1909-01-06

Mappe 44 brev 27
Rosenvænget 6-1-09

Kjære Søster! Det er sært som vi skal fordærve jul og fødselsdag for hinanden, men en hilsen skal Du da have til den 29 ende selv om jeg må bedrøve Dig. Tak for Dit søde brev, hvori Du åbner Dit hjærte , det var velgørende, selv om det ikke åbenbarede noget skjult, kun understregede Dit forhold til Elise og Thora.
Angående det , Du begærer, så er jeg aldeles overbevist om, at det urigtigste jeg kunde gjøre vilde være at betro Åges penge i Nicolais hænder. Niels har skrevet så udførligt, så jeg knap ved, hvad jeg skal tilføje. Din rædsel for at kæmpe med Amerika forstår jeg til fulde, men det er nødvendigt, kampen gælder Din mand, det var for hans skyld Du
-2-
rejste, og selv om Du tror, at nu er dens strid til ende, kan vi andre ikke tro det, kun håbe på, at tiden vil vise, at Du havde ret. Ja Gud give Du havde det. Du nævner, at rejse hid, for at få fat i pengene. Gærne, gærne genså jeg Dig, men ikke på den måde. * Helst spildte jeg ikke ord på den gale ide, men jeg skylder Dig at sige forud (og jeg må så meget mere gjøre det som Niels har skrevet til Dig ”om at Du kunde tigge Joakim så længe , at han gav efter, ved jeg ikke”) altså forud, at Du ikke senere skulde bebrejde mig tavshed, at selv om det vilde blive endnu bittrere for mig og Dig at tale om denne sag ansigt til ansigt, så vilde det ingen forskel gjøre. Jeg hverken kan eller vil gjøre hvad jeg i denne mener at være urigtigt. Selv om jeg med blødende hjærte skulde se Dig rejse tilbage mere tomhændet end Du kom.
Det Niels skriver om forskellen
-3-
mellem vort syn på Dig og på Nicolaj, er rigtigt. Jeg troede ikke, Du kunde være i tvivl om, at vi anser Dig for lige så pålidelig, som ham for svag. Kun er du af kjærlighed ganske betaget af ham. Da vi alletider må regne med Eder begge som en enhed, forstår jeg, at Du mulig kan have følt en skygge falde fra ham til Dig.
Efter dette er det svært at forme slutningen til at fødselsdagsbrev, jeg kan næsten ikke. - - Og Du ved dog godt, hvor gærne jeg skrev fornøjeligt til Dig, hvor jeg ønsker Dig rig velsignelse og alt hvad godt er i Dit nye år. Hvor jeg ønsker Dig, at Din tro på Nicolaj må stadfæste sig dag for dag. Du må gennemgå meget for hans skyld, og vi kan
-4-
ikke hjælpe Dig, Du må selv føre kampen igennem. Sendte vi Dig pengene, er det min overbevisning, at alt hvad Du har bygget op, alt for let kunde blive ødelagt. Det Du tror vilde være en hjælp, anser jeg for lige det modsatte.
Gud ske lov for Din sandruhed, som er det faste punkt, den uvurderlige modvægt, Gud ske lov for Dit kjærlige, heltemodige hjærte mange hilsner fra Agnete og Joakim.
Og så står der en forklaring af hvorfor det havde varet så længe med svaret.
|Helst spildte jeg ikke ord på den rejse, for hvad Du har i hovedet får ingen Dig fra, men jeg skylder at sige Dig forud, at Du ikke senere skal bebrejde mig tavshed, at selv om det bliver endnu bittrere for Dig og mig at tale om den sag ansigt til ansigt så vil det ingen forskel gjøre. Jeg hverken vil eller kan gjøre, hvad jeg i denne sag mener at være urigtigt, selv om jeg med blødende hjærte skal se Dig rejse tilbage mere tomhændet end Du kom.|