1883-04-20

Mappe 33

Brev nr. 13

Roma 20 April 1883

Kjære Tante!

Først tusind tak for brevet, det bringer mig mit i herlighederne her til at længes efter Dig og Fia, Kim og jordbær, Onkel og [?], lille bror og tykmælk og Din Moder og alle herlighederne, kort sagt Østrøø. Dernæst skal jeg hilse Dig fra Forchhammers, der er nu rejst, jeg så dem en hel del, vi var tit i campagnen sammen. – Ja men Tante det er [?synd] af Dig |at| tilbyde Dig som model med lille Broder som dranker, når jeg sidder her, men jeg tror Dig ikke rigtig, for da jeg var hos Dig og Kim drak, da lovede Du skam ingenting; nej en fugl i hånden er bedre end ti på taget, nu slår jeg mig på de sorthårede her nede. Jeg takker for at Du igen vil have mig til Gudfader, men I har jo Niels til sommer, så har I jo ingen nød; Fru Schindel bærer ham vel nok. Hvem I så videre vil have, må I skam selv om. – Her har været koldt forår i lang tid, to måneder, og nu er her varmt, men det går aligevel langsomt med det grønne. For et par dagen siden var jeg

-2-

en herlig tur ude i Sabinerbjergene ifølge med Frøken Hornemann, Frk. Møller, musikeren Laub og candidat Zeuthen, for ikke at støde de indfødte gik vi alle under indbyrdes tittel af fættere og cousiner, brødre og søstre; mand og kone kunde jo ikke gå, så kunne vi let blive parret galt om natten. Min cousine Frk. Hornemann er den flinkeste pige der kan gå i to sko, jo hun er 6 år ældre end jeg, så jeg tænker jeg beholder mit hjærte denne gang. Vi var naturligvis alle sammen rare og fortræffelige, i altfald havde vi megen fornøielse af hinanden. Vi gik fra Tivoli til Subiaco, på vejen var vi oppe i en røverrede, hvor Frk. H. lavede en hård flæskeæggekage, og Frk. M. som altid fløj i børn, når hun så nogle, fik fat i den mindste værtshusindvåner, som hun kælede så længe for, til ungen blev uartig ned ad hende, til umådelig grin for hele byen. Ved aften gik vi i det mest romantiske måneskin i frodige dale, på glatte stier osv. til endelig lysene i Subiaco blinkede

-3-

mildt til os ud at mulmet, lovede os en snarlig god mad og senge for vore mødige lemmer. Næste formiddag så vi nogle klostre, men da vi efter middag skulde drage videre, øsede det ned, så vi måtte korte tiden med skriveri og poesi om kaminilden, siden med mad og vin og til slut spøgelseshistorier. I Olevano blev vi mere eller mindre indtagne af husets (Casa Baldi’s) 8 års datter, som måtte læse italiensk højt for os, ja den gang var jeg ikke den mest forelskede, men da Signora Tipia sagde, at om vi var bleven skulde vi fået det morsomt om aftenen, hvilket vi antog vilde sige, at vi havde fået os en sving om med alle hendes gulhårede døtre, var jeg dog enig med de andre i, at det var trist at gå. Men vi måtte til Palestrina. Der blev vi på Værtshusets trappegang modtaget af den mest strålende, smilende unge pige, vi var væk øjeblikkelig. Naturen var jo skøn der, som de andre steder, men Marietta satte rigtignok kulør på det hele, ja Frk. H. kunde nu sletikke undvære hende, så jeg måtte

-4-

tegne pigebarnet til hende. Ja barnlig var hun men dog ej barn, hun var vel 19 år og fyldig som de fleste her. Det trylderi måtte dog også have en ende, vi skulde til Frascati. Derfra red Z. og Frk. M. på vælige gangere og Frk. H. på æsel. Laub og jeg på Blak skindeben til Monte Cavo. Der sagde jeg farvel, jeg måtte til Rom og være flittig, de andre tog til Albano og Nemi. Jeg red tilbage på Zeuthens hest, men da det var gået godt en stund, fik den til slut så pludselig de fæleste lyster til at danse til siden, så jeg ikke længere turde stole på min rytterfærdighed, især da avgrundene gabede ved siderne. Så byttede jeg da med Føreren, som red på Frk. M.´s hest, den var jo også skikkelig nok, men havde damesadel, så jeg blev så øm bagtil, og så træt i det højre ben der jo ingen stigbøjle havde, så jeg nåde Frascati som en klud, men jeg vilde ikke gjøre mere vrøvl og bede om min gamle hest, eller nedværdige mig til æselet, så jeg holdt da tørnen ud. Ja tag nu til takke og hils alle!

Din hengivne

Joakim Skovgaard