1863-07-16

Mappe 5

Brev nr. 66

Freemantel d 16 de Juli 1863

Kjære G! Naar Du paa Australiens Kort følger langs ned med Vestkysten vil Du finde en Flod af Navn Swanriver; ved dennes Udløb ligger en lille By, Freemantle, der er heg for Øieblikket. Det er en Forbryderkoloni og Halvdelen af Befolkningen bestaar af løsgivne Forbrydere. Nu skal Du ikke frygte for at jeg derfor strax bliver slaaet ihjel. Tvertimod der er maaske ingen Steder hvor man lever sikkrere for Liv og Eiendom end i en Forbryderkoloni. I det Mindste er det et Factum, at der ●2●

her i Colonien findes forholdsviis flere Forbrydere og færre Forbrydelser end noget andet Sted i Vesten. Det er i og for sig ogsaa ganske rimeligt da her naturligvis passes bedre paa end noget som helst andet Sted og Fristelserne ere forholdsvis langt ringere end andre Lande. Een Ting forundrede mig meget da jeg kom i Land. Jeg havde naturligviis ventet hele Byen vrimlede af Militære og Policemænd, og fandt aldeles ingen Soldater og kun ringe Antal af Policemænd. Forbryderne bo i en meget stor Bygning med en høi Muur om, hvor de hver have sin lille Celle om Natten. Om Dagene arbeide

●3●

de enten i forskjellige Værksteder, som findes i selve Fængslet, eller udenfor dette ved offentlige Arbeider, Vei o.s.v. De kunne saaledes i deres Fangetid lære hvilket Haandværk de ønske. Her er desuden Skole, Kirke, Hospital o.s.v. De ere fødte meget godt, have gode Klæder, Badestuer, kort sagt behandles i det Hele langt bedre end Soldater og Matroser, som Dickens siger.

Efter et vist Antal Aar tilbragt paa denne Maade faa |de| Tilladelse til at forlade Fængslet, dersom deres Opførsel har været god, og kan nu nedsætte dem i Colonien og arbeide paa egen Haand; men ere endnu for nogle Aar under Politiets Opsyn, inden de blive ganske fri. Den mindste Forbrydelse af de engang Løsladte Fanger straffes med Døden.

●4●

Dog forekommer det mig at være meget mildt og Humant. En Mand har [overstreget: ?formodentlig] f. Ex. slaaet sin Kone ihjel og kan 6 a 7 Aar efter gaa frit om og gjøre hvad han lyster, gifte sig igjen f. Ex. dersom nogen vil have ham? Ikke at tale om at Behandlinger i Fængslet, naar de opføre dem godt, er saa udmærket, som meget faa af den arbeidende Classe kunne have det udenfor naar de skulle føde Kone og Børn; hvilket godt kunde tænkes at friste Folk til Forbrydelser for paa den Maade at blive forsørget af Staten. Forbrydelser i Fangenskabet, selv meget smaa, Ulydighed f. Ex. straffes haardt. Jeg saa Een, som for 28 Dage var sat paa uafbrudt Vand og Brød i et bælgmørkt Hul. Jeg havde ikke troet det muligt, at et Menneske kunde leve saa længe paa den Føde.

●5●

Landet det vil sige den lille Deel af det jeg endnu har seet, behager mig særdeles. Det er saa forskjelligt fra Java som vel er muligt. Men trods at det naturligviis fremkommer fattigt efter en saa yppig Natur, som findes i Troperne, foretrækker jeg dog dette. Man bliver kjed af den Tropiske Natur, sløvet af den uendelige Rigdom. Rimeligviis har Klimaets svækkende Indflydelse sin store Deel heri. Uden nogensinde at føle mig besværet af Heden følte jeg dog tilsidst den sløvende Indflydelse af et tropisk Klima. Man bliver uimodtagelig for Indtryk og ligegyldig; den friske Livsnydelse taber sig. – Fra den brede sandede kyst, hvor de friske klare Bølger vælte sig, hæver Landet sig smukt og jevnt

●6●

afrundede Bakker, af en let Sandjord som hviler paa et Underlag af Kalksteen, dannet af gamle Koraller. Vegetationen her er meget smuk, allehaande lyngagtige og immergrønne Buske, og skjønt det ikke er den rette Tid er her en stor Rigdom af smukke Blomster. En smuk Cypres voxer her langs Kysten, som ligner meget den italienske, men er mere buskagtig. Omtrent 3 engelske Miil ude i Stranden ligger en Række smaa Øer og Klipper, hvor Brænningen fra det store Hav aldrig ophøre, og man kan fra Land see Skummet staa høit i Veiret omkring Klipperne. Omtrent en halv engelsk Miil inde fra Kysten begynder Skovvegetationen. Den dannes navnlig af Gumtræer, som blive store anselige Træer og

●7●

ligne vore Pile meget. Underskoven dannes af allehaande mindre Buske og Smaatræer, alle immergrønne. De [overstreget: t] snurrigste af disse er en Busk med en kort Stamme og Grene aldeles som Paderokken, ingen Blade ; og det saakaldte Græstræ, en rund |udeelt| Stamme, jeg har seet dem indtil 5 Alen høi, paa Toppen af denne en stor Græstot af grovt trekantet Græs. Fra Toppen af en Bakke seer Landet godt ud. Floden der slynger sig mellem de skovklædte Bredder, bryder den store Eensformighed af Skovtoppene, som sprede sig for Øiet næsten som et Hav i det Uendelige. Inde i Skoven træffer man af og til en aaben Plads bevoxet med Sæd, hvis friske grønne Farve er en behagelig Afvexling for Øiet fra alt det læderagtige, glindsende Løv paa Træerne; her ligger en venlig lille

●8●

Bolig med en indhegnet Frugthave omkring. Lidt derfra møder man Køerne alle med Klokker om Halsen. Jorden er ikke vidre frugtbar her men er udmærket til Kjøkkensager og Frugter. Jeg har her seet den største og smukkeste Blomkaal, man kan tænke sig, ganske almindelig. Det daarlige Exemplar her vilde faa Præmie hjemme paa en Udstilling. Allehaande Europæiske Frugter gro udmærket her, Oranger, Figen, Fersken, navnlig bliver Druen ganske udmærket. Desto værre det er ikke Tiden for Frugt nu. Ogsaa Pisangen eller Tropisk Frugt modnes her. Klimaet er udmærket, en reen klar mild og behagelig Luft, dobbelt forfriskende naar man kommer fra Troperne. Af og til regner det rigitgnok temligt stærkt, men sjelden for en lang Tid. -------- Som Du seer har jeg forsøgt paa at tegne lidt af Landet, jeg haaber Du kan se hvad det skal være. Det er Udsigten over Swanriver.

●9●

Der er ingen Nation i hvilken man finder saa mange Gentlemen som i den engelske, selv her i denne lille Afkrog af Verden har jeg truffet flere end i nogen By hjemme i Danmark af samme Størrelse. Navnlig har det været mig paafaldende efter at have været sammen med Hollænderne, som vistnok ere meget brave Mennesker, men langtfra ikke have denne behagelige ugenerte og dog yderst høflige Maade at omgaaes Een paa, som er saa ejendommelig for Englænderen, og findes selv hos forholdsviis temlig Udannede. Han har en behagelig og net Maade at være gjestfri forekommende og hjelpsom uden at blive paatrængende. Han har ikke de Franskes Rigdom paa Høfligheder i Talen; men saa behøver man heller at frygte for, at han som disse efter faa Dages Bekjentskab bliver fidele og kalder Een ”min Kjære”.

●10●

Eller som Tyskeren, der efter en halv Dags Bekjentskab gjør Een til sin Busenfreund og betroer Een alle hans egne og ”das grose deustche Vaterlands” Sorger og Ulykker. Jo meer jeg lever sammen med Englændere desto bedre synes jeg om dem, og desto fastere bliver den Anskuelse hos mig at det ikke alene er den største, dygtigste og lykkeligste Nation, men at det tillige er de behageligste Mennesker i Omgang. Ikke at tale om de engelske Damer, som idet mindste efter min Smag ere de smukkeste, sundeste og frem for alt reenligste af alle. Paa Java, hvor Damerne i og for sig vare stygge, gik de om den hele Dag i Nattrøie og Skjørt og saae saa uordentlige, dovne og sløve ud saa man blev ganske ækkel ved dem. Det var en behagelig Forandring at see dem her saa nette og friske, smilende med de sunde røde Læber og visende de smukke hvide Tænder.

●11●

Man sige hvad man vil det er dog altid behageligere og fornøieligere at see paa noget Smukt end paa noget Stygt. Men hvor smuk end en Dame er tiltaler hun mig aldeles ikke dersom hun ikke er net og proper. Af denne Grund behage de franske Damer, jeg har seet, mig aldeles ikke. De mangle aldeles den Friskhed, som kun koldt Vand kan frembringe, [overstreget: ?] |men dette kjender| den Franske Nation i det Hele taget [overstreget: kjender] grumme lidt til. Børnene her er elle struttende af Sundhed og Styrke; de see ud som Kjødpølser, og ligge den hele Dag ude i den fri Natur og rode i Sandet, en i mange Henseender udmærket Opdragelsesmetode. Jeg tænker tidt paa, hvor Englænderne komme vidt og udrette meget med de forholdsviis faa Kundskaber de erhverve i Skolen. Og vi med vore smaa 14 aarige Proffessore udrette ikke mere, om saa meget. ----

●12●

Det er langt bedre at lære lidt og |det| godt end meget og daarligt. Men vi proppe vore ulykkelige Drenge med saa meget, saa selv en godt begavet Dreng, for at [?] det Alt, maa læse meer end han har godt af i Legemlig Henseende. Følgen bliver da at de Fleste enten aldeles forsømme Bogen eller lære alt flygtigt og overfladisk kun for Øieblikket; og det sidste er værre end intet at lære, thi man vænnes derved til en Skjødesløshed som seent eller aldrig taber sig. – Det er snurrigt, men Folk kunne aldeles ikke fatte hvorfor vi reise heromkring i disse fjerne Lande i stedet for at blive i Europa, som naturligviis staaer som det forjættede Land for alle ude i Colonierne. Der er naturligviis mange snurrige Gisninger i saa Henseende, hvoraf enkelte komme os for Øre af og til, saaledes fortalte en ung og særdeles net og dannet Præst, som er her i Byen, og som i Forbigaaende sagt er den eneste jeg har truffet som har forstaaet hvorfor vi reise, at Folk her mene Knuth har havt en ulykkelig Kjærlighed og reiser for at glemme. Formodentlig er det Damernes Anskuelse.

●13●

De Indfødte her er de lavest staaende af alle Menneskelige Racer jeg har set. Deres magre og tynde, men kraftige Lemmer kunne ikke andet end minde om Aberne. De have det modbydeligste Udseende jeg endnu har seet. Men skulde for resten være godmodige, muntre og lykkelige Folk. Ovenomtalte Præst, som har levet meget blandt dem, og som gjør meget af dem siger at de have et stort Talent for at efterabe alt. De have mange snurrige Skikke. Saaledes gnide de sig ind over hele Legemet, Ansigt og Haar tillige, med Fedt blandet med en rød |bruun| Farve lavet af brændt Leer. Naar en nær Slægtning døer farve de sig næsten ganske sorte, efter nogentid tage de en lysere Farve og tilsidst ende de med en ganske hvid. Til de

●14●

forskjellige Farver høre forskjellige Prydelser om Hovedet og Armene af Fjedre. En anden snurrig Skik er den Maade paa hvilken de vise at de gaa paa Frierfødder til at Fruentimmer. De tage nemlig Læggebenet af en Kænguru spidse det til paa den ene Ende og stikker det gjennem Næsen. Det morsomste er imidlertid at der mellem disse som alle andre Steder i Verden findes gamle Koner som stifte Partierne mellem de Elskende, og altid føre et Antal af saadanne Kængurebeen med sig som mod en Godtgjørelse overlades til Frieren. Som Arbeidere ere disse Australiere aldeles ubrugelige, og de høre uden Tvivl til de Racer, som snart ville

●15●

uddø, og ere aldeles uskikkede til Culturen. Politiet bruge dem her til at gaa paa Sporet efter undvegne Forbrydere, hvortil de ere udmærkede. Deres Vaaben er af Træ og bestaa af Spyd, Skjold og en Stok til at kaste med, deres Klæder af Kænguruskind. De leve af vilde Frugter og Rødder, hvoraf her findes en stor Mængde, og Fuglevildt, navnlig Kakkaduer, samt Kænguruer naar de kunde faa dem fat. Deres vigtigste Vaaben er den saakaldte [?] eller Boomerang af denne Form (lille tegning af en bommerang) lavet af træ. De kaste den med stor Færdighed efter Fugle eller deres Fjende og kunne godt slaa en Mand død med den. Det mærkeligste er at de kunne kaste den saaledes at den kommer tilbage til dem

●16●

De kaste den ud fra dem omtrent 30 Alen, den gaaer i 3 Cirkelbuer den ene mindre end den anden og falder tilsidst næsten ved Foden af Kasteren. Det seer ganske mærkværdigt ud. Undertiden daler den heelt ned til Jorden og kan da pludseligt reise sig igjen høit op i Luften. Foruden den egentlige store Bue den beskriver, dreier den hele Tiden om sig selv med en stor Hastighed, hvilket frembringer en Lyd som |Vingeslaget af| [overstreget: naar] en And.

d. 20de Juli

Om et par Dage reise vi herfra til en Havn paa Sydkysten, King Georges Sound, for derfra at gaa med Dampskib til Melburne. Jeg haaber der at finde Breve fra Dig hvilke jeg længes meget efter. Min bedste Hilsen til Skovgaard og Drengene fra Din hengivne Broder