Menu

Skovgaard

1874-09-22

Afsender

Janus la Cour

Modtager

P.C. Skovgaard

Dokumentindhold

Skriver om sit ophold og arbejde i Capri. Han skriver også at vejret er begyndt at blive hen ad efterår. Han fortæller om sin rejse blandt andet rejste til Sienna.

Transskription

Ponte Fresa 22 Septbr 1874.

Kjære hr Skovgaard!
Mit Ophold paa Capri trak lidt længer ud end jeg havde bestemt, saa jeg først i Søndags kom hertil, naar jeg nu blot maatte faa lidt smukke Dage, men det har regnet siden jeg kom hertil, [overstreget: men] tidligere have dog altid |Regnen| faaet Ende, det bliver vel ogsaa godt denne Gang. Det var paa samme Tid jeg var her i 1871, da jeg malede Studiet med Baaden, men det lader rigtignok til at Efteraaret er rykket noget længer frem end sædvanligt, paa Rejsen fra Napoli standsede jeg i Albano for at se lidt paa Motivet til Aftenbilledet. jeg tegnede ogsaa lidt, nærmest Bygninger dertil, at blive der kunde intet nytte,
●2●
thi man har hugget saa forskrækkeligt, saa der er nu hverken ved Nemi søen eller ved Lago di Castello et eneste stort Træ tilbage, den smukke gamle Vej imellem Albano og Arriccia er nu ogsaa helt blottet for sine gamle Træer; jeg er nok imidlertid kommen bort fra hvad jeg vilde fortælle, nemlig Efteraarskarakteren, det var nemlig den Dag, 13 Septbr: saa graat, koldt og mørkt, [overstreget: saa] og [overstreget: da] de visne Blade faldt stærkt omkring mig, saa Nattens Kjørsel havde ført mig fra Capri’s fulde Sommer til midt ind i Efteraaret. I Roma var jeg kun 1 Dag, saa rullede jeg igjen videre imod Nord til Siena, dels for at besøge Runeberg’s, dels for at se den gamle Stad, med sine mange Paladser og sin berømte Domkirke. I begge Hensènder
●3●
var Opholdet glædeligt, den lille Dreng som lige siden sin Fødsel har været sygelig og vrøvlet, saa Forældrene have været meget ængstlige, var nu ret rask og trivedes godt, saa nu vare baade han og hun [overstreget: og] ved godt Mod. Skulde de se noget til Bissens vil de maaske bringe denne Hilsen, det var den 18 Septb jeg forlod dem, da var alt vel. Omendskjøndt jeg vel ikke bliver her længer end højst nødvendigt, saa har jeg dog slaaet mine Studier op paa Væggene, og det ser virkelig næsten ud som om jeg havde faaet noget bestilt; især har jeg været Morgenmand, jeg har hele Sommeren været oppe før Solen; fra Capri tænker jeg da ogsaa svært paa et Motiv, stille Morgen imod Vest, hvad det bliver til maa nu Tiden vise. Lidt Vinløvsvæsen har jeg ogsaa
●4●
havt fat paa, ellers har det været Pynten af Capri over imod Sorrento, malet i alle mulige og umulige Belysninger, liggende imellem før Solopgang og samme Nedgang. Jeg har slet Intet hørt om hvordan de havde det, men jeg haaber de har havt en god Sommer og helt forvundet deres Sygdom i Foraaret. Sidst i næste Maaned eller senest først i November haaber jeg at være i Rosenvænget, og gid jeg da maatte træffe Alt vel, de venligste Hilsener til dem, de unge Mennesker, Frøken Rønde fra deres med megen Højagtelse hengivne
Janus la Cour

Fakta

PDF
Brev
Ponte Tresa

Mappe 11 nr. 09