1883-03-18

Mappe 42 brev 16
Rosenvænget den 18ende Marts 83

Min søde gamle Dreng !
Jeg er fuldstændig sindsvag af at spille Comedie og bryder mig ikke det mindste om noget som helst andet, saa gik det løs da i Forgaars. Rystende og bævende med kolde Blegner i Halsen (Jeg havde holdt mig inde i to Dage, og brugt alle mulige Midler for at komme mig) kjørte jeg der ind med en saadan Lampefeber og Undervejs opdagede jeg, at jeg havde glemt hvert et Ord af Rollen, saa samledes vi da alle med beklemte Hjærter; nede i Skolelokalerne var der dækket Bord til Aften, oppe var alt endevendt og forvandlet til den herligste Skueplads. Vi klædte os paa, sminkede, sværtede, stoppede ud etc. etc.,
-2-
vi følte Øjeblikket nærme sig og vores Mod falde, med et vældigt Tag hev vi Hjærtet op saa højt som muligt, men da vi havde saa meget at tage vare saa vi ikke hele Tiden kunde staa og holde paa det saa sank det atter hurtigt. Et glas Vin hjalp –lidt. Publicum trængte sig sammen paa Bænkene, vi trængte os samm en bag Tæppet og kiggede ud paa denne uhyggelige Masse, der om kort Tid vilde sende et saadant Haglvejr af øjne mod vore elendige Personer; jeg havde en klemmende Fornemmelse af at være det letsindigste Menneske under solen. Ouverturen lød; programmet skrevet af Nanny med vers og Vittigheder læstes op af samme. Tæppet gik op. Hr. Volmer gik over Scenen aldeles vellykket under Publicums Jubel, Bravoraab og Buoquetkasten der dog blev bedt om at kastes tilbage, da vi skulde have dem igjen efter næste Stykke. Saa styrtede vi ind for at klædes om, nu begyndte først ret min Angst, med
-3-
Blegner i Halsen, hvordan skulde jeg kunde synge? Højrød i hovedet dels af Anstrengelse og Varme men mest af Angst, hvordan skulde jeg blive dejlig? Da Påklædningen var forbi og jeg kastede et Blik ( maaske et temmelig langt ) i Spejlet forsvandt som et Lyn al Sorg og Kvide, jeg saa, - en Skjønhed uden Lige; et nydeligt Væsen i en pæn norsk Bondepigedragt ( jeg er nemlig i Maskeradedragt i Stykket ) slank og fin, ja jeg forsikrer Dig, med ligefrem den dejligste figur, men da Dragten var et rent Minimum af Vide saa havde jeg ogsaa maatte snøre mig aldeles forfærdelig, en sådan Haarfagerhed, de dejligste gule Lokker faldt mig ned over Øjnene, en mægtig tyk Fletning vældede ned ad Nakken; et saadant Teint af Skønhed, saa hvid som Sne, men jeg havde ogsaa to Tommer Sminke i Ansigtet; kort sagt aa! -----. Nar jeg tænkte paa mit sædvanlige beskedne jeg, fik jeg formelig Taarer i Øjnene. O !! skjønne Skuespillerinder , mig bedrager I ikke mere, nu ved jeg fuldt ud, hvor utroligt meget der kan gjøres af intet, naar
-4-
man blot forstaar at benytte sig med Smag og Skjønsomhed af disse tusind Midler der er stillet den ædle Skuespilkunst til Rådighed. Og saa gik det ogsaa brillant,det hele, Sange og hele Historien; med Undtagelse af at Nielses Mave ( forloren) røbede en uforskammet Tilbøjelighed til at krybe ned efter, hvilket ikke klædte. Saa klædte vi os atter i vort eget Tøj, gik ud at spise, blev gjort af, holdt Taler til os osv. Og saa dansede vi og jeg har aldrig i mit Liv moret mig saadan, ak kun alt for hurtig svandt de glade Timer. Men heldigvivis endnu er ikke Glæden helt forbi. I Aften gjentages Comedien ude hos en Captain Nievenhaus, hvis Datter spiller med, altsaa endnu i Aften Glæde og Fryd, og saa er Livet atter tomt, mørkt og trivielt som sædvanlig, ak hvor er det dog velsignet engang at more sig, blot more sig og hvor det er sjælden man gjør det. Vi er alle saare bedrøvede over, det er forbi, for Prøverne var ogsaa meget morsomme, alle uden Gudmoder hun er vist henrykt over at alt det Rod er forbi, men hun har dog haft Glæde af det, for vi har alle
-5-
moret os saa knusende. Tegning, Armbaand og alt er kommet vel hid, og Du takkes for alt. I Morgen skal vi til Afskedsmiddag for Niels hos Onkels. Desværre var Faster ikke med til Comedien, hun tør endnu ikke gaa ud. Farvel min søde Dreng. Lev vel. Lille komediegale Søster.

|Min dejlige Paryk havde jeg selv lavet med hviden Hånd, af Hør, og dens lige findes ikke|