1886-06-07

Mappe 17
Brev nr 14

Civita d’Antino Provinca de Aquila
7 juni 1886
Kjære Faster!
Nu må jeg dog se at få skrevet lidt til Dig. I forgårs aftes kom vi her, det var en sand fest for os, vi blev modtagne med åbne arme, og vi havde i den sidste tid, især i den trykkende varme i Rom, begyndt at længes efter ro. Ro har vi fundet her, for så vidt som vi bliver her, men her er så meget at gjöre i alle retninger, i altfald nu i förstningen til vi kommer i orden, så det er svært at overkomme alting. Agnete synes at alt her er dejligt, tilsammen meget bedre end hvor vi endnu har været på vor rejse, kun synes hun, at hun får for meget at spise, og den förste aften spiste vi sammen med familien og de nödte alt i hende, som var muligt.
Hun drukner i blomster, allerede i Sora, hvor vi kun var en aften og en formiddag
-2-
fandt hun så mange, så hun næsten fyldte alt det pressepapir hun havde med, og her er endnu flere og bedre, og nogle er ved at afblomstre, så vi må vende og sno os i gennem vanskelighederne, så godt vi kan. På vejen op af bjærget hertil red hun på æsel, 2 koner og en pige bar vort töj på hovedet, jeg löb ved siden og fandt gögeurter til Agnete, gögeurterne er så dejlige, de er i fuldt flor nu, og jeg vidste fra gamle dage hvor de skulde stå. Agnete så også nogle fra æselet. Så nåde vi her op, og hun blev så glad over de smukke rene stuer, den friske luft og alt det strålende her oppe, ikke mindst over de gode glade mennesker, især familien her, naturligvis. Men så var det, at vi fik for meget at spise. Næste dag så vi os om, og der kom glæde på glæde, udsigten heroppe fra er meget större end hun havde tænkt, og om eftermiddagen måtte
-3-
vi jo ned efter de gögeurter, vi ikke kunde have med den förste dag, og nu havde vi botaniserkasse med, en dejlig en, vi havde köbt i Rom, men som på vejen hertil var fyldt med böger. Hvor vi går kommer folk, mest unge og börn og giver os, især Agnete bouquetter, mest roser, nu er det jo rosentid. I dag har vi bestilt bjærgsko til Agnete og ordnet mange ting, nu er hun nede i kökkenet for at lære dem at vaske normaluldtöj, og det gåt nok muntert til, for jeg hörer en uafbrudt latter der nede fra. I Rom besögte vi Tante Caroline, vil Du sige det til tante Susette, når Du ser hende, for det varer vist alt for længe inden jeg når at få skrevet til hende og hils hende mange, mange gange. Men i Firenze kunde vi ikke finde Gustavo Dalgas. Nu skulde jeg snart til at begynde at male, jeg trænge meget til det, men jeg har da heldigvis også begyndt
-4-
at finde motiver, endnu kun landskabelige, ja på det ene skal der nok en del små folk. Men hör Faster, vil Du ikke nok sende mig besked om jeg har fået stipendiet, om det er ganske sikkert, for jeg skal jo takke Akademiet, og det kan jeg ikke gjöre, för jeg med besked ved, at jeg har fået det. De er nu allerede meget sent, min tak kommer, jeg havde troet, her havde ligget brev fra Niels med besked, det gjorde her ikke, men bedre sent end aldrig, så Du sender mig nok bare et brevkort lige straks. Og nu lev vel, hils Onkel og Tante Ane meget, Niels og Cathrine er vel i Skandinavien? Det er noget rædsomt papir, og jeg har skyndt mig, bare Du kan læse det. Nu er Agnete kommet op, og sidder og ordner blomster i glas, det er hyggeligt kan du tro. Og nu er vi begyndt at læse lidt sammen. Nu glædelig pinse fra os begge til alle men især Dig kjære Faster.
Din brodersön Joakim.

Er det ikke glædeligt at Hildegerd er blevet trolovet, jeg må se at skynde mig at skrive til hende.