1852-09-10

Mappe 3 nr. 27

Til

Landskabsmaler Skovgaard

Hos Fabrikeur Bruun paa

Bruunshaab

pr.

Viborg

Kjöbenhavn 10de Sept 1852

Det kom! Brevet kom! Skjöndt jeg næsten havde opgivet Haabet om at faae det för idag, Kl. var over 9 igaaraftes. Men det kom og gjorde mig glad! min kjære, kjære Mand!

Nu sender jeg strax et Brev afsted, for jeg veed jo ikke hvorledes Posten gaaer, og eet Brev endnu skulde Du dog have.

Allerförst vil jeg melde at, da jeg forleden bad Höyen tænke paa den Sag med Pengene, sagde han först, at han vilde bede Vinther modtage dem, dærfor vilde han tale med ham först, men saa betænkte han sig og fandt det simplere og nemmere, at Pengene blev sendt til ham; saa det kan Du nu sige din Præst at, naar han vil sende dem til Höyen, skal han quittere for dem.

Jeg er saa bange for at glemme Noget af det, der skal fortælles, derfor vil jeg heller komme med det paa Rad. Altsaa Din Onkels er kommet hjem, og det er bedre med Aggersborg, men jeg har endnu ikke seet dem, jeg vilde været derhen igaar Eftermiddag, men saa mödte jeg Capitainen udenfor, som fortalte at de var gaaet ud.

Igaar Middags kom der Bud fra Pastor Visby, om Skovgaard eller Frue var kommet hjem, for Skolelære Visby var kommet til Byen og vilde gjerne hilse paa os. Som

●2●

Fölge deraf modtog jeg lidt efter Besøg af den gamle og den unge Visby, tænk Dig, jeg kjendte ikke Præsten, jeg har jo aldrig seet ham saa nær ved. Du kan da nok begribe, at jeg gjorde mig almulig Umage for at være Elskværdig og en net Vertinde. Jeg vilde jo have at om ogsaa Du ikke var hjemme, skulde den gamle Visby dog have en venlig Modtagelse i dit Huus, og jeg vil haabe at det nogenlunde er lykkedes mig, saavidt det lader sig gjöre ved den slags Besøg.

Forleden Dag kom Onkel Stampe flyvende herhen og flyvende væk igjen, eller maaske snare farende; han var kommet til Byen den foregaaende Aften og skulde væk igjen med Jernbanen Kl. 2, men han maatte ud og sige Titus, at vi skulde nok faae lidt Frugt, der var rigtignok ikke meget, men vi skulde alligevel nok faae, han havde hört at Titus havde yttret det önske for Gertrude, dennegang havde han havt nogle med til Christian, og nu kunde Titus jo gaae derhen, spise og fylde sine Lommer saa meget han Lystede. Desuden skulde han sige fra Tante, at vi endelig maatte komme ud strax, lige paa Öieblikket helst, siden Du ikke var hjemme kunde jeg jo tage, jeg troer næsten med ham. Jeg svarede naturligvies, at hvis det ikke blev for silde naar Du kom, saa kom vi begge.

Jeg har spekuleret paa om jeg skulde skrive til Lehmann eller Molly, i sidste Tilfælde vilde jeg skrive til Dig, at jeg antog Du fra Viborg af skrev til L. ; men nu, da jeg

●3●

kjender Dig i det stykke, (er Brevet til Krebs kommet afsted?) nu har jeg besluttet at skrive til Lehmann selv, jeg haaber derved at lette en Steen fra dit Hjærte.

Jeg skal hilse Dig fra lille Marie og sige, at Du skal besöge hende naar Du kommer hjem. Nu skal Du höre hvor yndigt det gik til, at vi kom til at tale om Dig, for hun havde ilang Tid ikke villet sige hvad Gudmoders Mand hed, eller overhovedet nævnet Dig.

Hun sad paa Rikkes Skjöd, og jeg spurgte hende om hun vilde besöge mig, det vilde hun gjerne, ”æ Kovgaard der?” nei han var der ikke, ” hvo æ han da?” og saa skulde Du have seet hendes söde skjelmske Öine da hun sagde det.

Hvor jeg glæder mig til den Dag Du kommer hjem, det bliver Fryd.

Du sagde ikke et Ord om hvad Indtryk Zartmanns havde gjort paa Dig, de gamle stive Damer, skal det gjemmes til Du kommer hjem? har Fru Undal neiet for Dig?

Synes Du ikke Viborg er en malerisk By med sine op og ned Gader og skidne Gyder med haver ud til. Har Du været i Zartmanns Have, hvis den er som da jeg saa den, er den virkelig overmaade smuk, det vil sige egentlig den række store Asketræer, der staaer paa Vænget; fra Undals Havestue er der ogsaa en deilig Udsigt over Söen. Er det ikke pudsigt, at jeg altid har forestillet mig David Copperfields Barndomshjem saadan som Havestuen og de tilgrændsende Værelser hos Undals saaledes. Det kommer

●4●

maaske af at jeg har levet der saalænge, vi havde den leilighed næstesidste Gang vi var i Viborg.

Farvel min lille Mand, Gud skee Lov at der ikke saa længe til vi sees.

Din g.