ca. 1849

Der er overfaldet mig saa stor en Frygt for; at jeg dog har handlet galt.
Siig mig! Kan jeg da ogsaa forsvare for Gud paa den Maade at dvæle ved Mindet om Een og dog tilhøre en Anden?
Er det ikke Synd, er det ikke afskyeligt? Nu faldt mig et underligt Træf ind. Det er ikke meer end noget nær et aar siden, at Lundbye en Aften fulgte mig hjem fra Høyens; det var paa samme Sted, hvor jeg igaar Aftes sagde, at min Beslutning var taget, at jeg dengang, efter en lang, men for mig saa Indholdsrig Taushed, lovede mig selv at, hvordan det end gik i Verden, saa var han den Eneste jeg kunde
●2●
tilhøre: har jeg da nu glemt ham? Nei, det har jeg ikke, det kan jeg aldrig. Men saa handler jeg jo urigtigt imod Dem. Saa sortner det for mit Øie, for jeg synes dog jeg har følt det var Himmelens Villie og jeg er dog saa Glad.
Hvor vor Stemning dog vist er forskjellig; jeg kan selv ikke forstaae min Ro, at jeg endogsaa kunde sove ret og godt den største Deel af Natten. Jeg er vist et grueligt letsindigt Menneske, Der er vist ikke det Mindste ved mig, uden det skulde være min Kjærlighed til Fædrelandet.