1862-03-19

Mappe 5

Brev nr. 47

Cape Town. D. 19de Marts 1862

Kjære G! Dette Brev antager jeg vil blive det sidste, jeg sender fra et civiliseret Sted, thi jeg staar nu paa Springet til at gaa ind i Landet. Vognen er ferdig, den er indrettet til at sove i og forsynet med Kogeaparater o.s.v. den trækkes af 8 Muldyr, og desuden have vi 2 Rideheste. En Hottentot (kun Halvblods, de ægte er der kun ganske faa tilbage af, jeg har ingen seet) ledsager os som Tjener og to andre Mænd af ubestemt Race ere med som Kudske. Hidentil har jeg ført et ganske europæisk Liv, levet paa Hoteler, saa dyre som man vel kan ønske sig dem hjemme og ingenlunde saa gode, gaaet i Teater om Aftenen o.s.v. og igrunden ikke seet andet end hvad jeg kunde

●2●

have seet i Europa, kun Afstanden og Bevistheden om at være i Afrika gjør det interessantere; Culturen er for langt fremme her til at man kan faa noget ret Eiendommeligt at see, naturligvis med Undtagelse af Naturen, som neppe noget Sted i Europa ligner denne. Tak for dit Brev, jeg fik det netop d. 16de Marts. Det var ganske snurrigt at læse om Frost og Kulde hjemme, medens her er alt andet end koldt. Forleden Dag blev jeg stærkt mindet om Sneen hjemme, paa en Ridetur kom jeg til en Bugt indesluttet af høie og temlig steile Bjerge, inderst i Bugten var der en stor Sandflade, rimeligvis tidligere Havbund, hvor nu Sandet selv ved den mindste Vind ere i stadig Bevægelse; fra Havet ind i Landet rulle de fine Sandskorn hen over Fladen; omtrent en engelsk Mil fra Havet, har Sandet dannet høie Banker, med runde og bløde Former

●3●

mod Vindsiden medens Læsiden er sønderreven og indskaaren paa samme snurrige maade som Snedriverne hjemme. Sandet her er fuldt saa hvidt og blændende som vor Snee. Skyggen af Hest og Rytter var ganske blaalig paa den. Men jeg har aldrig hjemme seet Snedriver saa store som disse Sandbanker, jeg ved ikke hvor høie de vare, men jeg antager de i Størrelse komme Værhøi nær. Paa begge Sider af disse hævede Bjergene sig først i en jevn Skraaning tæt bevoxet med Krat, saa steile stenede og nøgne, og endelig |kom| denne for de afrikanske Bjerge saa eiendommelige flade Top. En Flod red jeg over en snoer sig mellem Stenene ned fra Bjerget og taber sig i Sandet længe inden den naaer Havet; meget Vand var der ikke i den, hist og her hvor Grunden var blød og moseagtig

●4●

var der en rig Vegetetion af Græs Bregner store Siv, og hist og her store lilieagtige Blomster. En Gammel Ven fra Danmark [overstreget: har jeg] fandt |jeg| her, Dunhammeren, ganske den samme venlige Kamerat som hjemme, stod i Mosehullerne og nikke til mig. Ogsaa vore Brombær har jeg fundet her paa sine Steder i en stor Mængde; de ere ikke engang større eller sødere end vore. – Skovgaard maa paa ingen Maade vente saadanne morsomme Breve fra mig som dem han omtaler have været i Fædrelandet; jeg kan let sende Eder noget Sniksnak om hvad jeg har oplevet, men jeg kan ikke skrive Artikler for Tidsskrifter eller Avisfeulietoner, det maa I ikke vente; men nøies med hvad jeg kan præstere; jeg har aldrig været stor i Penen ved du nok. ‘

●5●

Husk ogsaa hvad jeg bad Dig om ikke at betragte mine Breve som Rundskrivelser; jeg skriver til Dig og Skovgaard og ikke til Andre. Du kan jo altid hilse fra mig naar nogen spørger til mig det er meer end nok. – Capstaden lider jeg ganske godt, her er livligt paa Gaderne, Bugten altid fuld af Skibe fra alle Verdens Hjørner, og Beliggenheden er meget smuk. Hottentotterne her er rasende grime Folk, de vare maaske smukkere da Racen var ren og ublandet, men nu ere de alt andet end skjønne derimod i Reglen meget muskuløse og kraftige, og de lader til at være ret godmodige og altid glade og tilfredse; især ere de unge Piger af et lystigt Gemyt seer man paa dem smile de, og smiler man slaa de en Skoggerlatter op.

●6●

Malaierne derimod ere i Reglen smukke Folk med kraftige velproportionerede Lemmer, og iblandt de unge Mandfolk har jeg seet enkelte meget smukke Ansigter. Ogsaa deres Fruentimer ere ret nette. De ere alle meget lyse i Huden, kun nogle faa Grader mørkere end jeg. I det Hele findes her ale Skaleringer af Hudfarve, lige fra den mørke Kaffe uden Fløde til Kaffe med meget Mælk i; ja end og til den bare Mælk naar jeg tager de Hvide med i Betragtning. Morsomt er det at see om Formiddagen naar Malaierne komme hjem fra deres Fiskeri, Baadene blive trukne gjennem

●7●

Brændingen op paa Sandet og nu flokkes Koner og Børn om Baadene og slæbe Fangsten bort; store blaalige Fisk som i Formen ligne Makrel ere noget almindelige her og fanges i tusindvis, nogle mindre aborreagtige, lyserøde Fisk ere ligeledes ret hyppige, de smage ret godt men ere noget tøre som al Fisk her. Hummer er her ogsaa mange af men uden Kløer. En Dag kom Baadene iland med en Mængde Albatroser, som vare fangede i Fiskenettet. Havnen er i det hele meget livlig og jeg benytter tidt Formiddagen til at seile mellem Skibene; jeg har forgjeves søgt efter danske Skibe, her har ingen været medens jeg har været her. En utrolig Mængde af Svømmefugle findes her i Bugten, de

●8●

ligne vore Aalekrager meget; de ere utroligt tamme, gaa næsten ikke af Veien for Baadene, idet høieste flyve de en Snes Alen bort, og kaste dem da igjen, eller de dykke hvilket de kan gjøre med en utrolig Ferdighed, tidt seer man dem sidde paa Baadene i Hundredevis, der er da gjerne en af dem paa Toppen af Masten. – Husk ved Leilighed at faa at vide gjennem Forvalter Refsholtz |min Hilsen til ham| hvor Skovrider Fredriksens Sønner ere og opgiv mig deres Adresse saa nøiagtig som muligt, maaske kommer jeg i Nærheden af dem, det kunde da more mig at see dem. Høre |Du| om Danske som Du antager jeg kan komme i Nærheden af paa min Reise saa glem ikke at skrive det til mig. Skriv for Resten Løst og Fast alt selv den ubelejligste Ting har Interesse naar man er saa langt fra Hjemmet. Min Hilsen til Alle fra Din hengivne Broder. T.S.