1890-07-12

Mappe 43 nr. 33

Østrøø Tvååker 12 Juli 90

Kjære Cathrine!
Tak for brevet, jeg kan trøste Dig med, at ”lille Bæ” får aldrig fortænder i overmunden, men hvis den får det, så må du endelig ofre ”lille Bæ” på videnskabens alter og sende dets kranium til Zoologisk museum i Kbh. det vil blive dets kosteligste klenod.
Rygtet om Frk. Hammers rejse til Jer har jeg virkelig troet på, men nu ved Du vist mere om det end jeg, jeg har vist givet Viggo Din adresse, at han kunde give hende den. Hør! Dette herre med Norgesrejsen og et besøg hos Dig er jeg bange for kun halvt bliver til noget, jeg håber nemlig nok at komme til Norge, men Hardanger har jeg opgivet, det bliver for tidsspillende og dyrt, Du ved vi Skovgaaarde ser på skillingerne, og det er meget billiger at se Dig i Din hjemstavn i Rosenvænget,
-2-
end at rejse til Norge og se på Dig der, der er Du jo dog indført selv om [?landet] behager Dig. Vær nu ikke gal i hovedet på mig. Vise Agnete rundt her, ja det er rart nok, men går ikke så tit på, for hun har 3 drenge og J.T. har været lidt dårlig, han er nu dog rask igen, ja har endog fået snue sammen med Peter, så næserne løber og sprutter og [?] den hele dag. Den 13de . i dag er jeg lige nu kommet hjem fra den længste tur jeg endnu har gået med Agnete. Den gik ud ad Agnrydvejen, lidt uden for Østrøø for at plukke multer, vi fandt også nogle få, det er et fattigt multeår i år, siden gik vi hjemad igen i en bue langs Byasjø, forbi torpet på skoven, henimod enden af Smalasjø og så til gården. På vejen fandt vi to store malerklude, det var ufejlbarlig Gotschalks, de lå mellem de dejligste jordbær, og ved siden af stod en dejlig natlys. På markerne længere fremme var der de mest gulstrålende kurveblomster. Og vi var unge
-3-
glade gifte folk hele vejen. Boel sad hjemme og snød næse på drengene hele tiden” hun havde ingen ro” undtagen når de sov ”så sødelig, så blødelig”. Ja hade vi blot Dig med her, så havde vi så temmelig regeret her, i alt fald huseret, og det kunde vært sjov. Mon vejret hos Dig er blevet bedre, her blæser de sådan hver dag, så jeg bliver ganske gigtisk. De fleste af de gammeltestamentlige fyre her oppe findes endnu, på [?Nappen] er der dog sket forandring, andre beboere, og de er nu atter døde eller i Amerika, kun en slægtning tilbage til at passe børnene. Alle de små her er jo blevet store. Og alle små træer er kommet i lømmelalderen og næsten alle store er væk, kun her ved gården og kværnen er som i gamle dage. Og nordskoven så temmelig og langs Smalasjø. Laurell fælder næsten ikke for her er ikke noget at fælde. Nu blæser det sammen til regn og nu er jeg så gal efter solskin. Vi er ved at sende 5 Hugorme til Zoogisk Have i Kbh. Drengene
-4-
er morsomme, Peter temmelig vigtig til tider rent spørgegal, hans bedste fornøjelse er at blive pladseret i en krybbe og titte ned til grissene. De små kalve holder han også af i den korte tid de lever mellem fødselen og spisebordet. Niels har malet en mark fuld af blomster hvide okseøjer, den er næsten hvid som sne meget paradisisk. Med hans kværn går det langsomt, Troldeskoven er endnu kun anlagt, i går fandt han et storartet Rensdalsk motiv nede ved kirken, de store træer i eftermiddagssol, og et andet, men det må være til et loftsmaleri, for man skal titte næsten lige op. Jeg slås med mit gamle ned fra Kullen, det kan blive godt endnu, jeg har andre gode motiver, men der er langt tilbage endnu. Hils nu Fru Konow mange gange fra os, Peter, Johan Thomas, Agnete og store Niels hilser.
Din broder Joakim