1863-07-12

Til

Hr. Professor P.C. Skovgaard

Stokkerup pr. Taarbæk

Søndag 12.juli 1863

Min allerkjæreste Mand!

Det er rigtignok ikke ret længe siden vi saaes, men jeg maa alligevel tale lidt med Dig, for her er ligesom lidt tomt i Huset, det er vel fordi det er Søndag, saa føler man det mere.

Der var varmt i Byen, kan Du troe, men jeg er dog glad ved, at jeg kan faae lidt godt af Kirken, naar jeg sidder der udenfor, men trænger saa haardt til den Næring for det smule Liv der er vakt hos En, man trænger til det, netop fordi man er saa tilbørelig til ikke selv, at føle, at man sulter. Aa Ja! hvor ussel man dog er. Der var Barnedaab , da de sang

-2-

De bedrøve ej Guds Land” faldt det mig | paa sinde| at vi jo virkelig bedrøve hans Land, naar vi lukker vore Hjærter for ham, tænk! At det ikke før har slået mig! jeg har kun havt Følelsen af, at det var mig selv der maatte lide for det! men, at jeg kunne volde Gud nogen Smærte, det havde jeg aldrig tænkt paa. Saa lidt har jeg forstaaet hans mageløse Kjærlighed til os, saa lidt fattet at Forholdet mellem ham og os virkelig er ganske som mellem os og vore Børn; kun at han har langt større Grund til at vredes. Gud lad mig nu holde fast ved den Følelse, at det er en saadan mageløs kjærlig Fader hvem jeg skal lyde og for hvem jeg skal arbeide hernede.

-3-

Jeg vilde gjerne vide om Du kommer hjem før nogle dage ind i næste Uge, for jeg har faaet den Idee, at jeg gjerne vilde faae Susette herud et Par dage med sine Drenge, da hun slet ikke vil reise noget Steds hen, saa synes jeg, hun kunne have saa godt af nogle Dages fuldstændige Ro og Udhvilen herude- Men jeg kan jo kun have Plads hertil naar Du er borte, og hun faaer først fri i dag otte Dage.

Marstrand er dog bleven endel [? mager] synes jeg.

Farvel min søde ven, saa faaer jeg vel snart Brev fra Dig.

Din G.