desværre bliver mere og mere fremmede for hende, så kan jeg ikke skrive, jeg ved ikke hvad jeg skal skrive, Dine ord hjalp mig da heler ikke tilrette. Men hvis Du skriver der ned, så vil Du nok hilse på det hjærteligste fra mig, og skrive hvad Du synes, Du kan dog aller bedst. Det glæder mig at der er sørget godt for Fru Maribo, det var jo det første jeg tænkte på, da jeg hørte at Enkedronningen var død. Ja gid jeg en •2• gang imellem kunde smutte hjem og spise til middag en Torsdag i Holmens Canal No. 4., for skønt der vel nu snart begynder en dejlig tid, med venner som kommer her ned at se salonen sammen med os, og fortælle os om vor udstilling, og vi så også skal ture ud i omegnen, så begynder jeg dog at længes hjem jo mere bladene springer ud her, (det er jo en slags trøst at vide at I har is og sne, men også kun en slags, jeg ønsker Eder fri derfor), men den tid kommer vel nok at jeg både kan nyde Eder og grønne blade (jeg tænker ikke mest på salat) i Clausen. Dette brev kunde være nettere skrevet, men jeg ligger i sengen, det er vel kun for i dag, men jeg har forkølet mig lidt, det er bedst at tage det i tide. De sidste dage har det været noget koldt, men jeg tror at vejret er i bedring. Jeg har ligget og læst i Marstrands breve, de er prægtige, og så

fuldkomnere han er en mig, så har jeg dog så mange tanker og stemninger tilfældes med ham, Kabell siger det samme. Han har nu måttet ligge nogle dage det er vist egentlig hans mave som er i uorden, men i dag er han oppe. Jeg tror jeg har haft godt af at leve sammen med ham, for trods alle vore sympatier, er vi dog meget forskellige, og så lære vi af hinanden, når man bare kunne skrive sig det lærte bag øret. •3• Forleden var jeg igen oppe at se Grupils billeder, der var gode ting den dag; det som drog øjnene mest var 2 krigsbilleder af Neuville, Det ene forestillede en fransk arbejder eller hvad han nu var, som var bleven grebet af Preuserne, to soldater holdt ham og undersøgte hans lommer, nogle officerer sad omkring et bord med mad, resten af figurene havde mindre at sige, dog den franske pige som kiggede ud af døren, var dog ikke helt en biting. Men Du skulde set hvor de Preusere var hårt malt, så fjenske karakteriserede, medens den simple Franskmand stod som en ædel skikkelse imellem dem. Det andet billede forestillede en kamp i en by, Franskmændene er så temmelig overvundne, der glimter nogle enkelte skud ud fra vinduerne, men på de rolige masser af Preusere i baggrunden ser man at de betragter den egentlige kam for endt. I forgrunden ser man et stykke af en kirkegård, den har været besat af Franskmændene, men de fleste er faldne eller sårede og ligger hist og her, en større dynge foran lågen som de har søgt at holde lukket for fjenden, men som er ved at blive sprængt af denne, Preuserne braser ind og vælter de enkelte endnu levende Franskmænd over på deres døde kamarater. Henne i et hjørne står •4• tre eller fire sårede franskmænd, de er noget af det bedste på billedet, især den yngste, ja jeg synes jeg har set hans karakter hver dag på gaderne, men det gjælder da om dem alle. De liggende sårede er også fortræffelige, en af den ligger med et blodigt lommetørklæde over næsen, han er på engang næsten den bedste og den frygteligste. Med bedste forstår jeg bedst karakteriserede bedst malte, Du forstår nok. Men skal vi vende os mod mildere stemninger. Der var et allerkjærestens lille forårsbillede af Daubignie, ja det var sådan noget, ikke andet end en sti som førte hen til et hus som man anede bag træerne, og nogle blomstrende frugttræer langs denne, men det var forår, gråvejr fugtighed, mildhed og grøde. Der var endelig et af Millet malet lige saa kluntet som han kunde, og lidt til, men det var sommereftermiddag og solskin. Motivet var en flok får som har styrtet sig over nogle buske de har truffet på deres vej, de står temmelig ens ved siden af hinanden, men hvor der er meget af fårets natur udtalt der i, det hele drager tankerne så levende

hen på hvad man selv hver dag kunde møde på landet i Danmark. Lev nu vel og hils alle, Din hengivne Joakim Skovgaard

Vil Du ved lejlighed give Cathrine medfølgende brev