Menu

Skovgaard

1895-11-09

Afsender

Joakim Skovgaard

Modtager

Agnete Skovgaard

Dokumentindhold

Joakim Skovgaard rejser i Jylland. Det indledende afsnit i brevet er en hyldest til familien derhjemme skrevet som digt. Han besøger la Cour i Mårslet.

Transskription

Mappe 52-23

Fru Agnete Skovgaard

Rosenvængets Hovedvej 27, København Ø

8-11-95

En måge fulgte skibets spor, en tanke brat mig gennem for, jeg tænkte på den drengeflok, som i vor stue holder nok, og længes efter luften. Gid de må snart i friske vind, få rødnet deres unge kind, og røre ben til skole. Og pigerne indånde frit den raske vind der bider lidt, propfulde af havets dufte. Den hjemmegjorte skolekjole, beskytter deres lille krop, så de kan ved den nye skole, af Bodil lære vrid og kop! Stop!!

Nu nærmer vi os snart Århus, vejret er herligt, jeg samler mine tanker efter Viggos farveprædiken, og lover mig gode resultater. Nu har jeg siddet på dækket og læst i den bog Rohde sendte mig, den skal du læse, når jeg er rejst så kan du gøre turen med helt ned til Umbrien dvs jeg er ikke nået længere end til at rulle ned ad alperne, men efter det brede rare sydtyskland iblandet med katolikkerne, kommer Bodensøens første sydglimt, så Luzerne og en stemmes op til farten mod Italiens svimlende opladte favn. Ællevildheden fra [??] begynder at krybe i mig. Men mod vest sænker solen sig over Jyllands langstrakte bakker, hylder sig i fugtigbløde formløse skyer og forstår alt i rosenrødt lys hvor den når hen, udenom er der gråligt. Favr og fin, hjemstavnen min, her får jeg kræfterne prøvet, her får jeg kunstneren øvet. I syden jeg drikker mig kræfterne til, men her i nord jeg dem bruge vil.

9-11-95

Langballegård. LaCour hentede mig så pænt med vogn ved Mårslet, så jeg kom mageligt hertil og da det regner den ganske dag, kører han mig tilbage igen. Her sidder jeg helst inden døre og passiarer om alt muligt og ser på hans masser af billeder. En gang imellem kommer der er lille udfald mod det han ikke holder af, men vel regner mig for mere eller mindre at repræsentere (med mere eller mindre ret) men det går over igen. Lev vel, kys børnene og hils pigebørnene. Din Mand

Fakta

PDF
Brev
Aarhus

Mappe 52 nr. 23