1854-1855

mappe 13 -16

Nysø den 1. ste decbr

Kjære Georgia!

Dersom jeg havde svart strax paa dit brev da jeg fik det saa havde Du nok faaet en rigtig varm Tak for det velsignede Indtryk det gjorde paa mig (ligesaa paa Jonna, Holger syntes ogsaa saa udmærket godt derom og sagde at hvad du skrev om Titus lignede Tante Sysette som om det var hende der talte) jeg syntes ordentlig jeg kunde mærke at dit Brev havde faaet saadan en god Indflydelse paa mig dagen efter. Ikke sandt Georgia du har jo ikke noget imod at jeg altid snakker saa meget med dig om vore fælleds Minder (for hvis du har saa sig mig det) nu i Aften vilde jeg egentlig ikke have talt om disse men saa ved det jeg kom til at nævne Tante Sysettes Navn (et Navn

-2-

som maaskee lettere end noget Andet bringer Taarerne i mine ellers saa tøragtige Øine) saa fik jeg saadan en Lyst til igjen at slaa paa de gamle Strenge og f. Eks. fortælle dig at i Sommer da Tante Betty skulde komme (Moder har Gud være lovet i de sidste Aar holdt saa meget af Tante B) sagde Moder i en venlig Tone til mig ”Vil du ikke kjøre hen (til Toget) at tage mod Tante Sysette?” du kan ikke tro hvordan den Feiltagelse rørte mig og hvorledes jeg med Et syntes det var de forrige Tider da vi ventede paa Tante S, og hun var den kjæreste og Vigtigste for Moder som kunde komme og en stor Glæde for mig at vente paa den Kjærlighed jeg har fundet hos Tante Sysette, den hun blandt Andet havde for mig, den gjør

-3-

det mig endnu saa godt at tænke paa, den kan jeg aldrig gjengælde hende for den synes mig mere værd end Alt hvad jeg kunde give om end jeg havde Noget at give – jeg har jo Intet, jeg har kun et: at mit Hjerte smeltes af taknemlighed ved hendes Minder, der var noget endnu af den Slags jeg vilde fortalt, men jeg faaer med Et den Angst, at da du har lidt Hjemve udenlands jeg da skulde forøge den med at vække saadanne Minder og derved maaske gjøre dig Striden haardere, Kjære Georgia du maa haabe paa at beholde Sindets Ligevægt og Tilfredshed til Guds Ære. Nu have vi alt længe haft Vinter her hjemme ”Sneen dækker Mark og Mose,” det er alt længe siden man løb paa Marken og Stranden skjøndt det dog var meget farefuldt at løbe der. At Jeanina har Kaneture i Hovedet kan du begribe, hun har aftalt et stort Tog med Egnens Folk men i dag har det

-4-

været Tørveir, saadan kan jo saa let vore Forhaabninger og Drømme tøe bort i én nat. For Resten naar blot Frosten kommer igjen til Juul, saa er hun tilfredsstilt. Først da Sneen og Kulden kom var det et straalende syn med alle Træerne hvis fineste Grene jo lignede Spirene paa Mailands Domkirke; Men ellers kun Sneen ligger paa Jorden og skoven derimod er sort og tynd og nøgen, er det dog saa uhyggeligt og graat, kun ved de vemodige Vinterbelsyninger henover den graa Strand eller de bare hvide Marker ganske jævne og høiene som [?] mod Horisonten de fattige afklædte Piletræer pa Grøfterne, kan jeg see det Skjønne paa denne Aarstid. Ogsaa naar en enkelt graa taarefuld Dag, hvor man hele Dagen maa sidde ved Vinduet for at kunde see, saa mørkt er det, afløser de blæsende kolde Frost-dage, holder jeg nok af Veiret. Hvor gaar dog Tiden hurtigt – hvor mon du skal tilbringe Julen? Maaske er du kommet hjem til den Tid, skjøndt du for nogen Tid siden skrev du først vilde komme til Juletræernes Død og Begravelse. Jeg vilde næsten du skulde blive til det grønnes igjen her hjemme, naar man har været en Vinter borte saa hilser den gamle Vinter Én det følgende Aar, saa gammelt hjemligt rørende, men næppe naar man kommer hjem til den strax. Dog det er jo bedst du kommer hjem om du ikke kan nære dig udenlands; for Næring maa man have, og Vorherre sørger jo ogsaa nok for at man faaer det enten det saa bliver hjemme eller ude. Imidlertid

-5-

Føler [?] Du jo nok at den Tid ikke er spildt i hvilken du har været udenlands. Og derved kunde benytte enhver Tid paa en Gud tækkelig Maade. Hils Skovgaard og Høien og Frue Høien fra din Elise

Gud velsigne dig