1886-07-23

Mappe 48 nr 16

Rosenvænget den 23 ende Juli 86.

Min elskede Broder!
Hvilken Fryd det var i Gaar at faa Dit telegram om Bedring, kan Du vist tænke Dig; den Nat og Formiddag, der gik foran vilde jeg ikke have om for aldrig det; der var vist ikke mange af os her hjemme i Kjøbenhavn, der sov ret meget den Nat.
Ved Du hvad jeg synes der gav ens Bøn sådan styrke den
-2-
Nat, at vide at vi var saa mange der bad, om det end var hver for sig. Kun Du forstaa hvad jeg mener, naar jeg siger, at skjønt mit Hjærte var fuld af den frygteligste tvivl og Angst, saa tvivlede jeg dog ikke et Øjeblik, kan Du forstaa at man paa en Gang kan tvivle og dog ikke tvivle; ja Du har vist selv haft det paa samme Maade, min søde Kim; jeg har tænkt saa meget paa at rejse til Dig,
-3-
men de beder mig alle saa meget at lade være, jeg kan jo saa let ogsaa blive syg, og det vilde jo saa unægtelig være en mislykket Hjælp for Dig, men jeg synes det er saa trangt at vide Dig ene om det, nej ikke nu mere, naar det bedres er det jo en saa endeløs fryd, at Du ikke behøver mere, men da det saa saa sort ud, da ønskede jeg saa meget at være hos Dig.
Men lad os nu tænke lidt fornuftigt paa Agnete; jeg
-4-
vil fortælle Dig saa meget om tyfoide Feber, som jeg ved; Fru Unmach var hos Gudmoder i Gaar, hun har haft Tyfus, og hvad hun fortalte beroligede os saa overmaade meget, jeg gik da ogsaa straks til Fru Lange at berolige hende.
Fru Unmach fortalte, at hun havde den frygteligste Angst den hele Tid, hun følte sig saa ulykkelig saa hun ikke kunne beskrive det; skjønt hun havde den bedste pleje og sin kjærlige mand.
I to Dage var hun opgivet af

|Gudmoder hilser saa meget. Og saa mange andre Mennesker jeg husker dem ikke alle.
Frem for alt husk at du ikke i denne Tid har en fornuftig Kone som kan tages paa raaad, men om noget, anstræng ikke hendes Tanker med noget som helst.|

|hun kan taale det, men dette brev er rigtig nok ikke til at læse højt for hende, saa lad vær Din egen Søster.|