Ca. 1849

Jeg er nær ved fortvivelse! Jeg forstaaer Dem ikke! Hjælp mig! i 2 lange [Overstreget:lange] Maaneder har jeg arbejdet trolig og med den yderste Anstrengelse paa at tilveiebringe et naturligt sundt og godt forhold imellem os; efter Deres egen Bøn; og for at frelse mig fra Ulykke; De har [Overstreget: kun sparsomt] |ikke kraftigt| understøttet mig, og nu, da jeg troede det endelig var lykkedes, faar De forstyrret det hele.
Jeg har villet tale til Dem, jeg har villet skrive udførelig til Dem, men det har ikke været mig mulig, kom mig til Hjælp!
Det er en slem Tid, De har det ikke godt, De har sagt mig det, og jeg forstaaer det, men jeg er bragt til det Yderste, jeg beder Dem, saml Deres hele [?Styrke/sorte] og vær forsigtig, thi det er et for mig livsfarligt Øieblik – disse Ord er dunkle eller bælgmørke, vi maa søge [Overstreget: til] at klare den [?], tillige med Deres |egne|,dunkle, mig nu aldeles uforklarlige ord.