1907-05-03

Mappe 44 brev 11 A
Grove Street 2830. Berkeley
3de maj 1907

Kjære Kim! Tak for Dit brevkort, som kom i Forgaars sammen med andre Breve, da vi jo netop saa meget trængte til at høre Hjemmefra, fordi vi har Aage liggende syg. Nu tror jeg nok, han er temmelig over det, men han var forfærdelig syg, i Mandags troede jeg, han var død mellem Hænderne paa mig. Det var forfærdeligt, og jeg var ganske ene i Huset i det øjeblik, jeg kan ikke sige hvordan det var eller hvordan det gik til at jeg fik Lov at beholde ham, skjønt jeg troede, det var forbi, for jeg er endnu saa rystet af det, saa jeg næsten ikke kan taale at tænke
-2-
på det. Hvad det har været aner vi ikke, vi fik jo fat i en Læge, men da han slet ingen Tillid indgjød os, og kun skrev alle Mulige dyre mediciner op og naturligvis ogsaa selv er dyr, saa afskedigede vi ham snart, og Fru Trojel og jeg har behandlet ham efter bedste Evne. Først sagde Doctoren, det var en Forgiftning, bagefter at det var Malaria, den sidste Tanke gjorde mig rent ude af det, for i saa Fald skal vi have ham gaaende svag og modtagelig for alt i flere Aar. Men jeg haaber dog, det var noget acut. Nu har han kun en slem Hoste tilbage, ellers er han kvik og begynder at spise og være urimelig, det er saadan et godt tegn, for den umaadelige engleblidhed naar han er saa meget syg,
-3-
den er saa ængstende.
For øvrigt saa søger Nic. jo alt hvad han paa nogen Maade tør patage sig, for ganske vist har han jo Løftet til Aug. Som jeg skrev om, men hvad ved vi om man kan stole pa Folks Ord herovre, og det er jo ogsaa saadan en lang Tid, saa man maa se, hvad man kan gjøre forinden. Naar man sidder Hjemme, saa kan man ikke tænke sig, hvad det vil sige at skulde komme i Gang i et fremmed Land, det er det at faa begyndt der er saa svært, alt synes spærret. Jeg holder Modet oppe, skriver Du, ja det er vi jo nødt til, sommetider kniber det, men vi hjælpes godt i den henseende, og naar Aage er rask, saa er han saa glad og lykkelig, saa vi maa være glade ogsaa.
-4-
Det værste er næsten, at vi efterhaanden har set, at her ikke er saadan et lille fredeligt Sted som vi strax syntes, men at her tværtimod er ganske rædsomt. Forleden Aften myrdedes en Mand i vort Nabolag, og to Huse udplyndredes samme Nat, Overfald sker daglig, naar det er mørkt gaar vi derfor saa godt som ikke ud. Men nu læste vi, at to Damer blev slaaet ned plyndrede Kl. 2 om Dagen paa en af Hovedgaderne. Efterhaanden er vi blevet saa nervøse, det nægter jeg ikke, naar jeg gaar i Seng om aftenen saa kan jeg ikke lade være at misunde Eder, der trygt lægger eder til Ro uden en Tanke paa den slags Fare; for det er i længden trættende al Tid at sove med det ene øre lidt aabent lyttende til Vinduet
-5-
og med en ladt Revolver ved Siden. Men med Guds Hjælp bliver vi vel bevaret for slige Rædsler. Og de som er vant til at bo her tænker saamænd ikke derpaa, men vi er for nye i det endnu, men vi vænner os vel ogsaa til det.
Vore Breve er jo krydsede, men det kan jo ikke være andet paa saa lang en Afstand. Sidst jeg skrev tog jeg med Tak mod Dit Tilbud at hjælpe Onkel for 600 Kr. Og jeg havde allerede glædet mig ved Tanken at Du maaske allerede havde sendt mig Pengene, jeg vilde nemlig frygtelig gjerne havde lidt staaaende i Banken , for en Sikkerheds Skyld i Sygdomstilfælde; saa kom Dit Brevkort nu netop midt i en Sygdom, og saa blev jeg jo strax lidt kjed af det, men saa kom jeg jo i Tanke om, at det vist var
-6-
denne Krydsning af Breve, saa dette var i Anledning af at jeg i et tidligere Brev, (da der ikke var tale om Dig som Kjøber) forlangte 1000 Kr.
Directeur Hansens Udlæg skal Du ikke bryde Dig om; han har rigtignok intet Regnskab sendt os, men det kan ikke være store Sager, og han trækker fra Provisionen hver Gang han sender Penge herover, og hvis det saa varer lidt, inden han har faaet alt, saa har han god Raad til at ligge i Udlæg, saa den Sag kan aldrig komme Dig ved; hvad den jo under ingen Omstændigheder kan.
Du maa ikke synes det er underligt, at jeg gjærne vilde have Pengene, men huske paa, at det er svært at være i et fremmed Land uden nogen at støtte sig til, og saa tro
-7-
det gamle Ord, at det er første Skridt, som koster. Saa maa I ogsaa stole paa, at vi begge hænger i af alle Kræfter i enhver Henseende, og at det nok skal lykkes, selv om det er svært. Det vil jo være det samme for mig, Vanskelighederne ved at komme ind, at blive bekjendt, faa fat. Foreløbig er det jo saa meget nemmere for mig, fordi jeg kan producere og samle sammen, tro det lykkes at komme ind et Sted – hvordan maa Himlen vide – men det kommer nok. Jeg har haft saa travlt i disse Dage , saa jeg knap har haft et roligt Øjeblik til at faa dette færdig, det er i Dag den 5 te , Aage er nu meget bedre, i Morgen haaber jeg, han kan komme lidt op, og at
-7-
vi nu lykkelige og taknemmelige er over den Forskrækkelse.
Sig Johan Thomas at jeg i Aanden har skrevet mange Breve til ham (ogsaa til Eline) men ingen kan tro, hvor svært det er for mig at faa Tid.
Nu de kjærligste hilsener til Eder alle, ogsaa til Karlsberg.
Send os kjærlige Tanker; og nu et Kys til dig, min kjære gamle Broder, Du maa ikke tro, Pippet er gaaet fra os, men vi har det bare gruelig svært i Øjeblikket.
N. og Aage hilser Eder Alle.
Søster