1850-06-26

Mappe 3 nr. 23

Til
Landskabsmaler Skovgaard
Hos Gaardmand Hans Peter Pedersen
Maglebysogn
pr
Stege
bedes besørget med
Provst Ingerløvs Postbud
Betalt
Kjøbenhavn den 26de Juni 1850

|Paa mit forrige Brev var
Datoen galt angiven, jeg
troer en Dag for tidlig.|

Saa Tiden nærmer sig! Hvor det er deiligt at tænke paa, min egen velsignede Ven! Og jeg skal see Dig fornöiet og med rigt Udbytte. Jeg er saa glad, men tillige saa urolig, det bliver jeg altid naar Tiden nærmer sig; saadan havde jeg det da vi nærmede os Danmark igjen, og da vi endelig havde naaet det og nærmede os Nysö, det var som om den sidste Tid var den længste. Hvor jeg dog ogsaa holder af Dig, men det behøver jeg nok ikke at fortælle Dig, det har Du vel kunnet slutte af de mange Breve Du har faaet og af alting. Har jeg ikke skrevet alt for lidt? syntes Bondens ikke det var forfærdeligt med det Skriveri; jeg bliver ganske flou naar jeg tænker derpaa.
I dag reiste din Moder, der kom en Vogn ind, men den kom lidt för end hun havde ventet, saa der var dog meget, der blev ubesörget, for Juleaften kommer jo altid bag paa Kjærlingen. Igaaraftes var jeg sammen med hende hos din Onkels; jeg gik derhen om Eftermiddagen for at bede dem om at levere Puderne, da Constantin Hansens Søster gjerne vilde see dem. Da jeg vilde gaae bad de mig meget om at blive, men jeg havde sagt til Magdalene at jeg vilde komme ud med Puderne, saa jeg maatte jo gaae.
●2●
Saa bad de mig om at komme derhen enanden Aften medens Din Moder var i Byen, og da jeg dertil svarede, at jeg kunde maaske komme igjen, sagde de med saa megen Venlighed, ”Aah! det var deiligt;” saa jeg blev ganske forvirret derover. Det var da egentlig kun Ane, der sagde det alt sammen, for det foregik ude i Forstuen; men jeg kunde saa godt lide hende, derfor har jeg syntes det var dem Alle, der gjerne vilde see mig. Og rart var det at jeg kom derhen saa var jeg en Gang mere sammen med din Moder.
Jeg har ieftermiddag kjört en lille Tour med Fader, det er første Gang, jeg syntes det gjorde ham saa godt, at han fortröd ikke før at være taget ud; gid det maatte blive ved at være bedre for nu har denne slemme Tour rigtignok varet meget længe.
Thorsdag Morgen.
Paa samme Tid som jeg havde skrevet det Stygge om Holger, saa havde han faaet Elise til allerede fra Köge af at skrive mig til og takke for den Tid hun været hos mig; tillige fortalte hun at hun holdt saa meget af at tænke paa mig, og hun glæde sig til det Besög, jeg havde lovet ham engang at gjöre ham sammen med Dig. Det rörer Alt sammen ikke mit Hjerte det Mindste; jeg synes det samme som altid, at der er Noget meget godt hos ham men ogsaa meget svagt; Elise derimod seer jo kun Storhed hos ham, hun spurgte mig inden det endnu var afgjort at han ikke tog afsted, om det ikke var magelöst af Holger saa trofast og udholdende han var; han var kun
●3●
taget lidt Hjem, fordi det var nødvendigt for ham at ordne sine Sager lidt paa Jungshoved, men saa snart det var sket saa vilde han med igjen. Jeg har gjort fru Freund et Tilbud, som rigtignok var meget dristigt af mig, men jeg haaber Du tilgiver mig. Hun fortalte at hun havde sagt sin Leilighed op, saa at hun var rent fortvivlet, for hun kom saamen nok til at ligge paa Gaden. Det kunde hun godt begribe blev Enden paa det; jeg sögte at berolige hende, og lovede at paa Gaden skulde de ikke komme til att ligge for de kunde jo flytte hen til Dig, naar Du beholt Malerstuen i Ro, saa kunde de nok hjælpe sig for nogen Tid med det øvrige; ja, jeg mente ogsaa at Victor kunde faae sit eget Værelse, nemmelig det lille Quistværelse. Hun blev overmaade glad derover, og sagde at hun vilde [?hilse] paa Dig paa Tolboden, for at ingen anden skulde komme hende i forkjöbet og have förste Rettighed til Værelserne.
Du maa da ikke glemme at hilse Din Söster fra mig naar Du seer hende, og Manden med naturligviis.
Jeg viste Sysette Ræven og fortalte hende den Bemærkning Du havde gjort derved; saa hun blev meget fornærmet paa mine Vegne; ”en Ræv og saa det bedste Menneske i Verden”, saa jeg maatte undskylde Dig og forestille hende at Sammenligningen var nok opstået fordi Du ikke havde seet Nogen rigtigt ind i Øinene siden Du saae ind i mine; det syntes at tilfredsstille hende.
Denne Gang skal jeg hilse Dig fra Møller.
Din g