1855-07-25

Til H: landskabsmaler Skovgaard
H: [?] Aagaard
Iselingen ved Vordingborg

Nysø den 25 de Juli
Min meget kjære Mand!
Det var lidt haardt at faae saa grumme lidt talt med Dig i Søndags, men det var dog godt at see Dig, det var dog en lille Hjærtestyrkning.
Jeg har idag vaeret hos Lene, Cru[Overstreget:u]sberg er da i Byen og hun veed endnu ikke Noget om Fadderstadsen; hun vil jo saa uhyre gjerne have os med, og, da hun rimeligvis bliver skuffet med Hensyn til Din Onkels, saa nænnede jeg ikke at sige rent ud nei, men talte om at jeg skulde see hvordan det kunde indrettes, men sagde jo tillige naar vi havde taenkt at reise, ja! see, det er nu det det kommer an paa, kan Du sige Noget derom? har Du faaet noget malet? Og troer Du, Du kan komme Hjem i næste Uge? de Andre reiser herfra, Thirsdag eller Onsdag, men kan jeg faae at vide hvad Dag Du kommer ind, saa reiste jo helst den Dag. Lene havde tænkt sig at faae Pigen i Kirke paa Søndag otte Dage, men kommer Din Onkel, saa skal det jo rette sig efter dem, og saa mener
●2●
jeg, kan det være et samme med os; hvis ikke talte hun om at gjøre det en Hverdag, |og velsagtens i næste Uge,| hun mente at Crusberg nok gik hen til Dig en Eftermiddag og talte med Dig derom. Hvis Lise ikke vilde bære hende spurgte hun om jeg vilde, men skjøndt jeg nødigt vilde bedrøve hende og hun vist næppe forstod mig, saa maatte jeg dog sige nei; jeg føler, at jeg ikke kan gjøre det med det Sind som det skal gjøres, de tre jeg har, hviler lidt tungt paa mig, jeg vil nødigt have flere, maaskee jeg til en anden, Tid kan føle anderledes, men idette Øieblik kan jeg ikke gjøre det med en god Samvittighed, naar vi ses vil jeg gjerne tale med Dig derom, men jeg kan |ikke| skrive. At holde Huen er noget Andet, skjøndt jeg helst ogsaa vilde være fri for det saa kan jeg dog nok gjøre det, det er for mig mere en Formsag.
Du kjære Mand, hvor jeg længes efter Dig! Hvor det er tomt alle vegne hvor Du ikke er.
Jeg fik Brev iDag fra Betty paa Falster, hende Søster Lise er nu død, de betragter det som en Naade af Gud at han har
●3●
taget hende bort, hendes Liv var saa elendigt.
Ogsaa fra Titus har jeg havt Brev, han længes efter at vide naar vi kommer til Byen, for han har isinde at komme noget tidligere end han har sagt.
Lad mig endeligt høre lidt fra Dig, jeg glæder mig saa meget dertil, og gid Du skrev, at Du var færdig og vilde ind først i næste Uge, det var det aller Bedste; det er [Hul i brevet] ikke ret af mig, at jeg saa nødigt vil ofre lidt for at glæde Din Søster, men jeg er saa trang om Hjærtet naar jeg tænker paa den Fadderstads, jeg veed ikke hvorfor, med mindre det skulde være Sørens skyld.
Farvel min egen Ven; kan Du ikke dennegang sige hvad Dag Du rejser, saa skriv, mig endeligt til, saasnart Du kan bestemme Dig.
Hils Alle og tak Dem ret meget for den Dag jeg var der og for deres venlige Indbydelse.
Din lille Kone.